Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Sygeplejersken 2002 nr. 45, s. 32

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

Besat af tvangshandlinger

Elsebet Stene Hansen, Tom G. Bolwig

Når ritualerne tager magten - en bog om OCD

København: Munksgaard Danmark 2002
136 sider, 198 kr.

SY-2002-45-32aTvangstanker og tvangsmæssige handlinger kender de fleste som små neuroser fra hverdagen, f.eks når døre og vinduer kontrolleres en ekstra gang, før man går hjemmefra. Hos nogle mennesker kan tvangstanker og -handlinger få en intensitet og varighed, der blokerer for almindelig livsudfoldelse: Obsessive-Compulsive Disorder eller OCD. Der findes ingen dansk betegnelse for denne lidelse, som tidligere blev kaldt tvangsneurose.

Som sundhedsplejerske var jeg lidt i tvivl, om bogen var interessant for min faggruppe, men min nysgerrighed blev hurtigt vakt. OCD optræder både hos børn og voksne. Hos børn optræder sygdommen hyppigst hos drenge i lighed med andre børnepsykiatriske sygdomme, hvorimod den er ligelig fordelt i voksenalderen. 11/2- 3 pct. af befolkningen risikerer at få OCD, og det er en gåde, hvordan sygdommen opstår. Selvom sygdommen har eksisteret i århundreder, er det først inden for de sidste 20 år, man har kunnet tilbyde en behandling, som kan hjælpe patienten til et bedre liv med symptomreduktion og bedre social funktion.

I bogen gennemgås sygdommens historiske aspekter, det kliniske billede, herunder hvilke andre sygdomme, som kan give tvangsmæssige handlinger, og behandlingsmuligheder. Adfærdsterapi i kombination med medicinsk behandling giver symptomlettelse hos de fleste, dog er der stor risiko for tilbagefald efter nogle år. Graviditet og fødsel vil ofte forværre symptomerne, og det er uafklaret, om der skal til- eller frarådes fortsat medicinsk behandling under graviditet og amning.

Der er mange både sjove og tragiske eksempler på, hvordan de forskellige tvangshandlinger og -tanker kommer til udtryk, både de invaliderende og de små tvangsritualer, de fleste af os har.

Det er en letlæst bog, interessant både for dem, der kommer i berøring med personer med OCD, herunder sundhedsplejersker, og andre, som blot synes, det er et interessant fænomen.

Af Anne Marie Detlefsen, sundhedsplejerske i Sønderborg Kommune. 

Intensiv sygepleje Viden og praksis

Sheila K. Adam, Sue Osborn

Intensiv sygepleje Viden og praksis

2. udgave
Oversat fra engelsk af Frans Lærke Bødker og Tom Hartvig Jensen
Dansk Sygeplejeråd København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck
2002 438 sider, 559 kr.

SY-2002-45-32b''Intensiv sygepleje - Viden og praksis'' er en oversættelse af den engelske lærebog ''Critical Care Nursing - Science & Practice'' med tilføjelser om relevante danske forhold.

Førsteudgaven er anmeldt i Sygeplejersken nr. 21/2001. I andenudgaven er der taget højde for kritik og ændringsforslag fra læsere af førsteudgaven.

Vejledt af tilbagemeldingerne er der foretaget ændringer og præciseringer i de fleste kapitler, specielt er kapitel 3 grundigt revideret.

Af Anne Vesterdal

Biokemi

Anni Springborg, Oluf Nielsen
Biokemi
Lærebog for sygeplejestuderende
Dansk Sygeplejeråd København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck
2002 252 sider, ill. 369 kr.

SY-2002-45-32cTredje udgave af ''Biokemi'' har fået foretaget en lettere revision. Indholdsmæssigt gælder det kapitlet om immunsystemet. Ellers er det først og fremmest illustrationer og layout, der er ændret, og fagudtryk staves på en nyere, fordansket måde. Tredjeudgaven er i modsætning til tidligere udgaver indbundet i stift bind.

"Biokemi" 2. udgave har været anmeldt i Sygeplejersken nr. 14/1999.

Af Anne Vesterdal