Sygeplejersken
Boganmeldelser
Læs anmeldelserne i dette nummer af Sygeplejersken
Sygeplejersken 2002 nr. 50, s. 28
Af:
Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør
Bedre kommunikation fra vugge til grav
Monica Hedenbro, Ingegerd Wirtberg
Marte meo - samspil og udvikling
Oversat fra svensk af Ole Thornye
København: Hans Reitzels Forlag 2002
282 sider, 275 kr. Marte meo er blevet et begreb, som vinder indpas i mange forskellige fagområder. Fra at have været en metode i arbejdet med forældre og børn er den efterhånden udvidet til at handle om stort set alle samspilssituationer fra vugge til grav.
Marte meo-metodens grundlægger Maria Aarts har udviklet metoden i klinisk arbejde med teoretisk afsæt i moderne udviklingsteori, især Daniel Sterns teori om selvudvikling.
Forfatterne lægger vægt på at beskrive elementerne i marte meo-metoden og teorier af udviklingsmæssig og sociologisk betydning, f.eks. det salutogenetiske perspektiv, da det at mestre er vigtige elementer både i marte meo-metoden og i Antonovskys teori. Den detaljerede beskrivelse af marte meo-metoden giver et interessant indblik i, hvordan den kan benyttes ved samspilsproblemer med udgangspunkt i de udviklingsmuligheder, der måtte være.
Med eksempler vises, hvordan metoden kan bruges i forskellige situationer gennem hele livet, både blandt raske og handicappede børn og unge, og hvor forældrene ikke slår til. Marte meo-metoden kan også benyttes i skoler og daginstitutioner til at udvikle lærere og pædagogers kompetence og evne til udviklingsstøttende kommunikation og til at arbejde med børn, som har behov for særlig støtte. Det åbner for nye udviklingsmuligheder på den pædagogiske arena.
Metoden kan også benyttes til analyse af samarbejdssituationer blandt lærere og pædagoger og samarbejdet mellem hjem og skole. Arbejdet med marte meo til ældre er under udvikling og beskrives kun kort, men det bliver spændende at se, hvor mange muligheder der er for at anvende metoden. Bogen er letlæselig og giver med sin bredde og relateren til kendte teorier et interessant indblik i, hvordan der kan arbejdes med metoden, og hvordan den kan medvirke til at udvikle flere fagområder, hvor det handler om samspil.
Marte meo-metoden beskrives på en måde, så alle burde kunne tilbydes behandlingen ved samspilsproblemer, eller hvis man blot ønsker at udvikle sine evner til at indgå i samspil med andre. Bogen kan sagtens læses i uddrag, hvis man er bekendt med metoden.
Af Anne Marie Detlefsen, sundhedsplejerske i Sønderborg Kommune.
Skudsmål fra en hjerneskadet
Tom Kristiansen
Livet er dejligt trods alt - mine blodpropper og min vej gennem systemet
Slagelse: Eget forlag 2002
75 sider, 98 kr.
31 år gammel får en tømrer et par blodpropper i hjernen, der lammer ham i venstre side og giver ham taleproblemer. Hjerneskaderne er omfattende, og Tom Kristiansen er i lange tider totalt hjælpeløs, og prognosen er usikker. Syv år efter har han skrevet om oplevelsen af sin sygdom, de mange hospitalsophold, sygepleje og genoptræning, om sit brudte familieliv og slagsmålene med systemet, der ikke tillægger hjælp til at opnå livskvalitet samme værdi som patienten.
Det er beskrivelsen af et langt og sejt genoptræningsforløb, der viser betydningen af patientens viljestyrke og af personalets væremåde. En lang række personer, Tom Kristiansen har mødt i forløbet, får et skudsmål og i de fleste tilfælde også tak for deres rigtige og personlige måde at hjælpe på. Enkelte har optrådt ufølsomt og ubehageligt, men det er undtagelsen.
Den lille bog tilføjer endnu nogle bidder til indsigten i hjerneskadedes oplevelse af deres situation og af, hvad der af stort og småt har betydning i pleje og behandling.
Af Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder.