Husk lige geværet

Flot er den, den udstoppede isbjørn i sygehusets reception. Men patienterne, to hollandske biologer, glemmer aldrig mødet med et af verdens farligste rovdyr. De behøver bare at kigge på deres skrammer. Den ene blev skalperet, den anden mistede en luns af bagdelen. Men de reddede livet og indgår nu i ulykkesstatistikkerne på Svalbard.

Det gør også stakkels Nina Olausson, men hun klarede ikke mødet med bjørnen på Plateaufjeldet, der omkranser Longyearbyen. Uden gevær var hun og en veninde på vej ind over fjeldet, da de blev overrasket af den sultne bjørn. Ninas veninde reddede livet ved at kaste sig ud fra fjeldet, mens Nina blev dræbt. Varden, der blev rejst til minde om ulykken, tjener nu til skræk og advarsel.

Heller ikke de hollandske biologer havde gevær med. Det er ellers det første budskab, man får, når man lander i Longyearbyens lufthavn. Svalbards guvernør, Sysselmanden, råder højt og tydeligt over højtaleranlægget de nyankomne til altid at være bevæbnet, når de færdes i terrænet uden for Longyearbyen.

Der er af gode grunde ingen nøjagtige optællinger af isbjørnene på Svalbard, men man regner med, at der i dag er en bestand på omkring 4-6.000. Isbjørnen er totalfredet og må kun skydes i selvforsvar.

Sultne bjørne

Bjørne er både nysgerrige og sultne, især de unge hanner, der skal klare sig selv efter at have gået sammen med bjørnemor i to år. De er endnu ikke særlig dygtige til jagt, så når sulten gnaver, kan de gå på mennesker, også selv om der bliver brugt signalbomber og skræmmeskud mod dem. Bjørnene undser sig heller ikke for at bryde ind i huse og fangsthytter uden for Longyearbyen, selv om ejerne gør deres bedste for at isbjørnesikre med store sømmåtter og andet godt.

De to hollændske biologer, der overlevede mødet med isbjørnen, sætter ikke rekord. Statistikkerne fortæller om andre, der klarede mødet med rovdyret, som kan veje op til 800 kg og i selve fangstsituationen løbe op til 60 km i timen. Men når isbjørn møder menneske, finder Svalbard-Posten de store overskrifter frem. Det skete bl.a., da

Side 19

den svenske læge Ola Wikman overlevede et isbjørneangreb på Kiepertøen mellem Spitzbergen og Nordøstlandet. Her var både sygeplejerske og læge om bord i Super Puma redningshelikopteren for at bjerge ham. Hans rejseledsager, islodsen Helmer Kristensen, der under et krydstogt var gået i land på den ubeboede ø sammen med Ola Wikman, overlevede derimod ikke isbjørnens angreb.

''Bjørnen kunne lige så godt have dræbt mig,'' fortæller en medtaget Ola Wikman til Svalbard-Posten (nr. 35/95).

"Vi skød igen og igen, men bjørnen bare angreb og angreb."

Ola Wikman husker tydeligt, hvordan det knasede i nakken, da bjørnen satte tænderne i ham.

''Nu er det ude med mig,'' nåede han at tænke, men af uransagelige grunde stoppede isbjørnen sit gnaveri og kastede sig i stedet over islodsen.

På det tidspunkt kom mandskabet på krydstogtskibet ham til undsætning.

Brillerne sad skævt

Ola Wikman slap med nogle grimme skrammer efter bjørnens kløer, nogle overfladiske bid i nakken og et afrevet øre, der lige hang fast i et hudstykke.

''Han huskede tydeligt, hvordan det susede så mærkeligt omme bag i nakken,'' fortæller sygehusets chef, afdelingsoverlæge Tore Dahlberg.

Han fik oplevelsen gengivet i detaljer af Ola Wikman, der nu kunne spøge med, at hans briller sad skævt, efter at øret var syet på.

"Hvilket øre skal vi rette på?" spurgte han.

Året efter tog Ola Wikman igen til Kiepertøen for sammen med lodsens søn at sætte en mindeplade over faderen. Og utroligt nok blev det til endnu et møde med en isbjørn.

''Nu går det galt. Man kan ikke være heldig to gange,'' tænkte han, men her forsvandt bjørnen efter varselsskud.

Selv har Tore Dahlberg været på nært hold af isbjørne mange gange under sine år på Svalbard, men har aldrig haft brug for at skyde, hverken varselsskud eller for at dræbe i selvforsvar. Han understrerger, hvor vigtigt det er at være rigtigt bevæbnet. Det var den svenske læge ikke. Enten skal det være en kraftig ni mm pistol eller et gevær med militær kaliber.

''Isbjørne kan løbe mange meter, efter de er skudt. Et skud i hovedpulsåren eller i lungerne kan kontrahere, og med adrenalinen pumpende i kroppen kan isbjørnen komme temmelig langt, inden den forbløder. Derfor skal man have et våben, der er kraftigt nok til at dræbe i første skud,'' siger han.

Læs også artiklen "Et sygehus uden pleje".