Faglig kommentar: Lær af patienterne

Lånte teorier er som lånt tøj: Det passer aldrig helt. Derfor skal sygeplejersker og forskere udvikle teori om sygepleje gennem observationer af praksis og studier i praksis. Filosofi, sociologi etc. er ikke det rigtige grundlag for teoriudvikling i sygeplejen.

Det var et af budskaberne på konferencen Methods in Nursing Education arrangeret af Udviklingsinitiativet for Sygeplejerskeuddannelsen i Århus Amt. Konferencen blev afholdt på Skejby Sygehus tidligere i år med seks professorer og to doktorer som hovedtalere og godt og vel 300 deltagere fra Canada, England, Slovenien, USA og Danmark.

Den sidste prominente taler var professor Janice Morse fra Alberta, Canada. Hun begyndte sit indlæg med en spøg om vandforsyningen i Århus, der netop på dette tidspunkt var forurenet af bakterier. Så fulgte et tre minutters optrin om hendes nye glimmersko, og først herefter blev det alvor.

Janice Morse viste gennem en serie billeder, hvad hun mener med teoriudvikling gennem observationer. Hun illustrerede, hvordan sygeplejersker og pårørende agerer i traumerummet, når patienten er kritisk syg eller døende.

Hendes formål med forskningen var at få en forståelse for, hvordan lidende pårørende opfører sig, så sygeplejersker kan støtte dem på den bedste måde og ikke pr. automatik griber til at ville berøre og holde om de pårørende. Billederne viste, at det ikke er det, der skal til.

De pårørende til kritisk syge eller døde patienter reagerer efter et bestemt mønster, fandt Janice Morse. Pårørende gennemgår en udvikling, fra de forstenede og tillukkede ledes ind til patienten over at åbne op, tage hænderne til ansigtet, græde, vende sig bort fra patienten og holde om hinanden. Det bedste, sygeplejersken kan gøre, er at holde sig i baggrunden. ''Jeg vil anbefale, at man glemmer alt om empati her,'' fastslog Janice Morse.

Hun mener, at forskning i sygepleje udmærket kan ske gennem f.eks. interview med patienter og pårørende, men med en baggrund som både sygeplejerske og antropolog lægger hun vægt på, at forskeren skal ud og være der, hvor tingene sker. Det er ikke nok at tale om, hvordan patienter/sygeplejersker oplever plejen, forskeren skal være på afdelingen eller i hjemmet og se, hvordan patienten/sygeplejersken agerer.

Janice Morse observerede i øvrigt, at sygeplejersker taler kritisk syge patienter igennem den første stabiliserende behandling i traumerummet med en bestemt form for intonation, som billedligt har karakter af en bølge. Stemmen hæves for at nå et højdepunkt og falder herefter til udgangspunktet igen. Når patienten blev stabil, ændrede sygeplejerskerne stemmeføring, så intonationen kunne afbildes som en nedadgående skrå streg.

Den måde at tale på havde en beroligende effekt på patienten, men sygeplejerskerne var ikke bevidste om, at de alle sammen talte sådan, og de regnede det ikke for en speciel del af arbejdet, før Janice Morse viste dem sine resultater.

En traumesygeplejerske havde tidligere sendt et bånd fra en kinesisk traumestue til Janice Morse, og hun kunne konstatere, at intonationen og måden at tale på var den samme på kinesisk.

Klinikken i højsædet

Der er lighedspunkter mellem canadisk og kinesisk sygepleje, når den udfoldes i et traumerum, og mange internationale tidsskrifter om sygepleje beskriver plejeformer eller teknikker, der helt eller delvist kan overføres til danske forhold.

I dette nummer af Sygeplejersken bliver den islandske model præsenteret. En model, der meget bevidst skal få klinisk sygepleje og forskning til at hænge bedre sammen og give sygeplejerskerne mulighed for større autonomi, bl.a. gennem oprettelse af sygeplejeklinikker med selvstændige funktioner.

For sygeplejersker har en praksis, men hvilke teorier der skal fyldes på eller udledes af denne praksis, er der meget forskellige bud på. Teori om sygepleje skal udvikles gennem observationer og studier af praksis, mener Janice Morse.

Hvad mener du?