Hoftenære brud: Nye komplikationer i søgelyset

Patienter med hoftenære brud har traditionelt været en gruppe med stor risiko for sengelejekomplikationer. Komplikationer som lungebetændelse, urinvejsinfektion, obstipation, tryksår og blodpropper. Alt sammen komplikationer, som i vid udstrækning kan forebygges med god sygepleje.

Ikke desto mindre optræder ingen af disse komplikationer som indikatorer for kvalitet i denne sygdomsgruppe.

''Det skyldes, at sengelejekomplikationer generelt er faldende hos denne patientgruppe,'' siger klinisk oversygeplejerske Birgit Villadsen, Bispebjerg Hospital, en af de to formænd i indikatorgruppen.

Ernæring og smerter

For et par år siden blev der udarbejdet et referenceprogram for hoftenære brud. I den forbindelse viste en omfattende litteratursøgning, at de traditionelle komplikationer var noget på retur. Derfor har gruppen valgt indikatorer fra områder, der har mere brug for opmærksomhed. Ernæring f.eks.

''Dokumentationen viser, at patienter med hoftenære brud allerede er i dårlig ernæringstilstand ved indlæggelsen, og at tilstanden yderligere forværres under indlæggelsen.

Hvis ernæringstilstanden ikke er i orden, kan patienten ikke blive genoptrænet, og risikoen for komplikationer er langt større

end ellers. Derfor er det en vigtig indikator," siger Birgit Villadsen.

Helt enkelt går behandlingen ud på at få patienterne tilbage til det funktionsniveau, de havde før bruddet. Derfor måles patienternes ADL-funktion og mere specifikt deres gangfunktion.

Når fysioterapeuten tester patientens gangfunktion på femtedagen efter operationen, tester sygeplejersken samtidig patientens smertedækning på en VAS-score.

''Det er med samme argument. Hvis patienterne har smerter, kan de ikke genoptrænes. Og dokumentationen viser, at vi ikke får smertedækket denne patientgruppe godt nok.''

Tryksår valgt fra

Tryksår blev diskuteret som en eventuel indikator i gruppen. Men generelt viser undersøgelser, at problemet er på retur.

Med i overvejelserne var imidlertid også, at tryksår er vanskelige at måle på en ensartet måde. Mange diskussioner i indikatorgruppen handlede i det hele taget om, hvad der var muligt at måle. Ikke mindst på de områder, hvor sygeplejersker og fysioterapeuter skulle levere data.

''Vi var i tvivl, om vi kunne dokumentere de ting, vi gerne ville. De data, lægerne ønskede, kunne de hente i databaser. Den tradition har vi ikke i hverdagen, hverken sygeplejersker eller fysioterapeuter. Og jeg er da

Side 13

selv spændt på, hvad vi formår at indfange."

Fra lægeside blev reoperation og mortalitet udpeget som indikatorer. Men i sidste ende er mortalitet også en indikator for sygepleje, pointerer Birgit Villadsen.

Konfusion en udfordring

En anden indikator, som var til diskussion, men blev opgivet, var konfusion. Det er et stort problem i patientgruppen, fordi konfusion forringer patienternes udsigter til en vellykket genoptræning.

Nu optræder patientens kognitive funktion som en prognostisk faktor, altså en af de oplysninger om patienternes forudsætninger, som indgår i opgørelsen af afdelingernes resultater. Men efterhånden som man får større viden om problemet konfusion, kan man godt forestille sig, at forekomsten kan blive en indikator for kvalitet.

At det er et problem, som sygeplejersker bliver stadigt mere opmærksomme på, kan Birgit Villadsen aflæse på de henvendelser, hun får fra de ortopædkirurgiske afdelinger.

''I starten af 90'erne talte vi meget om mobilitet. I dag handler det mere om ernæring og smerter. Men man begynder også at tale om de svære patienter, de konfuse. Og det er mit indtryk, at det er et problem, der vil blive prioriteret højere fremover.''