Sygeplejersken
Felttog for faget
Dansk Sygeplejeråd og danske sygeplejeskoler har flere gange efterlyst en øget indsats på landsplan mod sygeplejerskemanglen. Nu planlægger Amtsrådsforeningen en landsdækkende kampagne, der skal friste flere unge til at vælge uddannelsen til sygeplejerske.
Sygeplejersken 2002 nr. 9, s. 17
Af:
Katja Bender Sebbelov, journalist
Tv-spots og webreklamer kan blive en del af den kampagne, der i løbet af foråret skal være med til at lokke flere unge mænd og kvinder til at vælge uddannelsen til sygeplejerske. Faldende interesse for sygeplejerskeuddannelsen samt små ungdomsårgange får Amtsrådsforeningen til at arrangere en kampagne, der skal supplere sygeplejeskolerne og amternes lokale rekrutteringstiltag.
Kontorchef i Amtsrådsforeningen Eva Zeuthen Bentsen håber, at rekrutteringskampagnen kan blive klar i foråret og nå de unge, som søger uddannelse med studiestart allerede nu til sommer og i februar 2003.
''Formålet er selvfølgelig at få flere til at søge ind på sygeplejeskolerne. Men det grundlæggende problem med rekrutteringsinitiativer er, at de virker et år og ikke mere. Derfor vil vi have en landsdækkende mediestrategi, hvor vi også skaber mere synlighed omkring de sygeplejersker, der allerede er derude, og det arbejde, de laver. Vi vil vise på en positiv måde, at det med at være sygeplejerske er et utroligt vigtigt og betydningsfuldt job.
I dag er medierne med til at sætte en dagsorden for, hvad de unge vælger, og unge foretager et mere selvstændigt valg end tidligere. Før i tiden valgte de typisk efter, hvad deres forældre eller omgangskreds havde af uddannelse. Samtidig bliver der mere og mere kamp om de unge, og vi er nødt til at gå ind i konkurrencen,'' forklarer Eva Zeuthen Bentsen.
Landsdækkende reklame
Dansk Sygeplejeråd tog i 1999 initiativ til en stor reklamekampagne for faget. Kampagnen blev fulgt op året efter og derefter stoppet.
Arbejdsgiverne blev begge år spurgt, om de ville støtte kampagnen økonomisk, men takkede nej. Siden har både Dansk Sygeplejeråd og Rektorforsamlingen for sygeplejerskeuddannelsen flere gange efterlyst et landsdækkende initiativ. Formanden for Rektorforsamlingen, Sonja R. Skrumsager, er derfor godt tilfreds med en kommende kampagne.
''Vi havde håbet, at Amtsrådsforeningen tog bolden op, efter at Dansk Sygeplejeråd afsluttede sin rekrutteringskampagne. Og jeg er meget glad for, at det nu bliver til noget. Vi kunne godt ønske os at være mere synlige i offentligheden. Der er ingen tvivl om, at skolerne gør meget lokalt, men vi håber med den nye kampagne også at blive en del af de landsdækkende medier,'' siger hun.
Som optakt til kampagnen har Amtsrådsforeningen fået lavet en omfattende analyse af unges uddannelsesvalg hos Socialforskningsinstituttet. Undersøgelsen skal danne grundlag for kampagnens strategi.
''En stor gruppe af unge udser sig en uddannelse, der kombinerer det naturvidenskabelige og det humanistiske område. De kan godt håndtere begge dele og vil gerne arbejde med det menneskelige og bruge det konkrete og rationelle på samme tid. Det passer godt med noget af det, der er sket i sygeplejerskeuddannelsen: Det er stadig en uddannelse, hvor man lærer at yde omsorg, men der arbejdes også med evidensbasering, og uddannelsen giver titel af professionsbachelor. Så vi synes, vi har en vare at sælge til de unge,'' forklarer Eva Zeuthen Bentsen.