Synspunkt: Hvordan synes I selv, det går?

1994/1995: Ved overenskomstforhandlingerne sagde arbejdsgiverne, at de offentligt ansattes lønudvikling skulle være mindre automatisk og mere individuel, bestemt af kvalifikationer, funktioner og produktion.

1997: Ønsket genfremsattes og nu krævedes, at hele 25 pct. af lønnen med tiden skulle udmøntes lokalt. Dengang var det kun 1 pct.

6. marts 1997: Redaktør Søren Palsbo skriver i Sygeplejersken: ''Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse tilkendegav,

4. marts 1997: I dagbladet Politiken citeres formanden for Amtsrådsforeningens Lønudvalg, amtsborgmester Kristian Ebbensgaard, således: ''Med reformen og den bedre grundløn for de nyuddannede er der lagt op til en forbedret rekruttering til faget.'' Jette Søe siger i samme artikel: ''Den lønreform, vi har aftalt, er et langt bedre instrument til at få de rimelige lønstigninger, som hele tiden har været vores mål.''

25. januar 1997: I dagbladet Politiken lovede KTOs formand Poul Winckler, at ingen personer eller grupper kommer til at gå ned i løn som følge af aftalen.

Og i dag: Ved denne overenskomst kræver arbejdsgiverne, at 50 pct. af den forventede lønstigning udmøntes lokalt.

Det er nu fem år siden, og hvordan synes Dansk Sygeplejeråd så selv, at det er gået? Det belyser et par citater fra Connie Kruckows nytårsinterview den 4. januar 2002 i Sygeplejersken. Hun siger bl.a., at man grundlæggende ikke har sygeplejersker nok. ''

Længere fremme slår hun fast: ''Skal man holde på sygeplejerskerne, skal de have en ordentlig løn.''

De nye lønformer gav åbenbart ikke mere personale eller større tilfredshed. Sygeplejerskemanglen blev ikke brugt offensivt. Var det modet, der svigtede hos Dansk Sygeplejeråd, eller var det den faglige styrke?

Slemt nok, at ny løn - som forudset - ikke var en lykkebod med gevinst hver gang. Vi er stadig for få, og vores løn for ringe. Langt værre er det med de afledte konsekvenser af princippet.

Arbejdsgiverne ønsker at styrke og udbygge en ledelsesform byggende på de såkaldte nye management ideer, hvorefter den enkelte tilskyndes til at fremme egen karriere ud fra en personlig bedømmelse af indsats.

Teamarbejdet, som er karakteristisk for sygeplejen, bliver besværliggjort. Omgangsform og måde at tænke på ændres. Den enkeltes indsats skal jo dreje sig om at samle ''karakterer'' i sin egen karrierebog. Ved årlige samtaler skal den ansatte argumentere for egen fortræffelighed og herved opnå tillæg.

Med denne lønreform er der sat en stille - men meget afgørende - revolution i gang indenfor den offentlige sektor. Der er drejet et par omgange på den ventil, der lukker markedsmekanismerne ind på det offentlige arbejdsmarked. Løndannelsen for de offentligt ansatte vil nærme sig vilkårene i den private sektor, hvilket er logisk al den stund, at arbejdsvilkårene også gør det - stimuleret af privatiseringer og udlicitering. Connie Kruckow bakker i nytårsinterviewet op om ny løn, samtidig med at hun siger, at vi ønsker et offentligt sundhedsvæsen. Det harmonerer ikke.

Ved de igangværende overenskomstforhandlinger er arbejdsgivernes hovedkrav, at ny løn skal konsolideres og udbygges, og at aftalesystemet skal forenkles. Disse pæne ord dækker over, at arbejdsgiverne målrettet går efter at svække fagforeningerne ved at få indført endnu mere decentralisering og individualisering på lønområdet.

Det betyder, at ny løn ikke alene undergraver det offentlige sundhedssystem, men også underminerer vores sammenhold. Ydermere kommer den til at fungere som et redskab, som skaber splid på arbejdspladserne, fremmer egoismen, fører til stress og dårligt arbejdsmiljø. Hvorfor? Fordi vi skal slås indbyrdes i forsøget på at sikre vores realløn.

Fordi sygeplejersker, der ikke vinder i det lokale lotteriløncirkus, kan ikke fastholde deres realløn. Oven i hatten får vi nu at vide, at det hele er vores egen skyld: I januar 2002 siger Poul Winckler i Jyllands-Posten, at de offentligt ansatte skal blive bedre til at forhandle ny løn lokalt! Men tvivlen har heldigvis bredt sig. I Århus Amt viser en undersøgelse, at kun 14 pct. af sygeplejerskerne tror på ny løn. Hvordan ser det mon ud i hele landet? Går sygeplejerskernes ledelse forrest med et princip, som der ikke er dækning for. Vil og tør Dansk Sygeplejeråd foreretage en landsdækkende undersøgelse af sygeplejerskernes holdning?

Der er vægtige grunde til at tage afstand fra ny løn. Desværre er der mange, som stemte nej i 1997, der har opgivet og tror, at løbet er kørt. Mange, som stemte ja, er blevet slemt skuffede og desillusionerede.

Men det er ikke for sent. Lad os derfor tænke os om endnu en gang. Stoppe op, sige fra og stemme nej til det kommende overenskomstforslag. Lad os holde fast i, at lønnen igen skal forhandles centralt, lige som folkeskolelærerne i Sønderjylland har taget initiativ til.

Hanne Micheelsen er ansat på operationsgangen på Amager Hospital.