Slaveriet i parcelhuset

En iskold decemberdag besluttede Azita sig for at flygte. Med kraftige smerter i ryggen efter mødet med en bordkant, som hendes mand havde skubbet hende ned i.

I de tre måneder, hun havde været sammen med sin mand i Danmark, havde hun sovet på gulvet i køkkenet. Tålt ydmygelser og slag i ansigtet, fordi hun troede, at manden ville teste hendes kærlighed. Men da han begyndte at tale om lejemordere, der kunne gøre det af med hende, kunne hun ikke klare mere.

I en skuffe i parcelhuset fandt hun 80 kr., og så begav hun sig fuld af blå mærker på krop og sjæl ud i et land, hun ikke kendte, og hvis sprog hun ikke talte. Hendes mål var et krisehjem, som hun end ikke kendte adressen på.

Azitas udlægning af tiden med ægtemanden i Danmark er ikke væsentlig forskellig fra beretninger, som advokat Mona Meelberg har fået fra andre iranske kvinder. Mænd, der har været charmerende og varme, viser sig pludselig diametralt modsatte, når kvinderne lander i Danmark.

I advokatkontorets tekøkken bæver Azitas stemme, når hun fortæller om tiden i villaen og om sin datter og søn, som hun har mistet enhver kontakt med, da hun blev skilt fra sin første, kriminelle mand i Teheran. Eller om tiden, hvor hun levede som et jaget dyr i Iran, mens hun på afstand hørte om, hvordan børnene blev misrøgtet i en grad, at datteren to gange forsøgte at begå selvmord.

Hun fortæller videre om den forestående udvisning til Iran, hvor hendes nuværende mand skal have udspredt rygter om, at hun har begået ægteskabsbrud. En forseelse, der i værste fald kan føre til stening.

Azita føler sig som en række andre udenlandske kvinder i Danmark fanget. Mellem på den ene side et benhårdt, religiøst regime i hjemlandet, der automatisk giver manden ret, og på den anden side et blødt, dansk demokrati, der uforvarende giver herboende udenlandske mænd uindskrænket magt over de kvinder, de henter herop.

Tvunget væk fra sine børn

For Azita var det næsten for godt til at være sandt. Hendes erfaringer med ægteskab havde indtil da været dårlige. Hendes første ægteskab i Iran plager hende endnu. Som 17-årig bestemte hendes forældre, at hun skulle giftes med en 20 år ældre mand. Ægteskabet beskriver hun som et voldshelvede, præget af mandens misbrug og handel med narko.

Efter at Azita havde født en datter og siden en søn, fandt manden sig en kone mere. Volden kulminerede med, at han slog hende med et kabel og prøvede at kvæle hende, så hun i flere uger kun kunne indtage sondemad på hospitalet.

Derpå søgte hun skilsmisse - det tog fire år og endte forudsigeligt nok med, at manden og hans nye kone efter islamisk lov fik forældremyndigheden over børnene.

Efter skilsmissen boede hun gennem syv år hos venner og perifere familiemedlemmer.

Hun følte sig udstødt - og direkte jaget af mandens nye kone, som overfaldt hende på åben gade med en kniv og truede med at kaste syre i ansigtet på hende. En trussel, som Azita stadig tager meget alvorlig, fordi mandens nye kone ifølge Azita har

Side 12

nære forbindelser til iranske myndigheder.

Hun turde ikke fortælle sine veninder, at hun officielt var skilt. For det regnes mange steder i Iran for en stor skam.

Chokket i lufthavnen

Da hendes svoger foreslog, at hun giftede sig igen med manden i Danmark, var hun da også yderst skeptisk.

''Jeg havde bestemt, at jeg aldrig ville gifte mig med en iraner igen. Jeg kunne ikke stole på iranere mere. Men min svoger fortalte, at manden selv var fraskilt, og at han var meget sød. Jeg ville kunne få et liv igen,'' siger Azita.

Da den iranske mand, som har et højt betalt job i Danmark og en villa i Nordsjælland, besøgte hende 20 dage i Iran, ville hun være helt sikker, før hun sagde ja.

''Til det sidste øjeblik sagde jeg: Hvis du er det mindste i tvivl, skal vi ikke gifte os. Først den sidste aften kl. 19 giftede vi os. Næste morgen kl. 7 rejste han tilbage til Danmark,'' siger Azita.

Da hun syv måneder senere - i oktober 2001 - stod i Kastrup, var det som at møde en anden mand.

''Han var vendt 180 grader. Han mødte op i lufthavnen så beruset, at han knap kunne gå, og han sagde ikke et eneste venligt ord til mig. Jeg var meget bange, for han var som en fremmed for mig,'' siger Azita.

Mandens naboer havde arrangeret en velkomst, men den tog hun ikke del i.

''Han sagde, at jeg skulle kigge ned i jorden og ikke tale med nogen, men bare gå lige ind i huset. Nogle børn havde lavet tegninger til mig, men dem fik jeg ikke lov at tage,'' siger Azita.

I fængsel i villaen

Hun forklarer, at han slog hende allerede den første dag.

''Jeg spurgte ham, hvorfor han gjorde det mod mig, men han sagde bare, at han havde ombestemt sig. Jeg skulle ikke bo der, for han ville bo alene,'' siger Azita.

Hun måtte sove på gulvet i køkkenet, for sengene i husets to værelser var kun til ham og hans to børn fra et tidligere ægteskab.

''Da han viste mig, at der kun var en seng i soveværelset, sagde han, at jeg skulle tænke over min fremtid. Jeg kunne ikke være her længe, sagde han. Jeg fik heller ikke noget sted at lægge mit tøj. Det måtte jeg beholde i kufferten. I de tre måneder sov jeg nede i stuen eller i køkkenet på en dyne, jeg havde fået af en veninde,'' siger Azita.

Hendes mand slog hende jævnligt, når han kom fra arbejde.

''Han fandt på alle mulige påskud. At maden var for salt, eller at jeg ikke havde taget telefonen, når han havde ringet. Jeg prøvede at være sød over for ham og kyssede ham, når han havde slået mig. Men så blev det bare værre,'' siger Azita.

Hun beskriver de tre måneder som et fængselsophold. Han sørgede for, at hun aldrig havde penge eller lærte dansk, så hun følte sig helt afskåret fra omverdenen.

''Han slukkede for varmen og tog min hårtørrer med på arbejde. Det var meget koldt i huset. Han købte kun mad, når hans børn skulle komme eller han fik gæster. Resten af tiden tog han lidt mad og frugt med hjem fra arbejde og kastede det på et bord foran mig,'' siger Azita.

Da han en dag havde været særlig voldsom og bagefter nævnte lejemordere som en mulighed for at slippe af med hende, brød hun sammen og bestemte sig for at flygte.

Flugten til uvisheden

Forinden havde hun fået kontakt til naboer, der havde fortalt hende om et krisecenter. For de 80 kr., hun fandt i en skuffe, købte hun en togbillet. Naboer hjalp hende.

Én viste krisecentret på et kort, og en taxachauffør kørte hende gratis og gav hende 100 kr.

På krisecentret tog de venligt imod hende, ringede til det lokale politi og satte dem ind i sagen.

Siden da har hun boet på ubestemt tid på krisecenter. Hun har søgt asyl, for udlændingelovens paragraf om, at fraskilte kvinder kan få opholdstilladelse, hvis de lader sig skille pga. vold, kan ikke hjælpe hende.

Dels turde hun ikke opsøge læger eller hospitaler, når manden slog hende, så hun har ingen dokumentation for volden. Dels lykkedes det hende ikke at få skilsmisse i retten. I stedet er hun blevet separeret fra sin dansk-iranske mand.

Og hun frygter direkte at blive stenet i Iran, hvor hendes mand har udspredt rygter om, at hun har begået ægteskabsbrud.

''Bliver man anholdt af det religiøse politi og anklaget for ægteskabsbrud, kan man blive stenet. Det foregår stadig,'' siger Azita.

I dag er hun bitter - både over retssystemets behandling af hendes skilsmissesag og over de regler, der har givet manden uindskrænket magt over hende.

''Dommeren havde så travlt, at jeg ikke fik lov at imødegå alle de løgne, min mand kom med. Han sagde, at jeg havde ombestemt mig, og at jeg hadede alt ved Danmark og bare ville tilbage til Iran,'' siger Azita, mens hendes hånd dirrer.

Først efter separationen fandt hun ud af, at hendes mand samtidig havde forhold til to andre kvinder - en dansk og en herboende, iransk kvinde. Det forklarer ifølge Azita, hvorfor han ombestemte sig så pludselig.

Hun kan ikke forstå, at hun skal bære alle de personlige omkostninger, når det er manden, der har slået hende. En fremtid i Iran er også svær at få øje på, selv hvis hun undgår det religiøse politi.

Da hun rejste, mistede hun sit job som sekretær på den nationale iranske tv-station. Hendes far og bror var imod hendes giftermål i Danmark.

De har sagt til hende, at de kun vil se hende tilbage som lig.

Hun fortæller sin historie offentligt bl.a. for at advare andre kvinder.

''Hvis jeg havde vidst, hvor let det var for ham at smide mig ud og sende mig tilbage til Iran, havde jeg aldrig giftet mig.'' -

Navnet på kvinden i artiklen er opdigtet.