Et sygehus uden pleje

"Longyearbyen Sykehus har ikke pleie- og omsorgsfunksioner."

Meddelelsen i sygehusets såkaldte service-erklæring er ikke til at tage fejl af. Her på øgruppen Svalbard midtvejs mellem Nordpolen og det norske fastland er der ikke ressourcer til at pusle om patienterne. Helhedsplejen, empatien og alt det andet, som sygeplejersker ellers er så gode til, er det op til kollegerne på fastlandet at håndtere. I de ekstreme arktiske omgivelser drejer det sig først og fremmest om at redde menneskeliv. Dernæst at diagnosticere, stabilisere og behandle patienten og evt. gøre ham transportklar til videre behandling på universitetshospitalet i den nordnorske by Tromsø.

Longyearbyen Sykehus er et akutmedicinsk beredskabssygehus. Alle døgnets 24 timer er man parat til at assistere mennesker i nød - hvad enten de har fået hjerteproblemer ude på rejetrawleren, er faldet i en gletcherspalte med snescooteren eller har været ude for en ulykke i en af Svalbards kulminer. En omgang lungebetændelse eller svangrekontrol klares dog også. For ud over akutfunktionen har sygehuset også primær sundhedstjeneste og særlige tjenester som f.eks. bedriftssundhedstjeneste. Men kerneområdet er den livreddende akutfunktion. Derfor kan der være forrygende travlt nogle gange, mens der andre gange ikke er en eneste patient i en af de otte senge, sygehuset disponerer over.

Alle kender mig

For oversygeplejerske Anne Ma Nordraak er hverdagen i Longyearbyen så totalt anderledes end den, hun kender fra sin ortopædkirurgiske afdeling på Rikshospitalet i Oslo.

"Arbejdet her er næsten altomfattende," forklarer hun.

''Det betyder, at vi udfører en mængde opgaver, som man ikke gør på en almindelig sygehusafdeling på fastlandet. Her tager vi f.eks. blodprøver og laver mange af analyserne selv på sygehusets laboratorium, så for mig, der er relativt ny heroppe, betød det, at der var nogle ting, der skulle genopfriskes.

I det hele taget kommer folk med stort og småt og forventer, at vi klarer alt,'' fortsætter hun.

''Det gælder også de to småpiger, som stillede op med en kvæstet fugleunge og ville have, at jeg skulle hjælpe dem. Jeg var næsten lige ankommet, så jeg gjorde store øjne, men sygehuset har faktisk en veterinærtjeneste. En af kollegerne er interesseret i veterinær sygepleje og klarer akutte skader på dyr, og ellers kommer dyrlægen fra fastlandet på regelmæssige besøg.''

Med et befolkningstal på godt 1.600 bliver man hurtigt et kendt ansigt i Longyearbyen, har hun erfaret:

''Folk, jeg ikke kender, kommer og spørger mig til råds, når jeg går på gaden. Alle ved åbenbart, hvem sygehusets nye oversygeplejerske er. Jeg svarer så godt, jeg kan, og henviser ellers til sygehusets poliklinik, hvor lægen og sundhedsplejersken, der også er jordemoder, tager sig af de ting, der typisk forekommer i en almen praksis.''

Personalet på sygehuset er alle specialister. De tre overlæger dækker medicin og kirurgi, og de seks sygeplejersker er fordelt på anæstesi og kirurgi. Det er den normering, der er skønnet hensigtsmæssig til beredskabet på sygehuset, der også fungerer som en selvstændig AMK-central (Akut Medicinsk Kommunikationscenter). For personalet på vagt betyder det, at de skal kunne modtage nødopkald døgnet rundt:

''Derfor må vi via vores bærbare telefoner være i konstant forbindelse med centralbordet, hvad enten der ringes på 113 (Norges medicinske nødmeldetjeneste), eller det ringer på vores dør,'' fortæller Anne Ma Nordraak.  

Meterdybe huller

Hun har også skullet vænne sig til, at opkaldene ofte kommer over VHF-systemet, dvs. kortbølgeradioen, fordi der ikke er telefonnet på øen. Heller ikke mobiltelefonen virker uden for Longyearbyen. Det betyder, at der kan gå ganske lang tid, før sygehuset får melding om en skade. Det gik op for hende, da sygehuset ret kort tid efter hendes ansættelse fik et nødopkald. Det kom fra en snescooterkører, der havde måttet gå halvanden time i sneen, før han kunne komme til at ringe:

''Vinden kan lave forræderiske, meterdybe huller i sneen, og så kan ulykkerne ske. Her var det tre personer, som én efter én var styrtet ned i sådan et hul. Jeg var på vagt på det tidspunkt, da vi fik dem ind. Da der var tale om bl.a. alvorlige rygskader, bestod vores arbejde først og fremmest i at få patienterne stabiliseret, til ambulanceflyet fra Tromsø kunne være her. I sådanne situationer er man virkelig oppe i omdrejninger og kan godt føle sig lille, når man ikke kan gøre mere for patienten end at vente på hjælpen udefra,'' siger hun, men tilføjer:

''Selv om der står liv på spil, og hjælpen kan trække ud - måske er vejret så dårligt, at ambulanceflyet ikke kan lande - så gælder det selvfølgelig om ikke at tabe hovedet, men trække på alle de erfaringer, man har. Man skal tro på, at man kan klare udfordringerne. Kreativitet og evne til at improvisere er også nyttige egenskaber i sådan et job, ligesom man nok skal have en del menneskekundskab ud over sin sygeplejefaglige ballast,'' siger hun.

Infusionsvæsken frøs

Sygehusets chef gennem mere end otte år, afdelingsoverlæge Tore Dahlberg, ved om nogen, at det gælder om at have åndsnærværelse, når man ''er på.'' Ofte er det ham, der er med, når f.eks. redningshelikopteren skal af sted.

''Her skal man være god til stresshåndtering. Det nytter ikke noget, at man selv bliver nervøs eller dårlig. Det kan patienten ikke bruge til noget. Alle ens ressourcer som fagperson skal rettes mod det ene formål - at redde patienten,'' siger han og mindes flere eksempler, som har været grænsetilfælde for at kunne yde en indsats:

''Forestil jer polarmørket, storm, snefog og et totalt overiset skib med master og masser af stålwirer. Når man skal hejses ned på sådan et dæk fra en helikopter, er marginalerne små,'' siger han.

''Så skal man være sikker på hånden, ligesom man skal være sikker på, at hver eneste person i teamet gør sin del af arbejdet.''

En anden faktor er den arktiske kulde:

''Jeg blev engang kaldt ud til et indefrosset forskningsskib midtvejs mellem Svalbard og Nordpolen. Termometeret viste minus 46 grader celcius, og belysningen var karakteristisk for den tid på året:

Man ser kun et stort hvidt tæppe uden overgang mellem himmel og jord og øverst oppe en lille strimmel rosa og blåt.

Patienten havde alvorlige hoved- og thorax-skader og var delvis bevidstløs. Da vi havde fået ham op i helikopteren og anlagt væskedrop, katether og givet smertelindring og var på vej mod Longyearbyen, meddelte piloten, at der var problemer med helikopterens ene generator. Det betød, at vi igen måtte ned på isen, og her i den hårde kulde frøs infusionsvæsken omgående. Heldigvis har vi udstyr om bord til også at klare sådan en situation, men det siger noget om de ekstreme forhold, vi som sundhedspersonale kan komme ud for,'' siger han. 

Det ekstreme

Det uforudsigelige, det ekstreme, er det ekstra krydderi på arbejdslivet, som tiltrækker Tore Dahlberg:

''Jeg har altid været fascineret af de arktiske områder og er i det hele taget begejstret for fjelde og sne og de udfordringer, det nu kan give,'' tilstår han og fortæller, at han har specialiseret sig i fjeldmedicin, da han tidligere var læge i Gjøvik ved Jotunheimen:

"Her havde jeg beredskab med hunde og assisterede f.eks. ved lavineulykker."

For mange af patienterne på Svalbard har denne interesse været en uvurderlig fordel, for Tore Dahlberg er med årene blevet specialist i behandlingen af hypotermi og frostskader:

''Longyearbyen Sykehus er nok det sted på verdensplan, hvor der behandles flest af disse skader,'' siger han og fortæller om patienter, der enten falder over bord eller forliser i det kolde farvand rundt om øerne eller ligger alt for længe i snemasserne og venter på hjælp:

''Under et forlis lå en af vores patienter i 20 timer på bådens køl, inden han blev reddet af helikopteren. Da vi fik ham ind, havde han en legemstemperatur på 26-27 grader. Her er risikoen for hjertestop overhængende, og i selve opvarmningsfasen risikerer sådan en patient shocknyrer, arytmier og lungeødemer. Sådan en patient er skør som et æg. Da lægerne i Tromsø ville have ham overført til universitetshospitalets hjerte-lungemaskine, måtte jeg sige nej. Han var slet ikke transportstabil. I sådan en situation skal man tænke fremad: Kan patienten klare en overflytning? Hvad kommer der af komplikationer, som ligger på et højere niveau end det, vi kan klare pga. begrænsede ressourcer og mandskab?''

Vil have alt

Det hører med til historien, at patienten med den dybe hypotermi overlevede takket være lægers og sygeplejerskers indsats på det lille sygehus. Men de begrænsede ressourcer har befolkningen svært ved at forholde sig til. En underskriftsindsamling blandt de lokale har opponeret mod, at man ikke kan blive behandlet og få sygepleje og rehabilitering i Longyearbyen, som man kan på sygehusene på fastlandet.

"Folk vil bare have alt," siger Tore Dahlberg med et suk.

''Kan de ikke få de samme tilbud som f.eks. i Oslo, klager de. Men befolkningen heroppe må indse, at de lever på en udkantspost med ekstreme vejr- og terrænforhold. Her er simpelthen en større risikograd, når det drejer sig om sygdom og overlevelse, så vores primæropgave er og bliver det akutmedicinske. Det lille befolkningsgrundlag giver jo hverken basis for psykiater, sådan som man bl.a. krævede det i underskriftsindsamlingen, eller nogen af de andre specialer, som man også gerne vil have. Vi kan jo ikke stå med læger og sygeplejersker og vente på, at der kommer en patient i ny og næ. Men vi strækker os langt. F.eks. har vi lige haft en terminalpatient, som fik sin pleje her af hensyn til familien. Men det kræver enormt meget af sygeplejerskerne, fordi de så risikerer at skulle arbejde nærmest i døgndrift, når der opstår akutte situationer.''

Sygehuset tager sig dog også af andre opgaver end de rent akutmedicinske. For at holde rutinen ved lige udfører kirurg og sygeplejersker planlagte småoperationer.

''Men ingen er jo specialist i alt, så derfor må befolkningen til fastlandet, når det drejer sig om større ting. For kaster vi os ud i opgaver, vi ikke behersker, så har vi virkelig et problem,'' siger Tore Dahlberg.

Lige nu arbejder han på at få overbevist myndighederne og universitetshospitalet i Tromsø om, at sygehuset i Longyearbyen skal have mere udstyr. Det gælder både telemedicin og masseskadeudstyr. Det lille sygehus er ikke længere en selvstændig enhed under det norske social- og helse-ministerium, men er i forbindelse med sundhedsreformen (1) blevet en del af det regionale helseselskab i Nordnorge.

''Før havde vi en direkte og god kommunikation med Oslo, hvor man sad inde med detailkunskab om forholdene på Svalbard. Nu havner vores ansøgninger i bunken med de andre hos det nye helseforetagende, men vi håber jo, at folkene på fastlandet forstår, at vi heroppe har vores helt egen struktur og niche som akutmedicinsk beredskabssygehus,'' siger han.

Litteratur

1. Kjærgaard G. Staten overtager sygehusene. Sygeplejersken; 48/01.