Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Jagten på de unge

De danske sygeplejeskoler har i flere år forsøgt at lokke unge til uddannelsen. Sidste år brugte skolerne i alt knap tre mio. kr. på reklame for faget. Alligevel er det svært at se en effekt af initiativerne.

Sygeplejersken 2002 nr. 9, s. 14-15

Af:

Katja Bender Sebbelov, journalist

Bliv sygeplejestuderende for en dag, praktikant i vinterferien eller deltag i workshoppen ''Knæk og bræk - gips og stræk.'' Sådan lyder et par af de tilbud fra sygeplejeskolerne, der skal lokke flere unge til faget.

18 ud af landets i alt 21 skoler brugte sidste år tilsammen knap tre mio. kr. på reklame for faget og uddannelsen, viser en oversigt over lokale rekrutteringsinitiativer fra Rektorforsamlingen for sygeplejerskeuddannelsen. I år budgetterer de 18 sygeplejeskoler med at bruge i alt omkring 2,25 mio. kr. på reklame.

Hidtil har det dog været svært at se den ønskede effekt af initiativerne. Interessen for sygeplejerskefaget er faldende, og antallet af studerende, som begynder på sygeplejerskeuddannelsen, er dalet med omkring ni pct. i perioden fra 1998 til 2000. Samtidig er ungdomsårgangene små de kommende år, og der er risiko for at mangle ca. 2.000 sygeplejersker i 2010, skønner tværministerielle udvalg. Den 1. januar i år var godt tre pct. af de normerede sygeplejerskestillinger i amterne og H:S ubesatte. 

Sygeplejestuderende påbegyndt uddannelsen ​ ​ ​ ​ ​ ​ ​ ​ ​ ​

 Tællingsår

​1991 ​1992 ​1993 ​1994 ​1995 ​1996 ​1997 1998​ ​1999 ​2000
​Antal stud. ​2.390 ​2.426 ​2.374 2.615​ 2.861​ 2.796​ ​2.682 2.851​ 2.591​ ​2.589

Det er blevet svært at tiltrække de unge til sygeplejeskolerne og der har de sneste år været mange ledige studiepladser, når tilmeldingsfristen udløb. Som regel lykkes det dog sygeplejeskolerne at fylde pladerne op inden studiestart. ​Tabellen viser antallet af studerende, som er begyndt på sygeplejerskeuddannelsen i perioden fra den 1. oktober til den 30. september i tællingsåret og stadig aktiv studerende en måned efter studiestart. 

Fra 1991 til 2000 er antallet af pladser på seygplejeskolerne i Danmark øget fra omkring 2.400 til omkring 2.900.

Kilde. Danmarks Statistik og Rektorforsamlingen for sygeplejerskeuddannelsen ​ ​ ​ ​ ​ ​ ​ ​ ​ ​

Tiltag spænder vidt

Amternes og sygeplejeskolernes rekrutteringstiltag spænder vidt. De deltager i uddannelsesmesser og udarbejder hjemmesider, uddeler gratis postkort på caféer og indbyder erhvervspraktikanter fra folkeskolen. En enkelt sygeplejeskole forsøger at få en stand på Roskilde Festival til sommer, og i et amt ansætter sygehusene unge gymnasieelever som lønnede praktikanter i skoleferier.

Men ifølge formanden for Rektorforsamlingen, Sonja R. Skrumsager, er det svært at vide, om de mange rekrutteringsforsøg virker.

''Det er vanskeligt at måle effekten direkte, men hvis vi spørger de optagne, hvor de har deres informationer fra, så peger de i høj grad på det materiale, de har fået fra den enkelte skole. Både åbenthusarrangementer og møder på gymnasierne spiller en stor rolle, og frem for alt har det stor betydning, når sygehusene slår dørene op.

Den store offentlighed har øjnene rettet mod sundhedsvæsenet, og medierne skriver helst om problemerne. Men hver uge ser jeg et læserbrev fra en tilfreds patient, som er blevet positivt overrasket over den behandling og pleje, han har fået på sygehuset. Hvis de knap 100.000 beskæftigede i sundhedsvæsenet besluttede sig for fortrinsvis at fortælle de positive historier om, hvorfor de bliver i jobbet, og hvor meget de får ud af det personligt, ville det påvirke opinionen. Men der er desværre epidemi i klagesange,'' siger Sonja R. Skrumsager.

De fleste sygeplejeskoler udgiver en eller anden form for skriftligt materiale om skolen og uddannelsen i form af brochurer, pjecer eller foldere, der visse steder også udgives på fremmedsprog. Alle skoler har et eller flere åbenthusarrangementer og deltager i studieorienterende møder på de enkelte gymnasier.

Unge i erhvervspraktik

Frederiksborg Amt er et af de amter, som gør en stor indsats for at friste unge til en kommende karriere i sundhedsvæsenet.

Side 15

I 2000 iværksatte amtets sundhedsvæsen en kampagne, der opfordrer teenagere fra 9. og 10. klasse til at gå i erhvervspraktik på amtets sygehuse. Knap 250 søgte om at komme i erhvervspraktik som sygeplejerske i skoleåret 2000/2001.

Ideen blev udvidet med et tilbud til unge på amtets gymnasier om en uges lønnet praktik i efterårs- og vinterferien. Amtet har på den baggrund fået 141 ansøgninger til 19 pladser fra unge, som gerne ville i lønnet praktik i dette års vinterferie, fortæller sygeplejerske og udviklingskonsulent Vibeke Rahbek.

''Kom ikke og sig, der ikke er interesse for sundhedsvæsenet blandt de unge. Stort set alle skriver i ansøgningen, at det er et godt tilbud og en god ide, der får dem til at overveje mulighederne for uddannelse og arbejde i sundhedsvæsenet i fremtiden,'' siger hun.

Vibeke Rahbek har selv været sygeplejerske i 30 år og er ansat til at arbejde med rekruttering til sundhedsuddannelserne i Sundhedsvæsenets Udviklings- og Uddannelsescenter i Frederiksborg Amt.

Udviklingscenteret, der er fælles for amtets fem sygehuse, varetager den generelle orientering i amtet om sundhedsfagene, strukturen og arbejdet i sundhedsvæsenet. Ud over initiativet med erhvervspraktik for skoleelever har Vibeke Rahbek inviteret 9. og 10. klasser på besøg til rundvisning på et sygehus, haft rundvisning og opdatering om sundhedsuddannelser for amtets skolevejleder og deltaget i møder med skolekonsulenter, der har ansvar for kontakten mellem skole og erhvervsliv.

Følgende skoler har ikke deltaget i Rektorforsamlingens undersøgelse af rekrutteringsinitiativer:

Sygeplejeskolen i Storstrøms Amt, Bornholms Amts Sundheds- og Sygeplejeskole og H:S Hovedstadens Sygeplejerskeuddannelse.