Sygeplejersken
Faglig kommentar: Konduite eller konsekvens
En patient har nægtet at lade sig behandle af en læge, som ikke var af dansk etnisk oprindelse. Sygehusledelsen påbød en anden læge at tilse og behandle patienten. Dansk Sygeplejeråd og Lægeforeningen er fløjtende uenige.
Sygeplejersken 2002 nr. 43, s. 25
Af:
Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder
For nogle år tilbage lå en ung mand fra Mellemøsten på min afdeling. Han havde bækkenbrud og skulle have fladt sengeleje i en periode. Han var muslim, fik mad uden svinekød, og han klarede at vaske sig selv i sengen, når han fik sat baljer på sengebordet og stillet skærm op. Ingen problemer med den venlige unge mand.
Der gik to dage, der gik tre, og der gik fire, og vi lagde efterhånden mere bekymring i stemmen ved rapporterne for hver dag, der gik, uden at den unge mand havde haft bækken. Alligevel takkede han pænt nej til afføringsmidler, svesker og figner. En dag gjorde han tegn til overlægen, om han ville blive tilbage, når vi andre havde forladt stuen efter stuegang. Nu var der sat ord på problemet, men hverken mandligt plejepersonale eller tilkaldte portører måtte assistere.
Efter næsten to uger var den arme mand mør og lod sig køre ud i badeværelset af et par portører. Da han var færdig, ringede han på klokken og blev kørt ind på sin stue igen af portørerne. En sygehjælper fik fornøjelsen af at vikle 500 blade toiletpapir af den nydeligt indpakkede pølse, som lå i bækkenet.
Ondt i maven
Et kultursammenstød blev løst med lidt konduite. Det betød så meget for patienten og så lidt for os andre. Han har formentlig følt skam oven i mavesmerter og sit tiltagende ubehag. Personalet kunne ikke skjule munterheden. Selv om vi kunne sætte os ind i den unge mands kvaler, havde historien dog indbygget underholdningsværdi.
For kort tid siden blev en ung mand indlagt på et storkøbenhavnsk sygehus med akutte mavesmerter. Ifølge Politiken den 17. oktober kom en iransk læge for at tilse og behandle ham. Patienten afviste at blive behandlet af ''et dyr.'' Sygehusets ledelse beordrede en anden læge til at undersøge manden, der led af nyresten. Lægeforeningens etiske udvalg har bakket sygehusledelsen op med den begrundelse, at en patients helbred er vigtigere end et princip om etnisk ligeværdighed.
Dansk Sygeplejeråd siger det modsatte af Lægeforeningen og råder sygeplejersker til at sige nej til at pleje patienter, der kræver sygeplejersker af dansk oprindelse. En patient tilbydes behandling, men afslår med et irrelevant argument. Altså må han ligge, som han har redt, eller også må man vente med at behandle, indtil han er blevet tilstrækkelig mør. Aldrig har jeg været så enig.
Men hvorfor kunne man egentlig ikke løse problemet diskret og med samme konduite som i tilfældet med den obstiperede patient? Når man ser en halvhjerne med tatoverede hagekors og andre nazistiske symboler på sygehuset, hvorfor så ikke skåne fremmede læger og sygeplejersker for ubehagelige oplevelser og lade en femtegenerations fynbo tage sig af patienten? Omhu og samvittighedsfuldhed betyder hverken, at man skal have sympati for sine patienter eller lade som om, man har.
Ansvar for eget liv
Hvori består forskellen mellem de to former for kultursammenstød? Og hvorfor reagerer vi så forskelligt? Patienten med bækkenbrud fik tilbudt behandling og pleje i form af laksantia og hjælp til at bruge bækken, men afslog. Hans lidelser blev efterhånden så store, at han blev mør. Patienten med nyresten led også, men han skulle ikke vente, indtil han blev mør. Man kan sultestrejke af politiske grunde, nægte at modtage blod af religiøse grunde, nægte at lade sin obstipation behandle, og man må selv tage ansvaret. Hvorfor skal en patient med ondt i maven ikke tage ansvar for, at han ikke vil lade sig behandle af en kvalificeret person.
Er nyrepatientens argument for at afvise den iranske læge relevant? I hans egne øjne, men ikke i vore. Er bækkenpatientens afslag på tilbud om pleje og behandling relevant? Ikke med vore øjne. Er det værre at diskriminere mennesker pga. deres etniske oprindelse, end det er at diskriminere pga. køn, som den obstiperede patient faktisk gjorde? Den iranske læge blev groft forulempet. Vi bliver vrede på hendes/hans vegne. Er det derfor, vi ikke vil udvise fleksibilitet og konduite? Hvor meget skal man lade sig og sine kolleger byde, inden man bliver så vred, at man nægter at pleje?
Sygehusledelsen beordrede en læge af dansk oprindelse overtage tilsyn og behandling. Men hvor havde det dog klædt Lægeforeningen, om de havde anlagt sag mod patienten efter racismeparagraffen på vegne af den forulempede læge.
Men hvad mener sygeplejerskerne egentlig?
Ensporet debat om racisme
En ung nynazist nægtede forleden at lade sig behandle af en iransk kvindelig læge, idet han betragtede hende som et dyr.
Spørgsmålet har ført til etisk oprør mellem læger og sygeplejersker. Dansk Sygeplejeråd mener, at vi klart skal sige nej til patienter, der kræver at blive behandlet af etnisk dansk personale. Lægeforeningen mener, at den enkelte patients helbred er vigtigere end princippet om etnisk ligeværdighed. Vores etiske retningslinjer siger: ''Grundlaget for al sygepleje er respekten for det enkelte menneskes liv og egenværd, uanset race, køn, sprog, hudfarve, politisk opfattelse, nationalitet eller sociale baggrund.''
Hvis patienten som beskrevet er nynazist, er hans vægring ved at lade sig behandle af den pågældende læge udtryk for en politisk holdning, og jeg er derfor ifølge vore retningslinjer nødt til at pleje ham, uanset hvor stødende hans holdning virker. Den anden del af bemærkningen, hvor han betegner lægen som et dyr, hører efter min mening ind under injurielovgivningen. Og det undrer mig, at hospitalet skal anklages for racisme og ikke den pågældende patient. Er det i fremtiden sundhedspersonalet, der skal stå til ansvar for, hvad andre siger?
På et tidspunkt arbejdede jeg sammen med en svensk sygeplejerske. Pludselig hørte jeg hende græde. Årsagen til hendes gråd var, at patienten havde kaldt hende et dumt svin. Jeg fór ind til patienten, gav ham en verbal opsang og bad ham give den pågældende sygeplejerske en øjeblikkelig undskyldning. Patienten blev meget ydmyg og sagde, at han var bekymret over sin situation. Han havde ikke rigtigt forstået, hvad den svenske sygeplejerske havde sagt til ham, hvilket havde fået det til at kamme over. Han gav hende med det samme en uforbeholden undskyldning, og der opstod ikke yderligere problemer i plejeforholdet. Nogle vil måske sige, at der er forskel på at blive kaldt en dum kælling og et dyr. Det første udløses af et andet sprog end dansk, det andet af en læge med anden etnisk baggrund. Patientens grove udtalelser hænger ofte sammen med deres smerte og sygdom, og det er netop moralen i ovenstående episode. Den nynazistiske patient kom med nyresten, og vi ved alle, at dette ofte kan være meget smertefuldt.
At vi i de kommende år vil se en stigende andel af sundhedspersonalet være af ikke-dansk herkomst, er vist hævet over enhver tvivl, og vi vil sikkert komme ud for mange tilfælde, hvor en patient føler sig utryg ved at blive behandlet af en udlænding og derfor udtrykker ønske/krav om at blive behandlet af en dansker.
Dette er imidlertid kun den ene vinkel af en kommende problematik. Således kan man i Politiken den 19. oktober 2002 læse, at en kvindelig medarbejder på et plejehjem nægtede at servere snaps for en beboer, da dette var imod hendes religiøse overbevisning. Ud fra ovenstående mener jeg, at debatten er for ensporet, det er ikke bare at sige nej eller ja til racistiske patienter.
Af Martina Oberleitner