Faglig kommentar: Kontakt med pårørende

Sygeplejersken kredsede rundt udenfor stue fire. Inde på stuen lå en gammel mand, som var ved at dø. Omkring sig havde han sine to døtre, sin bror og to børnebørn. Sygeplejersken vidste udmærket, at hun burde gå derind, præsentere sig, hilse på hver enkelt af de pårørende og tale med dem om den pleje, hun var ansvarlig for i denne aftenvagt og de fire næste.

Men hun kunne ikke få sig selv til det. En af døtrene var fysioterapeut, hvilket blot gjorde det hele endnu værre. Hvordan taler man til en fysioterapeut, hvis far skal dø? Havde det så bare været en kollega. En sygeplejerske. Så havde det været nemmere. Eller havde det?

I sit stille sind misundte hun sin kollega på naboafdelingen, en sygeplejerske, som altid skabte kontakt med de pårørende på en helt naturlig måde.

Sygeplejersken gik en runde på alle stuer, hilste på patienterne, kiggede til drop og væske på natbordet, observerede. Kun stue fire sprang hun over. Hun gik ind på kontoret og ordnede det nødvendige til aftenstuegangen. Ud af øjenkrogen så hun fysioterapeuten nærme sig. Hun så ned i sygeplejejournalen og lod som om, hun var dybt optaget af en interessant detalje.

Standard for kontakt

Jeg har aldrig set en lærebog for sygeplejestuderende, som i en festlig og uhøjtidelig tone foreslår den studerende, at de pårørende holdes udenfor, ikke informeres eller slet og ret ignoreres. Jeg har aldrig mødt en sygeplejerske, som med is i maven gør det tydeligt, at pårørende er ligegyldige, og at man netop på denne afdeling har valgt ikke at beskæftige sig med dem.

Det forholder sig stik modsat. Alle vegne nævnes pårørende som en ressource. Som nogle, der har behov for information, som nogle, der er i krise eller som samarbejdspartnere.

Derimod skorter det på konkrete beskrivelser af, hvordan sygeplejersken skal præsentere sig, skabe kontakt, informere, bygge bro.

Hvordan går hun ind på en stue med mange pårørende og en dårlig patient, hvordan bevarer hun sin faglige autoritet, hvordan bliver det naturligt at indtage rollen som kompetent aftensygeplejerske foran et større forum af ukendt mennesker?

For mange sygeplejersker er det ikke et problem, men nogle kan ikke. De er formentlig generte, usikre eller uden praktisk erfaring, og så er det nemmere at holde sig væk.

Standarder og evidensbaseret sygepleje er svaret på mange ting, men det kan ikke være meningen, at der skal udfærdiges lokale formularer om ''kontakt med pårørende.'' Struktur, proces, resultat.

Sufficient kontakt: Giv hånd, nævn dit fulde navn, forklar og uddyb sygeplejen. Heraf følger tilfredse pårørende, som føler sig velinformerede.

Så nemt er det ikke, men hvad skal der så til?

Kan man anvende video i sygeplejen, sådan som man gør på mange andre uddannelser?

Generthed på video

Naturligvis kan man ikke byde pårørende til svært syge at blive videofilmet, men i en mere ukompliceret situation vil det sikkert være problemfrit at opnå tilladelse.

Lægestuderende på sidste semester skal til eksamen i en konsultation i almen praksis. De fleste patienter siger ja til at blive filmet, når de får at vide, at filmen destrueres efter brug.

Frem for bunker af ord og overvejelser om, hvordan sygeplejersken eller den studerende selv opfattede kontakten, vil en videosekvens fortælle om kommunikation, kropssprog, magt og roller uden at sminke virkeligheden. Det kan danne baggrund for dialog om den svære kontakt, og en sidegevinst er, at sygeplejersker vender sig til åbenhed, kritik og diskussion. Efter nogen tid vil det være ligegyldigt, om den pårørende er fysioterapeut, statsminister eller pensioneret oberst.