Faglig kommentar: Lønarbejde eller profession

Man går på arbejde af forskellige grunde. For hovedparten af sygeplejerskerne er det vigtigste den kollegiale kontakt, netværket. Hele 80 pct. angiver i en undersøgelse, at kollegerne faktisk er den primære grund til at sætte sig på cyklen, kaste sig ind i bilen eller finde plads i et forsinket, småbeskidt S-tog.

Kontakten med patienterne kommer ind på en andenplads, men penge, fagligt engagement og religiøsitet forstået som kald er også faktorer af betydning.

Når netværket er den væsentligste grund til at gå på arbejde, skyldes det, at sygeplejersker er præget af en ''vi''-tankegang. Man er en del af en gruppe. Sygeplejerskerne skal, vil, kan, må, bør, tør. Vi som sygeplejersker.

Sådan er kulturen, og der er tale om en kultur med meget forskellige tankesæt.

Hvis sygeplejersken er præget af en lønarbejdertankegang, går hun på arbejde for at møde andre sygeplejersker og tjene penge. Målet er at komme til tiden og gå hjem til tiden, arbejdet foregår i en afgrænset periode, og det er ikke særlig væsentligt. Mand, børn, veninder og fritidsinteresser er langt vigtigere end sygepleje. Faglig udvikling er arbejdsgiverens ansvar.

Er sygeplejersken præget af en professionstankegang, er arbejdet forbundet med personlig og faglig udvikling og selvstændighed. Frihed under ansvar er omdrejningspunktet, og arbejdet kan tilrettelægges uden konstant skelen til uret. Uddannelse sker i samarbejde mellem ledelse og den enkelte sygeplejerske, og fagligheden styrkes på eget initiativ.

Ansvar til alle

Forskellen mellem de to sygeplejersker er så stor, at det i praksis kan være vanskeligt at bygge bro mellem lønarbejderen Lizzie og den professionelle Paula.

Tove Lindhardt skrev i artiklen ''Det grå kit'' i Sygeplejersken nr. 20/2002, at sygeplejersker ''udvikler fagsyn efter den praksis, de befinder sig i. Og det, der efterspørges i denne praksis.''

Derfor er det vigtigt, at sygeplejersker efterspørger sygepleje af hinanden. Lizzie og Paula kan muligvis nå hinanden gennem konkrete beskrivelser af sygepleje, men så skal de give afkald på at være den gruppe, der får patientforløbet til at glide.

''Hvilken tiltrækningskraft har det at være det kit, der får det hele til at hænge sammen?'' spørger Tove Lindhardt.

Næh, der er vel ingen, som med åben pande uddanner sig til at blive et bindemiddel.

Både Lizzie og Paula skal have ansvar for grupper af patienter og specifikke områder i sygeplejen, og de må for min skyld også gerne lære at sige ''jeg'' en gang imellem. Paula kan selv, hun skal måske opmuntres en gang imellem og have tilbudt nye arbejdsopgaver, men Lizzie skal udfordres og forstyrres hver dag for at udvikle sig.

Sygeplejersker bliver ikke synlige af at sige, de vil være det. Behovet for synlighed bliver kun opfyldt gennem faglighed og professionalisme. Når sygeplejersker taler om det, de særskilt er gode til, taler de ikke om, hvem der har bestilt hjemmehjælp til Anny Petersen, om foddamen har været der til fru Caspersen, eller om der er bestilt en taxi til Oscar Olsson.

Så taler de om, at fru Nielsen har haft det bedre uden medicin de sidste fem nætter, og at hun har taget 2,5 kg på, efter at hun er gået i gang med proteintilskud. De taler om, at det var godt, fru Nielsens ernæringsindtag blev monitoreret, og om behovet for at undervise hendes fire pårørende i demens.

De taler om sygepleje, og det er gennem faget, sygeplejerskerne bliver synlige. Hvad skulle det ellers være? Derfor skal der satses: Lønarbejdere eller professionelle sygeplejersker? -