Hjerteinsufficiens: Kardiologisk opblomstring

Hjerteinsufficiens er et område, hvor der er vendt fuldstændig op og ned på behandlingen i de sidste fem år.

''For fem år siden var det bare en sygdom, patienterne fik. Så fik de noget behandling, og så gjorde man ikke mere ved det,'' siger klinikoversygeplejerske Janne Friis, Frederiksberg Hospital, der har siddet i formandskabet for den tværfaglige indikatorgruppe for området. ''I dag har man formaliseret undervisning af patienterne, og man har oprettet klinikker, hvor specialuddannede sygeplejersker vejleder patienterne.

Så sygeplejemæssigt er der virkelig sket noget, og i det hele taget har man optimeret behandlingen så meget, at patienternes livsforlængelse er forøget.

Vi har ikke tal på det endnu, men det kommer inden for de næste år. Statistikkerne tyder på, at de overlever længere, og vi har undersøgelser, der viser, at deres livskvalitet er betydelig bedre.''

Patienter i højrisiko

De indikatorer, der skal vise kvaliteten, gælder patienter med førstegangsdiagnosen hjerteinsufficiens.

Patienternes dårlige hjertefunktion vil

Side 11

være en kronisk tilstand resten af deres liv. Men når de bliver indlagt på sygehuset, står de ofte i starten af det kroniske forløb, hvor de endnu ikke har fået diagnosen. Nogle patienter bliver aldrig indlagt, men bliver i stedet fulgt i særlige hjerteinsufficiensklinikker.

''Jo hurtigere de kommer i behandling, jo bedre er deres overlevelsesmuligheder,'' siger Janne Friis. Derfor går tre af de 10 indikatorer på diagnostikken.

''Derudover er det en patientgruppe i højrisiko. Meget ofte tager patienterne på i vægt pga. væskeophobning. Men de får lavt albumin, fordi de ikke kan spise for kvalme.

Vi ved, at mange bliver underernærede, og på mange sygehuse kommer de ud og ind hele tiden. Så vi har valgt ernæring som indikatorområde, fordi det er vigtigt, at de ikke bliver underernæret.''

Janne Friis opfatter tværfagligheden i projektet som en stor styrke. En tidssvarende behandling af patientgruppen indbefatter f.eks., at de får fysisk træning og vejledning om livsførelse. Det første er fysioterapeutens ansvar, det sidste sygeplejerskens.

''Derfor spørger vi, om der er systematiserede programmer for undervisning i symptomer, sygdomsforståelse, medicin og risikofaktorer.''

Ser også på normering

Kun to af indikatorerne går på resultater, nemlig genindlæggelse og dødelighed. Men Janne Friis har en forventning om, at man med tiden kan udvikle flere resultatindikatorer.

Som noget helt specielt for hjerteinsufficiens skal afdelingerne ikke kun registrere på de 10 kvalitetsindikatorer og de tilhørende prognostiske faktorer (se boksen).

En gang om året får de også et spørgeskema om patienttal, sengepladser, normerede sygeplejestillinger, ubesatte stillinger, sygeplejersker med kardiologisk efteruddannelse, osv. Afdelingerne bliver desuden spurgt, om der er kliniske retningslinjer for diagnosticering, behandling, pleje og efterbehandling af patienter med hjerteinsufficiens. Og om der er mulighed for at henvise patienterne til fysisk genoptræning, rygeafvænning, diætvejledning og uddannelse af både patienter og pårørende.

''Det har ikke noget med indikatorerne at gøre, men er snarere baggrundsoplysninger,'' siger Janne Friis.

''Det skulle gerne vise sig, at dårlige forløb findes der, hvor folk er dårligere uddannet og mangler adgang til nogle af de ting, vi betragter som vigtige''.