Sygeplejersken
Vil gerne forske men mangler penge
Sygeplejeforskningen er godt på vej, men der er stadigvæk for få, som forsker. Det skal der nu gøres noget ved. Ministerier bakker op.
Sygeplejersken 2002 nr. 50, s. 10-12
Af:
Grethe Kjærgaard, journalist
Det er ikke lysten til at forske, der mangler hos de danske sygeplejersker. Tværtimod. Det viser tal, der blev offentliggjort på en evalueringskonference om den nationale delstrategi for sygeplejeforskning, arrangeret af Dansk Sygeplejeråd.
Ud af de 95 sygeplejersker, der op til 1999 er blevet færdige som kandidater i sygepleje, er 25 pct. gået videre med forskningsprojekter, der skal give dem en ph.d.-grad i sygeplejevidenskab. Antallet af ph.d.-studerende er tilmed stigende. Problemet er bare, at det reelt drejer sig om små tal. Ud af en faggruppe på godt 70.000 medlemmer er status i 2002, at 27 sygeplejersker har erhvervet sig en ph.d.- eller doktorgrad, mens 31 er i gang med deres ph.d.-forskning.
Med en faldende andel af det offentliges samlede udgifter til sundhedsvidenskabelig forskning og udvikling er det imidlertid blevet sværere og sværere at få penge til sit projekt. Og fra at have været et prioriteret forskningsområde skal sygeplejerskerne nu i højere grad kæmpe med de andre faggrupper i sundhedsvæsenet om penge til projekter og forskeruddannelse. Derfor er tiden inde til at gøre en større indsats, ikke mindst når det drejer sig om forskerrekruttering, mener Dansk Sygeplejeråd:
''Vi skal have øget antallet af ph.d.-studerende og ph.d.-uddannede ved fakulteter og sektorforskningsinstitutter, ligesom vi skal satse mere på at blive repræsenteret i
Side 11
de forskellige forskningsfora,'' sagde Dansk Sygeplejeråds næstformand Aase Langvad på konferencen. Hun efterlyste desuden flere pladser på kandidatuddannelsen i sygepleje samt bedre efter- og videreuddannelsesmuligheder for sygeplejerskerne. En masteruddannelse i klinisk sygepleje og en masteruddannelse til afløsning af sundhedsplejerskeuddannelsen står højt på ønskelisten.
Formålet med evalueringskonferencen var at få belyst, hvordan anbefalingerne i delstrategien er blevet fulgt, og hvordan der skal arbejdes videre med den.
På rette vej
Repræsentanter fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling lagde ikke skjul på, at sygeplejeforskningen er en selvfølgelig og nødvendig del af den sundhedsvidenskabelige forskning:
''Med en stigende efterspørgsel på ydelser kombineret med et økonomisk presset udbud er det væsentligt, at de tilbud, vi har i sundhedsvæsenet, er evidensbaseret. Det gælder både forebyggelse, diagnostik, behandling og pleje. Derfor er der også behov for en forskningsindsats fra sygeplejerskerne,'' hed det bl.a. fra fuldmægtig Jacob Preisler fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Den Nationale Delstrategi for Sygeplejeforskning blev etableret i 1999 som et resultat af et samarbejde mellem en arbejdsgruppe, nedsat i 1998, og de relevante ministerier, faglige sammenslutninger under Dansk Sygeplejeråd, sygeplejeforskere og ledende sygeplejersker. Siden er nedsat en følgegruppe til at arbejde videre med delstrategiens anbefalinger. Gruppen har samtidig fungeret som netværk og inspirator og går nu i tænkeboks efter evalueringskonferencen for at komme med en ny strategiudmelding i 2003.
''Historisk har sygeplejeforskningen været svagt funderet, men nu er I på rette vej,'' tilføjede han og pegede på, at sygeplejerskerne bl.a. har mulighed for at søge penge under de fem prioriterede områder i Den Nationale Forskningsstrategi (NASTRA).
''Her er der områder, hvor der stadig er en del penge, og hvor sygeplejerskerne kan komme i betragtning. Det gælder f.eks. forskningen inden for forebyggelse og sundhedstjeneste,'' sagde han.
Fuldmægtig Johannes Lundin Brockdorff fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling rådede sygeplejerskerne til at satse på forskning i sygeplejens kompetenceområder og meget gerne i tværgående projekter, hvor læger involveres. Det sidste vil også have betydning for formidlingen af forskningsresultaterne. Jo flere publicerede artikler især i tidsskrifter med høj impactfactor, jo større er chancerne for at få del i forskningspengene, understregede han og pegede på, at der også kunne være penge at hente i det regionale forskningssamarbejde (universiteter, forskerparker, centre mv.) samt hos de private fonde. F.eks. har Sygekassernes Helsefond prioriteret forskning i forebyggelse i 2003.
Professoreffekten
Delstrategien for sygeplejeforskning har mere prioriteret struktur, organisation, uddannelsesmuligheder og finansieringen heraf end egentlige prioriteringer af særlige forskningsområder bl.a. ud fra en målsætning om, at for overhovedet at kunne lave videnskabelig forskning må man have uddannelsesmuligheder og ressourcer til at uddanne forskere til at forske. Det viser den aktuelle status fra lektor Agnes Bjørn, Danmarks Sygeplejerskehøjskole, og chefsygeplejerske Kirsten Bruun, Århus Universitetshospital. Begge sidder i den følgegruppe, der blev nedsat i 1999 til at føre delstrategiens anbefalinger ud i livet.
Ifølge de to er der ud over professoratet i Århus etableret otte lektorater og fem seniorforskerstillinger. Strategisk bør sygeplejen derfor arbejde for at få etableret forsknings- og gæsteprofessorater, kliniske adjunkt- og lektoratstillinger samt seniorforskerstillinger, understregede de. Flere stillinger er undervejs.
Selv om der kun er tale om en deltidsansættelse, når det drejer sig om professoratet i Århus, skal man ifølge Agnes Bjørn ikke underkende det, hun kalder ''professoreffekten.'' Professorer kan og skal sørge for, at deres studerende får andel i forskningsmidlerne, påpegede hun.
Følgegruppen anbefaler også, at der etableres projektmuligheder for sygeplejersker i klinikken, at der oprettes delestillinger mellem forskningsinstitutioner og praksis, at der lokalt, som det f.eks. er sket på sygehusene i Hillerød, Gentofte og Vejle Amt, oprettes stillinger til sygeplejersker med en ph.d.- eller doktorgrad med henblik på styring og vejledning af forskningen på sygehusene, samt at stat, amter og kommuner inddrages i finansieringen af de relevante stillinger. Herudover anbefaler gruppen, at sygeplejersker på kandidatniveau får særskilt mulighed for finansiering af ph.d.-studier gennem offentlige forskningsmidler. Mindst 10 pct. af en kandidatårgang, svarende til seks om året, bør kunne gå i gang med et ph.d.-studium.
Med hensyn til forskningsprojekter har sygeplejerskerne bl.a. kastet sig over patienternes opfattelse af deres sygdom, kvalitetsudvikling, mobilisering og rehabilitering
Side 12
samt patientundervisning. Der er tendens til, at sygeplejersker, der forsker i praksis, indgår i tværfaglige projekter.
I skal leve op til kravene
''Uddannelse og forskning er vigtigt, men kun som forudsætninger for behandling og pleje af høj kvalitet.''
Sådan lød budskabet fra en af interessenterne, Leif Flemming Jensen fra Amtsrådsforeningens Sundhedsudvalg, da han skulle give sit bud på, hvordan der kan arbejdes videre med delstrategien.
''Vi skal sikre, at sygeplejerskerne lever op til de høje krav, der stilles, og her er vi på rette vej med den nye reform af uddannelsen, hvor et af elementerne er forskningstilknytning, samt alle de efter- og videreuddannelsesmuligheder, der nu er under udvikling,'' sagde han. Oversygeplejerske og ph.d.-studerende Susan Rydahl, Bispebjerg Hospital, efterlyste krav om reel forskningskompetence i de stillingsannoncer, der opslås lokalt og regionalt uden for universiteterne:
''Ofte ser det ud til, at én og samme person, typisk en kandidat, forventes at kunne lede, initiere og varetage både forskning og udvikling. Men det at oprette og drive en forskningsenhed i et selvstændigt sygeplejefagligt regi kræver nogle kompetencer, som erhverves gennem en systematisk forskeruddannelse. Derfor finder jeg tiden inde til, at man revurderer den hidtidige praksis på sygehusene.''
Afdelingslærer og ph.d.-studerende Kirsten Lomborg, Danmarks Sygeplejerskehøjskole, fastslog, at der ikke er genveje eller smutveje til forskning.
''Vi skal hverken nøjes med discountuddannelser eller pseudoforskning. Vi skal derimod benytte det formelle uddannelsessystem og sikre, at betydeligt flere sygeplejersker uddannes på ph.d.-niveau. Men at få et ph.d.-stipendium er nærmest som et forhindringsløb. Derfor foreslår jeg, at man opretter nogle udviklingsstipendier, som kan sikre forskningsinteresserede sygeplejersker ro til deres projektforberedelse, samt etablerer kurser i at lave projektbeskrivelser.''
En opgørelse viser, at der i 2002 er 165 sygeplejersker, som har opnået cand.cur.-graden, og 27 sygeplejersker, som har taget en ph.d.-uddannelse. 31 sygeplejersker er p.t. i gang med ph.d.-studiet. Det estimeres, at fem pct. af en årgang sygeplejersker går i gang med et kandidat- eller masterstudium. Af de, som opnåede en cand.cur.-grad op til 1999, er 25 pct. gået videre med en ph.d.-uddannelse.
Plads til grundforskning
Med hensyn til udvikling af forskningsmiljøerne mente Kirsten Lomborg, at det ikke er nødvendigt at tænke i snævre lokale interesser a la én sygeplejeforsker på hvert hospital:
''Tre sygeplejeforskere på ét hospital kan være lige så godt som én sygeplejeforsker på tre hospitaler.
Det væsentlige er, at de, der skal udvikle den kliniske sygeplejeforskning, kan og vil arbejde sammen,'' sagde hun og opfordrede især lederne til at synliggøre over for deres medarbejdere, hvordan de vil forvalte arbejdspladsens forskningsstrategi.
Institutleder Regner Birkelund, Institut for Sygeplejevidenskab, Aarhus Universitet, understregede, at instituttet har en central rolle, når det drejer sig om at fremme sygeplejeforskningen:
''Jeg betragter delstrategien, der nu er til evaluering, som et godt initiativ, men vil også gerne pointere, at instituttet har sin egen forskningsstrategi, der skal ses i sammenhæng med det fakultetsområde, vi indgår i.
Grundlæggende handler det om at være realistiske og arbejde ud fra de præmisser, som er skabt af de etablerede videnskaber.''
Instituttet har endelig fået sit professorat, og nu arbejder man på at få en lektor i klinisk sygeplejeforskning, ligesom der allerede er ansat eksterne lektorer.
Endelig er der i samfinansiering med Århus Universitetshospital opslået to lektorater i klinisk sygepleje. Lektoraterne vil betyde, at der nu bliver en bedre integration af det kliniske felt og det undervisningsmæssige. Instituttet har planer om at få etableret nogle gæsteprofessorater, ligesom der arbejdes for at kunne tilbyde en masteruddannelse i klinisk sygepleje.
I det hele taget bliver den kliniske forskning hovedhjørnestenen i instituttets forskningsprioritering, men der skal også være plads til grundforskningen, dvs. den form for forskning, hvor man søger ny viden uden at have en på forhånd fastlagt anvendelse for øje.
Kvalitetschef i Ringkjøbing Amt Vibeke Krøll: ”Sygeplejelederne skal ikke forske, men de har et tungt ansvar, når det drejer sig om at efterspørge de kompetencer, forskerne har.”
Sygeplejedirektør Anna Guttesen: ”Som sygeplejeledere skal vi forstå betydningen af at bruge forskningsresultaterne. Vi skal føle ansvar for området, og vi skal omgive os med mennesker, som kan rådgive os.”
Udviklings-og forskningschef Søren Blaxekjær: ”Det skal forstå positivt – men I skal være klar over, at der kommer angreb på jeres uddannelsestilbud. De nye Centre for Videreuddannelse har vi fået til opgave fra regeringen af skabe nye uddannelser, gerne tværfaglige. Det er vi i gang med på mit CVU Syd.”
Chefsygeplejerske Kirsten Bruun: ” Landsrådet af chefsygeplejersker og sygeplejedirektører har faktisk formuleret en målsætning om forskningen på sygehusene. Vi skal være med til at skabe gode rammer og vilkår for de forskende sygeplejersker og støtte forskerrekrutteringen – fra spirerne, d.v.s den sygeplejerske, der gerne vil i gang, og op ti specialistniveau.”
Næstformand Aase Langvad: ”Når det drejer sig om professionsforskning har Dansk Sygeplejeråd besluttet på sin kongres at sætte penge af til et ph.d.stipendium netop med fokus på sygeplejens vilkår.”
Seniorforsker Susanne Malchau, der er medlem af følgegruppen: ” Vi har prioriteret at få det uddannelsesmæssige på plads. Vi har ikke villet omklamre ethvert lokalt initiativ med, at følgeguppen har defineret, hvad der er det rigtige satsningsområde.”
Konstitueret kontorchef i Sundhedsstyrelsen Ruth Truelsen: ”Selv om vi synes, vi er nået langt, er der stadig mennesker, der undrer sig over, at sygeplejersker skal forske. Måske er det på tide, at vi i det næste strategioplæg konkretiserer nogle indsatsområder? Vi må tage nogle valg. Hvor står vi? Hvad vil vi med sygeplejeforskningen?”
Projektleder Yrsa Andersen Hundrup, Statens Institut for Folkesundhed: ”Jeg ser en lind strøm af bachelorer i folkesundhedsvidenskab, og de ved, hvad de vil. De vil forske i de områder, som sundhedsministeriet har meldt ud som prioriteringsområder, og de har forudsætningerne til det. Det er bl.a. hele livsstilsområdet og den sociale arvs betydning for udvikling af sygdom. Her kunne det være lige så oplagt, at sygeplejen gik ind.”
Forskningsleder Charlotte Delmer, Aalborg Sygehus: ”Jeg plejer at sige, at vi er på det præmature stadium. Pt. er der kun uddannet 165 sygeplejersker som cand.cur., og det er langt fra dem alle, der skal forske. Hvis man endelig vil i gang med at forske, skal det være interessen og engagementet, der styrer projektet, ellers får vi ikke nogen ordentlig forskning. Jeg kunne ønske mig, at nogle af de cand.cur.-uddannede gik ind i lederstillinger, hvor de så kunne være med til at skabe nogle gode vilkår for sygeplejeforskningen.”