Synspunkt: Hvem er hvem?

Vi er to kvindelige sygeplejestuderende på henholdsvis 44 og 46 år, som går på fjernstudium på Sygeplejeskolen i Vestsjællands Amt. I forbindelse med vores afsluttende opgave på 2. semester har vi været på besøg på diverse afdelinger. Under disse besøg oplevede vi ofte at blive antaget for at være uddannede sygeplejersker. Dette signalproblem valgte vi at anvende som grundlag for vores opgave, fordi det voldte problemer for både patienterne og os som studerende.

Inden for sundhedssektoren ønsker man - som i et hvilket som helst andet fag - at signalere professionalisme. Dette gøres bl.a. gennem den ensartede uniformering. Men er det professionelt at skabe forvirring hos patienter og pårørende med denne ensartethed? Stort set alle er klædt i hygiejnisk hvidt tøj, og der bæres navneskilt samt et til faget hørende emblem. For at patienten skal kunne identificere de forskellige personalegrupper, kræver det et godt syn, evne til at skelne forskellige emblemer fra hinanden og ikke mindst, at vedkommende ikke finder ubehag ved at komme tæt på et fremmed menneske, da både emblemer og navneskilte i kraft af deres ringe størrelse kun kan læses på tæt hold.

I forbindelse med et hospitalsophold vil langt de fleste patienter ofte være usikre og sårbare og magter ikke altid at nærlæse det personale, man kommer i kontakt med. Man kan også undre sig over det rimelige i, at patienter skal bruge af en i forvejen sparsom energi på personaleidentifikation i stedet for at bruge deres ressourcer på den aktuelle situation.

I de såkaldt gode gamle dage kunne patienten som oftest gå ud fra, at de yngste på afdelingen var under uddannelse. Sådan er det ikke mere. Med opstart af fjernuddannelsen på Vestsjællands Amts Sygeplejeskole får man fat i en helt ny målgruppe: de lidt ældre studerende, som aldersmæssigt kan forveksles med uddannede sygeplejersker. Vi er nøjagtig lige så usikre og uvidende som enhver anden studerende, men må måske oftere sige fra over for patienters krav og forventninger. Vi oplevede det som en ressourcekrævende situation for begge parter. Patienten møder os med en tillid og en forventning, som vi ikke altid formår at honorere - dette med forvirring, irritation eller skuffelse til følge.

Vores oplevelser førte til, at vi undrede os over, hvem den ensartede uniformering egentlig er til gavn for. Patienterne bliver ofte forvirrede, og de ansatte bruger mange ressourcer på at forklare sig. Før uniformsreformen i 1970 afspejlede sygeplejerskens uniform ens stilling, og dermed kunne patient og kolleger skelne mellem uddannet og ikke-uddannet personale.

I visse lande har man bibeholdt den differentierede uniformering, og vi mener ud fra egne oplevelser, at det vil være en fordel, hvis man genindfører tilsvarende i det danske sundhedsvæsen. Vi er dog opmærksomme på, at dette stiller økonomiske, praktiske og holdningsmæssige krav, som fordrer stor fleksibilitet og nytænkning fra alle implicerede parter.

I en tidsalder, hvor virksomhedsprofilering bliver mere og mere brugt og ofte ses som et redskab til kvalitetssikring, mener vi, at en differentieret uniformering i sundhedssektoren kan være et skridt på vejen i positiv retning.

Marianne Hauge og Dorte Hammerich er fjernstuderende ved Vestsjællands Amts Sygeplejeskole i Slagelse.