Faglig kommentar: Ven med patienten

I min første praktik på kirurgisk afdeling passede jeg en flink ung mand, som ikke ligefrem havde sit udseende imod sig. Han spurgte, om vi skulle mødes, når han blev udskrevet. Jeg sagde ja, og først da jeg sad mellem spejlene på en af byens første caféer med en cappucino og den forhenværende patient over for mig, fandt jeg ud af, hvor forkert det var.

Jeg så aldrig patienten igen, hverken som syg eller rask, og jeg fortalte ikke nogen om oplevelsen.

De fleste sygeplejersker har måske gjort eller haft lyst til at gøre noget lignende, men det er ikke noget, man taler højt om, hverken i den sekundære eller den primære sundhedssektor.

Til en konference mødte jeg en tidligere elevkammerat, som nu arbejdede på en socialpsykiatrisk institution. Efter at den første gensynsglæde var dampet af, udvekslede vi historier. Han havde tidligere været ansat i distriktspsykiatrien, og han kunne fortælle artige ting fra det hjørne af sygeplejen. Jeg har ingen grund til at mene, at hans troværdighed kan anfægtes, så hør her.

En lille håndfuld af de sygeplejersker, han havde arbejdet sammen med, gav glade og fro deres telefonnumre til de psykisk syge, som kunne ringe til sygeplejerskerne dag, aften og nat, hvis der var problemer, hvis de havde det skidt eller blot trængte til at snakke.

Desuden - og nu bliver det endnu værre - arbejdede nogle af de psykisk syge for sygeplejerskerne i weekenden. Ensomheden rammer hårdere lørdag-søndag, når alle tilbud om aktiviteter er lukkede eller fungerer på nedsat blus. Så hvorfor ikke hjælpe til med rengøring, servering af konfirmationskaffe eller andet hjemme hos sygeplejersken?

Timelønnen fik jeg ikke spurgt om, for jeg var ved at tabe underkæben, da jeg hørte historien.

Ryd op

Jeg kan ikke få øje på nogle formildende omstændigheder, når sygeplejersker engagerer sig i patienterne på den måde. Hvis en leder får nys om den type helhedspleje, er der kun en ting at gøre. Han eller hun må rydde op lige med det samme.

Patienterne i distriktspsykiatrien bliver taberne i det, der, set gennem de mest positive briller, er sygeplejerskernes forsøg på at hjælpe de hjælpeløse.

Men hvem er det, der har behov for hjælp? Set gennem tyskeren Kurt Baders optik er det sygeplejerskerne. De hjælpeløse hjælpere, som han kalder de ansatte i socialsektoren i sin bog af samme navn. Sygeplejersker med en teoriløs praksis, som bliver bekræftede på deres personlighed gennem de syges behov for kontakt. De syge bliver forført til at tro, at sygepleje er noget andet, end det er, og de bliver afhængige, ikke af professionel hjælp, men af Gurli, Marie eller Tanja og måske også af deres gulvskrubber og karklude.

Kunne kontakten ikke blot være et tegn på sygeplejerskernes godhed, engagement og kald? Måske, men de sygeplejersker, der har det sådan med sygeplejen, trænger i høj grad til at problematisere deres rolle.

Bader siger det på en anden måde. De ansatte skal bevare og styrke deres evne til selv at bedømme tingene. De ansatte skal med andre ord huske deres faglige briller, når de er i byen.

Vi kan alle falde i. Komme til at sige ja til en patient, hvor vi burde have sagt nej. Men ved en nærmere vurdering eller analyse af situationen må klarsynet melde sig. Hvis nogen er i tvivl om, hvor grænsen går, er det muligt at tage emnet ''privat kontakt med patienter'' op i personalegruppen. Det er i sådan en situation, det faglige fællesskab har noget at give af, også selv om det koster en smækket dør eller et par ukvemsord.

''Hvor mange sygeplejersker har givet deres telefonnummer til patienterne og sagt, at de kan ringe på alle tider af døgnet?

Hvor mange benytter patienter til privat rengøring og forefaldende arbejde?''

Formentlig er der ingen, som indrømmer det frivilligt. Emnet er tabu. Og med god grund.

Min elevkammerat kunne ikke komme uvæsenet til livs. Han kunne ikke engang diskutere det med sine kolleger. Derfor var han gledet over i socialpsykiatrien. Der havde han fundet nogle mennesker med klare holdninger og en faglig rustning, der ikke var til at trænge igennem. Hjælpsomme hjælpere, ikke hjælpeløse.