Sygeplejersken
Skub i skriveprocessen
Formidlingen af forskningsresultater fra sygeplejen går trægt herhjemme, mener lektor Elisabeth Hall fra Institut for Sygeplejevidenskab på Aarhus Universitet. Det er baggrunden for, at hun har taget initiativ til at danne en artikelgruppe, der skal sætte skub i sygeplejerskers skriveproces.
Sygeplejersken 2002 nr. 41, s. 18-19
Af:
Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør
Ideen er oplagt, og Elisabeth Hall har da også fået den for flere år tilbage. Vejledere og studerende må kunne hjælpe hinanden med at formidle de gode specialeafhandlinger og opgaver, der ser dagens lys på kandidatstudiet i sygepleje, til andre sygeplejersker.
Elisabeth Hall er lektor på Institut for Sygeplejevidenskab på Aarhus Universitet. Hun fungerer som vejleder, inspirator og er ofte medforfatter. Hun har
selv skrevet artikler, der er blevet accepteret uden ændringer, fået artikler retur med besked om at revidere dem og har også prøvet at få artikler afvist.
De studerende har et budskab, og Elisabeth Hall har viden om at formidle. Det har ført til, at hun som vejleder har tilbudt skrivehjælp til studerende efter specialeskrivningen. På den måde når budskabet i specialet længere end til hylderne på universitetsbiblioteket.
Elisabeth Hall bliver som følge af sit engagement medforfatter, og det er præcis her, nogle kan se et problem. Men hvis ikke der er en erfaren medforfatter, der kan vejlede, bliver der måske aldrig nogen artikel. Så hellere en vejleder, der efterfølgende deler forfatterskabet med den studerende, mener Elisabeth Hall.
Hun har i et par år mødtes med en gruppe på 8-10 sygeplejersker, som er i gang med en videreuddannelse som cand.cur., MPH eller allerede har en kandidatgrad. Deltagerne har enten skrevet speciale, udarbejdet en undersøgelse eller skrevet en, efter Elisabeth Halls mening, fremragende semesteropgave.
Gruppen har set på manuskriptvejledninger, retningslinjer for artikelskrivning og diskuteret, hvilke tidsskrifter man ønskede at skrive til.
Gruppen indsendte abstracts til International Council of Nurses kongres, der blev afholdt i København i 2001. Herefter hjalp medlemmerne hinanden med at opbygge gode præsentationer af undersøgelserne. Man lyttede til hinanden, diskuterede, hvad der skulle vægtes, og vurderede, om de overheads, der skulle vises, var præsentable og forståelige. Præsentationerne foregik på engelsk. Det var nyt for dele af gruppen og skabte nogen nervøsitet.
Artikler tager tid
Det vigtigste for Elisabeth Hall var at få gang i artikelskriveriet. ''De erfarne skal hjælpe de unge og potentielle forskere,'' siger hun.
Elisabeth Hall har efter gruppens start fået øjnene op for, at deltagerne i gruppen i høj grad stimulerer hinanden, for de er ambitiøse, men ensomme. De er relativt alene i deres daglige arbejde og har måske ikke store muligheder for at få tilbagemeldinger på et artikeludkast i den situation. Derfor fungerer artikelmøderne som forskningsmiljø, hvor deltagerne inspirerer hinanden.
''Artikelskrivning kræver koncentration og hele arbejdsdage, gerne flere i træk, for at resultatet skal blive godt. Man kan ikke skrive nogle timer nu og da, man skal leve sig ind i stoffet, for at det skal blive spændende læsning,'' siger Elisabeth Hall. Og en videnskabelig artikel skal være spændende at læse, fastslår hun.
Chef for patienthotellet ved Århus Kommunehospital, Ella Abraham, har fået meget ud af at være med i artikelgruppen.
Side 19
''Den pingpong mellem deltagerne om, hvad der virker bedst på læserne, er rigtig spændende. Et er den forskning, man har udført. Noget andet er, om andre kan forstå det, man skriver,'' siger hun.
Stud.cur. Tea Broeng kom sammen med en medstuderende, Vibeke Røn Noer, med i artikelgruppen efter at have skrevet semesteropgave om en analysemetode til brug for databehandling af kvalitative data. Tea Broeng er netop blevet mor og har derfor lagt artikelskriveriet på hylden, men ''vil helt sikkert genoptage skriveriet senere.''
Hun er imponeret over, at Elisabeth Hall giver sig tid til både fælles skrivevejledning og individuel vejledning, når artiklen er ved at være færdig.
Artikelgruppen har indtil videre fået publiceret et par artikler og har sendt manuskripter til en række internationale tidsskrifter bl.a. Nursing Ethics, Vård i Norden og Journal of Paediatric Nursing. Nogle af artiklerne er under gennemskrivning, andre er accepterede, men endnu ikke bragt.