Faglig kommentar: Systematik søges

Hendes blik var fast og røsten klar: "Jeg er en meget dygtig sygeplejerske."

Det lød overbevisende, men et øjeblik efter smed hun den pusfyldte forbinding på bordet i konferencelokalet og stak urinprøven ind i køleskabet ved siden af madpakken. Så hun var ikke en meget dygtig sygeplejerske, men derimod totalt uvidende om basale hygiejniske principper, ligesom ethvert spor af mikrobiologi var gået hendes næse forbi. Det skulle senere vise sig, at farmakologi for hende lige så godt kunne have været navnet på et krydderi fra Tyrkiet. Hun kendte intet til lægemidler.

Hun udviklede sit talent der, hvor det var nemmest. Hun blev god til at holde i hånd og til at være rigtig, rigtig sød.

Fagligheden og den analytiske, systematiske tankegang var defekt, men hun vidste det ikke selv.

Systematik. Det lyder kedeligt og uden direkte forbindelse til sygeplejen, men det er en nødvendighed, hvis vi vil give patienterne den bedst mulige pleje.

Tabt på gulvet

Jeg arbejdede engang på en sygeplejeskole, hvor lærergruppen morede sig meget over et tema, der havde titlen ''Chok, død og diabetes.''

Hvordan de tre emner i tidernes morgen var blevet spundet sammen, vidste vi ikke, og den helt store sammenhæng kunne vi ikke få øje på. Men sygeplejeeleverne havde undervisning om de tre områder i en uges tid. De vidste, hvad chok var, når de var færdige, og hvilke typer der fandtes. De havde været rundt om død, både fysiologisk, åndeligt, psykologisk og sygeplejemæssigt, og diabetes havde som en af de store sygdomme fået sin bekomst, så ingen var i tvivl om, at de Langerhansske øer lå i bugspytkirtlen og ikke mellem Ærø og Bogø. Der var systematik i undervisningen.

Da sygeplejerskeuddannelsen blev evalueret i 1996 faldt der drøje hug til sygeplejeskolerne. De studerende var ikke rustede godt nok til at klare de krav, der blev stillet i klinikken, og uddannelsen var helt forskelligt skruet sammen, om man blev uddannet i Ringkøbing eller Næstved.

Det skulle der være rettet op på nu, men nogle sygeplejersker blev tabt på gulvet, da uddannelsen led mest af mangel på systematik. Det ses, når man stikker hovedet ind på en sygestue og opdager, at sygepleje, det er noget, man selv skal bede om. Ikke at man så møder den helt store modvilje. Slet ikke. Tingene bliver gjort, men kun på anmodning.

Virginia Henderson giver et bud på en grundlæggende systematik, der kan benyttes i klinikken, når sygeplejestuderende og sygeplejersker skal finde ud af, hvordan sygeplejen skal tilrettelægges. Men mange kritiserer Virginia Hendersons 14 behovsområder for at reducere patienten til små firkantede klodser uden sexliv, og de forkaster dermed Hendersons forslag til en gennemgribende systematik.

Kunstneriske kruseduller

Sygeplejersker skal kunne identificere deres behov for ny viden, og de skal selv være i stand til at finde den viden. Glimrende. Men inden det kommer dertil, skal de have en skabelon for at navigere rundt i sygeplejen. Hvordan skal man ellers finde ud af, hvad man helt konkret skal gøre for og med patienten? Der er hårdt brug for et systematisk afsæt, når man er ny i faget. De kunstneriske kruseduller kommer på senere, akkurat ligesom i skøjteløb. Hvilken systematik kan man nå til enighed om? Sygeplejeprocessen er firkantet og ødelæggende for den intuitive og følsomme tilgang til patienten, mener nogle. Virginia Henderson hakker patienten ud i små, livløse dele, mener andre. Hvilke muligheder er der så?

Ud over kunstnere findes der vel ikke faggrupper, der kan undslå sig en metodisk tilgang til deres fag.

Sygepleje er konkret og har indbygget handletvang, patienten kan ikke altid vente på, at sygeplejersken overvejer sit næste træk eller glemmer at gøre noget, så frem for at gøre faget mere diffust skal systematikken tilbage. Der må gerne være hold i udsagnet: ''Jeg er en meget dygtig sygeplejerske.''