Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: Kasseret

Alt for mange unge, som burde være på toppen af deres ydeevne, når undtages modenhed og visdom, må på det nærmeste karakteriseres som usunde.

Sygeplejersken 2002 nr. 41, s. 15

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

Næsten halvdelen af Danmarks unge mænd er uegnede til at blive soldater. ''Cirka 42 pct. er ikke egnede pga., at de er for dumme, pga. fedme, dårlig ryg, svage ben. Fordi de ikke har gået med ordentligt fodtøj, har musearm, eller fordi de har levet af hamburgere og cola,'' siger forsvarschef, general Hans Jesper Helsø til bladet ''Folk og Forsvar.''

På 16 år er antallet af unge, der kasseres, fordoblet. Konsekvensen er, at alle egnede unge mænd må indkaldes til værnepligt næste år. Der er tale om en meget lille årgang, så ingen får lov at trække frinummer.

Det er alvorligt og paradoksalt. Alvorligt, at det står så ringe til med folkesundheden, at unge, der burde være på toppen af deres ydeevne, når undtages modenhed og visdom, på det nærmeste må karakteriseres som usunde. Det er de samme unge mænd, der i de næste mange år skal producere og tjene penge til et samfund, hvor balancen mellem antallet af unge og ældre ikke er optimal.

De unge skal løbe stærkere, men alligevel kniber det for næsten halvdelen at følge med. Står det bedre til blandt unge kvinder? En anden konsekvens er, at sundhedsvæsenets penge i stigende grad går til behandling af mennesker, der skal behandles for følgetilstande til dårlig livsstil, herunder også hjælp til at blive gravid og hjælp til fosterreduktion, hjælp til at tabe sig og hjælp til at overvinde ludomani og ladhed. De virkeligt syge, gamle og svage bliver der mindre tilovers til.

Ubesejrede fristere

Det er paradoksalt, fordi de materielle levevilkår aldrig har været så gode som nu. Vi burde strutte af sundhed. I stedet må vi konstatere, at McDonald, Bill Gates og Coca Cola i kombination med fire hjul er ubesejrede fristere. Dejligt i små doser, dødeligt i store doser.

Hvad gør vi så ved det? Man kan selvfølgelig lade stå til og lade sig bilde ind, at blot der står light på colaen, og der er et salatblad i burgeren, går det nok. Man kan tro på, at statslige millioninvesteringer i kampagner for sundere livsstil giver pote. Nogle drømmer måske om, at vi alle får en sundhedsplejerske som fast livsledsager, fra mødregruppe til kollegium, på charterrejse og til golfklub, fra ældrebolig til kapel.

Eller vi kunne se helt anderledes på det og tage et medansvar for vore medmennesker. I tide, mens børnene og de unge er til at nå. Sig det ligeud: ''Du er for tyk, min pige.'' ''Du har jo ingen muskler, knægt.'' ''Tab dig, hvis du vil gøre dig håb om at score.'' Med ømhed, interesse og brugbar vejledning. Dagplejemoderen, børnehavepædagogen, læreren, lægen, sundhedsplejersken, onklen, tanten og fritidspædagogen. Hvis ikke barnets familie selv kan finde ud af det. Vaner - gode og dårlige - hører mest af alt privatsfæren til. Vi har alle en vis portion ansvar for hinanden. Hvad er værst: Af ægte interesse at konfrontere barnet eller den unge med hans elendige udvikling? Eller at lade stå til og lade de jævnaldrende om at moppe?

Chipsfri skoler

De 42 pct. unge, som ikke er egnede til militærtjeneste, kasseres. Selv om ordvalget ikke er lige så barsk i andre sammenhænge, så er det alligevel en kendsgerning, at risikoen for at blive hægtet af er forøget, hvis ikke man er i rimelig form. Om ikke andet øges risikoen for at blive klient og patient. Det er slemt for den enkelte, men det er også et samfundsproblem, vi alle må tage alvorligt.

Men generelt er vi tilbageholdende med at sige noget negativt om andres udseende - til dem selv. Og bare tanken om at udstede forbud, kan give løs mave og nervøse trækninger. Men hvad skulle der egentlig være i vejen for at lave sodavands-, slik- og chipsfri skoler, ligesom der bliver stadig flere røgfri skoler? Ét sted skal man jo begynde, og det skal være i barndommen.

Det er for skvattet at opfatte sundhed som en eller anden diffus følelse af velvære, noget subjektivt og umåleligt. En oplevelse.