Sygeplejersken
Synspunkt: Forvirring om professionsbacheloren
Kan det virkelig passe, at når en ny uddannelse starter, og man vil have besvaret spørgsmål, bliver man omstillet til 2-3 forskellige lærere og studievejledere, som ikke ved, hvad de skal svare?
Sygeplejersken 2002 nr. 7, s. 15
Af:
Kristina Nielsen, sygeplejestuderende
Jeg er syvendesemester- studerende, hører under uddannelsen fra 1990 og har fået tilbudt at tage den nye professionsbachelor i sygepleje. Men ingen synes at vide noget om noget, og hvis de gør, bliver det lavet om, inden man når at forholde sig til det. Jeg kan vist roligt sige, at vi er en flok meget forvirrede studerende, som kun har godt fire måneder tilbage af uddannelsen. Den nye sygeplejerskeuddannelse, hvor den studerende ender med at få en professionsbachelor efter tre og et halvt års uddannelse, startede den 1. september 2001. Uden at vide meget om uddannelsen ved jeg, at den studerende bl.a. har kortere praktikperioder og tre måneders kortere uddannelse end os, der hører under ordningen fra 1990.
Allerede i foråret 2001 kom det på tale, at det ville blive muligt for os under den gamle uddannelse at erhverve titlen professionsbachelor. Det var fint nok, men der dukkede en masse spørgsmål op. Hvornår kan vi tage uddannelsen, hvor lang tid tager det? Får vi SU under uddannelsen og ikke mindst, hvad vil det betyde for os at have bacheloruddannelsen? Disse spørgsmål er blevet stillet et utal af gange, og hver gang har vi fået det samme svar: ''Det kan vi endnu ikke svare på, for alt er så nyt endnu.'' Det var acceptabelt for otte måneder siden at få det svar, men svarene har været de samme hver gang og er det stadig.
Jeg tror, jeg taler på vegne af størstedelen af årgang september 98, når jeg siger, at lærernes udtalelser og manglende udtalelser om uddannelsen har gjort os mere og mere forvirrede, utilfredse og vrede. Sidste sommer fik vi at vide, at vi kunne tage uddannelsen i forlængelse af vores igangværende uddannelse, og at vi nok mistede det månedlige vederlag i sidste praktik. Allerede det fik mange til at tvivle, om de skulle tage imod tilbuddet. Senere fik vi at vide, at vores praktikperiode i øvrigt nok ville blive kortet ned til fem måneder i stedet for syv, og uddannelsen ville blive forlænget tre til fire måneder til opgaveskrivning. I hvert fald skulle vi tilmelde os uddannelsen, inden vi startede i praktikken efter sommerferien. Men vi hørte ikke fra skolen, og de nævnte muligheder gjaldt pludselig ikke længere. Vi fik at vide, at de endnu ikke var klar med vores uddannelse. Efter selv at have kontaktet skolen fik vi at vide, at vi alligevel beholdt vederlaget i praktikken.
I efteråret 2001 modtog vi et brev om, at der ville blive afholdt et møde på skolen om vores bacheloruddannelse. Nærmere tidspunkt for mødet ville blive sendt pr. brev snarest. Mødedagen oprandt, dog var der aldrig blevet fulgt op på det første brev, så mødetidspunkt og sted måtte vi selv finde ud af. Det medførte, at kun ca. 20 studerende ud af ca. 100 mødte op, da ingen var klar over, at mødet blev holdt. Skolen undskyldte det med, at de desværre havde glemt at sende det efterfølgende brev ud. Mødet viste sig at være spild af tid, da ingen kunne svare præcist på nogle af de mange spørgsmål, der var. En udvikling var dog, at vi nu kunne melde os til uddannelsen, som for vores vedkommende ville blive med start i september 2002. Nogle fik af vide, at tilmeldingen var bindende - andre, at den ikke var. Uddannelse, teori og opgaveskrivning skal forløbe samtidig med fastansættelse på en afdeling. Prikken over i'et: Uddannelsen vil koste os 5.000 kr.
Overgangsordningen skulle opstarte med første hold den 1. februar 2002. Det sidste nye er, at skolen ikke er klar til at begynde endnu, så februarholdet aflyses. Men hvem vil også ansætte en, som skal læse samtidig med fastansættelse, og som intet ved om studieforløbet to uger inden opstart? Og hvad så med os, der skulle starte i september?
Hvem skal man henvende sig til, når de, som skal undervise, ikke ved noget? Kan det virkelig passe, at når en ny uddannelse opstartes, og man vil have besvaret spørgsmål, bliver man omstillet til 2-3 forskellige lærere og studievejledere, som ikke ved, hvad de skal svare?
Mit indtryk er, at mange vælger bacheloruddannelsen af sikkerhedsmæssige grunde, da det ikke er muligt at tage uddannelsen om f.eks. to år, hvis man skulle have fortrudt. Hvem ved, hvad der sker de næste 5-10 år, hvor det måske lønner sig at have taget denne professionsbachelor i sygepleje? Nogle vælger den fra, for hvad skal de bruge den til, og desuden er 5.000 kr. mange penge. Det er ærgerligt, hvis man skal afgive muligheden for uddannelse pga. pengene. Hvorfor kan der ikke bevilliges SU til denne uddannelse?
Jeg er selv en af dem, der tager uddannelsen for at være på den sikre side. Så må vi se, hvad fremtiden bringer. Ligegyldigt, om man tager bacheloren eller ej, er det et svært valg. En tilfredsstillende information kunne gøre det lettere at træffe det korrekte valg. Den information, er vi mange studerende, der ikke mener, vi har fået.
Kristina Nielsen er sygeplejestuderende på Sygeplejeskolen i Københavns Amt.