Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Én ekstra anæstesisygeplejerske - optimering af forløbet af diskusprolapsoperationer

En ændring af arbejdsgangen har forbedret afviklingen af operationer for diskusprolaps. Bl.a. er mellemtid og knivtid blevet væsentligt kortere.

Sygeplejersken 2002 nr. 45, s. 30

Af:

Lulu Wilenius, anæstesisygeplejerske

På en typisk dag kunne vi på anæstesiafdelingen på KAS Glostrup, Neurokirurgisk afdeling, nå at bedøve og operere tre patienter på et leje. Lange udskiftningstider, ventetid, uddannelse af personale og lange knivtider var bl.a. årsagerne til det beskedne antal. Det mente vi kunne gøres bedre.

Vi diskuterede hverdagen for at afdække problemet i vores egen afdeling.

Vi skemalagde hverdagen og udarbejdede et forløbsdiagram, hvor vi forsøgte at illustrere realistiske tider. Vi planlagde nogle projektdage sammen med Neurokirurgisk afdeling.

Aftalerne for afviklingen af projektet gik ud på, at det skulle være erfarne kirurger og fast anæstesipersonale.

Projektet skulle bl.a. tage højde for og ændre ovennævnte faktorer samt inkludere registrering af diverse tider, således at vi havde nogle data at analysere.

De tiltag, som blev planlagt og tilstræbt gennemført, var, at vores procedure for anæstesi til rygkirurgi skulle anvendes konsekvent.

Proceduren er udarbejdet i afdelingen og beskriver detaljeret personalets opgave i forbindelse med anæstesi til rygpatienter.

Patienterne skulle være på operationsgangen præcis kl. 7.50 om morgenen, og vi skulle være klar, så kirurgen kunne sige godnat kl. 8.00.

Vi planlagde med en ekstra anæstesisygeplejerske, således at næste patient kunne bedøves, mens foregående patient blev vækket og kørt til opvågningen. Dette havde vi illustreret i forløbsdiagrammet, som var hængt op og dermed tilgængeligt for alle involverede.

Projektforløbet blev planlagt i samarbejde med Neurokirurgisk afdeling og i tre faser. Fase A - hvor der blev arbejdet uden at følge proceduren konsekvent. Fase B - hvor proceduren blev anvendt. Fase C - projektperiode.

Der blev udfyldt et tidsskema for hver patient. Vi registrerede bl.a. ankomsttider, godnattider, anæstesi-start/slut, operation-start/slut og sammenlignede efterfølgende disse.

Intentionen var at sammenligne tider i fase A og fase C for at synliggøre effektiviteten, men tidsregistreringen for fase A var ikke valid. Derfor sammenlignedes projektdage i fase B og C med ikke-projektdage i fase B og C.

10 projektdage blev planlagt. Ni projektdage blev udført.

Efter at have registreret og bearbejdet data fra tre måneders anæstesi for rygpatienter, kan vi konkludere, at der ved de specifikke tiltag på projektdagene er opnået reel tidsbesparelse på især to faktorer: mellemtid og knivtid.

Tidsforskellen imellem ankomst-godnat og imellem anæstesiindledning og på operationsstuen (vi bedøver i et forrum) er stort set den samme, med en lille forskel til projektets fordel. Tidsforskellen imellem sidste sutur og ekstubation viser det samme, en lille forskel til projektets fordel.

Forskellen i mellemtider er 28 minutter, og forskel i knivtid er 15 minutter til projektdagenes fordel. En væsentlig forbedring.

Man opnår uden tvivl også tidsbesparelse, når det er fast anæstesipersonale, som varetager anæstesien. Dette fremgår kun i beskeden grad af tallene, hvilket dels skyldes de relativt få patienter, der indgår i projektet, og dels at det faste personale også i stor udstrækning bedøvede på ikke-projektdage.

Den tidsbesparelse, der blev opnået ved de aktuelle tiltag, er af en sådan størrelsesorden, at der vil kunne opereres to patienter mere pr. dag pr. leje. Reelt blev vores hypotese bekræftet, nemlig at det var på mellemtider og knivtider, at der var tid at spare.

To ekstra diskusprolaps- eller lumbal-stenoseoperationer pr. leje pr. dag vil kunne finansiere ekstra personale af den størrelsesorden, som anvendtes på projektdagene i det aktuelle projekt. Formentlig oven i købet med et overskud. Samtidig kan en eller flere dage pr. uge helt forbeholdes uddannelse, så der bookes færre patienter til disse dage. Dermed kan man undgå aflysninger pga. overbookning.

Jeg vil opfordre personale, som ønsker at udarbejde tilsvarende projekter, til at skrive aftaler om samarbejdet ned for at kunne fastholde hinanden på det skrevne undervejs.

Projektet har medført et meget positivt samarbejde med operationssygeplejerskerne, især for os tre projektsygeplejersker. Vores teamsamarbejde er styrket væsentligt, og der er grundlag for yderligere tæt samarbejde om forbedringer af sygeplejen til patienter, som skal bedøves og opereres.

Lulu Torm Wilenius er ansat på Anæstesiologisk afdeling, Neurokirurgisk operationsgang, KAS Glostrup.