Boganmeldelser

Levendegjort sygeplejekultur

Tilrettelæggelse: Dagmar Bork
Redigering: Jacob Jensen

Haderslev Amts Sygehus 1939

Videofremstillet i samarbejde med Det Danske Videoværksted - 2001
Varighed 40 min., 175 kr.

Haderslev Amts Sygehus 1930. Bygningen i forgrunden er den oprindelige Christina Friederica Stiftelse fra 1839, bagest en nybygning fra 1928. Arkivfoto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum  

I de sidste 10 år har der af og til været opfordringer til Dansk Sygeplejeråds medlemmer og andre læsere af Sygeplejersken om at være opmærksomme på gamle filmklip og billeder. Desværre er ganske meget af den slags materiale gået tabt, men noget findes endnu. Et godt eksempel er videoen ''Amtssygehuset i Haderslev,'' redigeret af sygehusets tidligere forstander Dagmar Bork, der tidligere har skrevet en bog om samme institution. 

Filmen rummer to dele, et afsnit med faste billeder og en stumfilm fra 1939, som blev vist første gang ved amtssygehusets 100-års jubilæum. Dagmar Bork introducerer selv og giver efterfølgende ledsagende tekst og forklaring til de billeder, der toner frem. Denne kombination er der kommet en lille perle ud af. Det skyldes måske, at redaktøren har trådt sine barnesko ved amtssygehuset, hvor hendes far var beskæftiget fra 1911 til 1949, men det skyldes også den betydelige viden, hun har samlet om diakonien, om sygehusets mange forskellige funktioner, et godt personkendskab og så naturligvis den nære tilknytning til danskheden i Sønderjylland.

Operationssygeplejerske med instrumenter på Haderslev Amts Sygehus omkring 1930. Arkivfoto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Filmen viser dels et stykke hospitalshistorie, dels et stykke grænselandshistorie og sidst, men ikke mindst et fornemt tidsbillede af forholdene ved et dansk sygehus i 30\64erne og en række områder ganske meget længere frem i tiden. Det er klart, at filmen først og fremmest retter sig mod seere i Sønderjylland, specielt læger, sygeplejersker og andre, der har haft deres virke eller er blevet uddannet ved sygehuset. Men ud over de helt specielle grænselandsforhold rummer filmen en god beskrivelse af, hvordan et dansk sygehus virkede, hvem og hvor mange der virkede i det, hierarkiet og opgaverne. Der er ikke tvivl om, at mange lidt ældre sygeplejersker ud over landet vil nikke genkendende til mange af de scener, der glider over skærmen. Her levendegøres også en del af den sygeplejekultur, mange af os er opdraget med og til. Vi er stadig mange, der husker aftensangen på afdelingerne for patienterne, den fælles daglige personalespisning og ikke mindst processen ved afleveringen af skårene i skårkassen, når termometre, porcelæn mv. skulle fornyes. For den slags har det altid været sparetider.

Af særlig interesse er et stort oversigtsbillede over sygehusanlægget og informationerne om de enkelte bygnin-gers tilblivelse og funktion, der giver en fornemmelse af og forklaring på, hvad der er sket ved talrige andre sygehuse over hele landet. Her ligger også en del af forklaringen på, at et sygehus, der oprindeligt er stiftet ''til gavn for de fattige i Haderslev'' for en stor privat tilvejebragt sum i 1839, kan klare overlevelsen frem til 1975.

I en tid, hvor det danske sygehusvæsen konstant er på den politiske dagsorden, er denne film med til at dokumentere, over hvor kort et årespand der er sket en revolution på området, og hvorfor der naturligt har været og er så mange følelser med i diskussionerne om de små sygehuse og deres eksistensberettigelse.

Man må håbe, at filmen stilles til rådighed for fremvisning ved Dansk Sygeplejehistorisk Museum, hvor den kan indgå som et led i museets samlede fremstilling af sygeplejens historie i Danmark. Ligeledes må man håbe, at den kan inspirere andre til at se gemmerne en ekstra gang igennem, om der skulle ligge noget, som kan nyttiggøres i arbejdet med at beskrive vor historiske baggrund og udvikling.

Af Kirsten Stallknecht, sygeplejerske, tidligere formand for Dansk Sygeplejeråd. 

Hygiejnisk tænkning

Kirsten Müller

Rene rutiner - en introduktion Video

København: Dansk Sygeplejeråd/ Zeuthen Film 2001
Varighed: 15 min, 100 kr.

Benedicte Pio har lavet en fremragende instruktionsvideo om brug af rene rutiner i sårplejen. Filmen handler ikke om sårbehandling som sådan, men om hvordan man ved grundig omtanke og nøje planlægning af selve forbindsskiftningen kan opretholde et meget højt hygiejnisk niveau ved rene rutiner.

Som hygiejnesygeplejerske har det været en fryd at se filmen. Der instrueres i vigtigheden af omhyggelig håndhygiejne allerede i begyndelsen af filmen, og emnet belyses godt flere gange. Der bruges flergangsinstrumenter, og forbindskassen med cremer, sårplejematerialer o.a. indeholder mængder svarende til ca. en uges forbrug.

Rene og brugte rekvisitter holdes klart adskilt, og der vises gode og idérige metoder til rengøring og desinfektion af brugte rekvisitter, hvilket må kunne inspirere andre mere usikre i, hvordan man bedst desinficerer f.eks. saks, pincet og instrumentkasse i patientens hjem.

Der ligger solid hygiejnisk tænkning bag alle procedurerne. Enkelte skønhedsfejl kan på ingen måde ændre det faktum, at filmen bør ses af alle, der enten er gået over til at bruge rene rutiner i stedet for steril teknik, eller som overvejer det. Uanset om det drejer sig om sårpleje eller andet, vil filmen kunne danne grundlag for en diskussion om hygiejne i egne rækker.

Af Elisabeth Pettersson, amtshygiejnesygeplejerske, Viborg Amts Sygehusvæsen. 

Familier i sorg 

Birgit Madsen, Johan Zimsen Kristiansen, Peter Olesen (red.)

Mit barn døde

25 forældre skriver om at miste barn
København: Kroghs Forlag 2001
280 sider, 229 kr.

Anneli Sejer Iversen, Peter Olesen

Min søster døde, min bror døde

25 børn og voksne skriver om at miste en søster eller bror
København: Kroghs forlag 2001
196 sider, 229 kr.

''Mit barn døde'' og ''Min søster døde, min bror døde'' indgår i Peter Olesens serie om tab og sorg. Begge bøger vidner om, hvor nødvendigt det er for de efterladte at få hjælp til at gennemleve sorgen og komme videre med deres liv.

I stil med de første bøger fortæller 25 forældre om, hvordan det har været at miste et barn. Forældrene har selv skrevet deres beretninger. Nogle har taget udgangspunkt i dagbogsnotater, andre har beskrevet forløbet ud fra deres erindring.

Fælles for dem er den skyldfølelse og vrede, som påvirker familien i sorg. Det gælder forældre, søskende og andre pårørende. Det er meget forskelligt, hvordan de har fået sorgen så meget på afstand, at de også kan forsøge at se fremad. Psykologhjælp gavner nogle, mens andre finder støtte i et stærkt netværk eller forældreforeninger. Alle er dog enige om, at sorgen ikke kan eller skal ties bort, men
skal bearbejdes ved at lade det døde barn få en plads i de efterladtes liv.

Det er bevægende beretninger og til tider næsten umuligt at forholde sig til den sorg, forældre må leve med, når deres børn dør. Bogen giver et utrolig smukt billede af den verden af skyldfølelse og afmagt, som følger i kølvandet på børns død, og er et flot bevis på, hvor meget mennesker kan holde til. Flere af forældrene skriver om, hvordan de efter deres barns død er blevet bedre til at passe på sig selv og hinanden, fordi de har oplevet forgængeligheden.

Når forældre mister et barn, vil der ofte være børn, der har mistet en søskende. Disse børn kommer til orde i ''Min søster døde, min bror døde.'' De fleste har mistet en søskende som barn, og de har ofte måttet klare sig selv gennem sorgen, fordi forældrene var opfyldt af deres egen sorg. Den voldsomme oplevelse præger børn, men det er nødvendigt at lade tabet være en integreret del af livet og forstå, hvordan det altid vil præge deres personlighed. En del af de efterladte søskende har haft det svært med, at deres afdøde søskende er blevet fremhævet på deres bekostning, og selvom der generelt udtrykkes stor forståelse for forældrenes sorg, har de efterladte søskende ofte savnet forældrenes forståelse og accept af deres sorg.

Af Anne Marie Detlefsen, sundhedsplejerske i Sønderborg Kommune. 

Dampen skal lukkes ud

Verena Kast

Vredens kraft

København: Gyldendal uddannelse 2001
228 sider, 238 kr.

Vrede patienter er besværlige og kan være irriterende. Lige meget, hvad vi gør, er det ikke godt nok. Selvom irritation er en grundlæggende følelse, kan det være svært at bruge indfølingsevne, når vi oplever den hos os selv eller andre.  

Når Verena Kast udfolder sin viden, bliver jeg klar over, at jeg har mange spørgsmål om irritation og vrede, jeg aldrig har formuleret, og hun svarer på flere spørgsmål, end jeg kan stille. Jeg finder f.eks. svar på, hvordan hænger aggression, fornøjelse, afmagt, vrede, raseri, had, retfærdighed, skyldfølelse og vold sammen med irritation. Verena Kast forklarer udtryk, vi bruger som synonymer for vrede, f.eks. at blive blind af raseri, at miste fatningen, at gå ud af sit gode skind, at forbitres, at ryge i luften eller gå fra koncepterne. Udtrykkene beskriver, hvordan vrede føles, og hvad kulturen gør med vrede. Hvem har lyst til at blive blind eller at miste sit skind? Vrede formuleres som noget farligt, man bør undgå. Vrede kan skabe angst både hos den, der er vred, og hos den, det går ud over, og irritation kan somme tider afløses af skyldfølelse. Verena Kast forklarer, hvorfor vi hverken kan undvære irritation eller vrede, og hvordan den kan udtrykkes, undertrykkes og afvises, hvorfor nogle irritations-fantasier er konstruktive og andre uproduktive eller destruktive.

Verena Kast diskuterer, om irritation har indflydelse på sygdomstilstande, og om vi skal holde irritationen tilbage eller lukke dampen ud. Vi kan f.eks. lukke damp ud i form af passiv aggression. Jeg genkender beskrivelsen og kan næsten mærke, hvor irriterende denne form for aggression er. Den gør f.eks. et skænderi til et magt-afmagt forhold. Der er andre strategier, og Verena Kast har et bud på, hvordan et skænderi bliver ligeværdigt. Hun diskuterer også narcissistisk vrede, kønsspecifikke forskelle og irritation, der fører til vold.

Med sit enkle og ligefremme sprog henvender Verena Kast sig til alle. Man får ikke at vide, hvordan man bør være, men man får en grundig beskrivelse, som giver adgang til at forstå fænomenet vrede.

Det er en livsnær, let tilgængelig og teoretisk velfunderet beskrivelse med flere eksempler fra hendes praksis som psykoterapeut og som underviser ved Jung-Instituttet og Universitetet i Zürich. Herfra er et enkelt eksempel på irritation mellem en studerende og hans praktikvejleder. Vi bør sætte pris på irritation og vrede, som giver energi til forandring, hjælper os til at sætte grænser. At bruge sin vrede konstruktivt handler ikke om at få ret, men om at komme til sin ret. Verena Kast løfter sløret for vredens kraft, en styrke, de fleste gerne vil undgå, men ikke kan undvære.

Af Birgitta Nordenhof, klinisk sygeplejelærer, Odense Universitetshospital, sorgterapeut, exam.art. og stud.scient.san. 

Gammel i Larvik

Tor Inge Romøren

Den fjerde alderen

Funksjonstap, familieomsorg og tjenestebruk hos mennesker over 80 år
Oslo: Gyldendal Akademisk 2001
216 sider, 230 nkr.

Som nyuddannet læge i 1978 var udbuddet af faste stillinger i Larvik begrænsede, og Romøren blev lidt tilfældigt læge for sociale klienter og ældre. Romørens kendskab til ældreomsorg var begrænset, og den tilgængelige faglitteratur sparsom. Det førte til omfattende studier, hvor 434 mennesker, født før 1902, indtil alle var døde i 1999, blev fulgt med det mål at undersøge funktionstab, brug af professionel og privat hjælp. Undersøgelserne findes i sin helhed i doktorafhandlingen ''Metusalems søsken.'' Romøren giver et klart billede af alderdom og ældreomsorg, og problemstillingerne beskrives grundigt. Undersøgelsen beskrives detaljeret, og Romøren belyser overvejelserne omkring brugen af befolkningen i Larvik, datagrundlag, afgrænsninger og definitioner.  

Larvikundersøgelserne giver forfatteren grundlag til at reflektere over levetid med og uden funktionstab, forskelle i brug af hjemmehjælp, det nære netværk, og hvor længe den uformelle hjælp varer. Hvor litteraturen ofte henviser til, at kvinder modtager mere hjælp fra det offentlige end mænd, viser Larvikundersøgelsen, at kvinder modtager formel og uformel hjælp på samme niveau som mændene.

Romøren sætter fokus på konsekvenserne af planlægning og politik, og om egenomsorgsprincippet er aktuelt for ældre mennesker med varige funktionstab. Ældreomsorg er meget kompleks, og Romøren mener, at sygehusene må udvikle større forståelse for ældre og bedre rutiner for det tværfaglige samarbejde. Forfatterens argumenter er veldokumenterede, men han giver ikke løsningsforslag. Den gode sammenhæng mellem metoder, teori og argumentation er brugbar for sygeplejersker, der står for at skulle prøve kræfter med projekter for første gang.

Af Mary Gøttsche, afdelingssygeplejerske, Plejehjemmet Enggården, Bylderup Bov.