Sygeplejersken
Synspunkt: De omsorgssvigtede sygeplejersker
Det vigtigste er at få sygeplejerskers arbejdsglæde tilbage, hvis man skal undgå udbrændthed og flugt fra faget. Det kan bl.a. ske ved, at der bliver fokuseret på den enkelte sygeplejerskes motivation, ressourcer og kompetencer.
Sygeplejersken 2002 nr. 9, s. 29
Af:
Anette Mikkelsen, sygeplejerske
De fleste sygeplejersker starter deres ''kald'' med et brændende ønske om at hjælpe, at gøre en forskel. De er i besiddelse af en empati, der rækker ud over det sædvanlige og har en høj etik og moral. Men dette særegne træk ved sygeplejersker er måske også det, der gør dem så sårbare, i hvert fald når de er i et sundhedsvæsen, som ikke tager hånd om disse kvaliteter, men tværtimod driver rovdrift på dem.
Situationen i sundhedsvæsnet i dag er den, at sygeplejerskerne ikke føler, de kan leve op til deres egne værdier og etiske krav. Ikke fordi de mangler kvalifikationer, men fordi de ikke har tid nok, lederkontakt nok, overskud nok, personale nok eller redskaber nok. Resultatet er, at plejepersonalet står tilbage med en følelse af afmagt, hvilket går ud over både patienterne, der ikke får den kontakt, de har brug for, og sygeplejersken, der ønsker at give den. Men det går også ud over samarbejdet med kollegaerne, når de ikke har overskud til at tage hånd om hinanden. De giver omsorg, men lider selv af omsorgssvigt. Det er her, udbrændtheden viser sig, hvilket, jeg mener, er skyld i den flugt fra faget, der er i dag.
Har man i sundhedsvæsnet råd til ikke at fokusere på problemet? Og hvad kan og skal der reelt gøres? Får plejepersonalet den positive opmærksomhed, der skal til, for at de trives? Får plejepersonalet den videreuddannelse, efteruddannelse og udvikling, de har behov for? Får den enkelte mulighed for at udvikle egne personlige ressourcer og kompetencer gennem arbejdet og til brug i arbejdet?
Hvis flugten fra sygeplejefaget skal stoppes, hvis vi ønsker at have et plejepersonale, der er velfungerende og motiveret, skal der sættes fokus på problemerne, som de opfattes fra personalets side.
Løsningen er at tage udgangspunkt i udviklingen af det enkelte menneske. Der skal for den enkelte skabes bevidsthed om sig selv i forhold til leder og kollegaer både personligt og fagligt for at kunne forstå sin position i det team, man er en del af. Problemet er ofte, at de team, der findes i sundhedsvæsnet, ikke fungerer som team - de er arbejdsgrupper. Der mangler den interne dynamik, hvor der udveksles erfaringer, hvor der gives feedback, hvor den daglige leder er synlig i teamet, og hvor man er bevidst om ikke bare egne, men også de andres ressourcer og kompetencer.
Sygeplejersker kommer nemt til at overskride deres egne grænser for at opfylde patienters og afdelingens behov.
Hvis plejepersonalet i stedet får nye muligheder i form af redskaber til at arbejde i velfungerende og selvstyrende team, mener jeg, at resultatet bliver et andet.
Det er vigtigt, at arbejdsteamet har en fælles referenceramme - et fælles styringsværktøj til at forstå sig selv og hinanden ud fra. Hvis alle i teamet har kendskab til såvel egne som andres ressourcer og kompetencer, er det muligt at skabe et miljø, hvor alle har adgang til de kapaciteter, der er indeholdt i teamet. Dette giver en langt bedre mulighed for at udnytte potentialet i teamet til det yderste, både fagligt og personligt, da den enkelte i et velfungerende team ved, hvor de skal hente de ressourcer, der er brug for hos de andre i teamet eller i et eksternt netværk. I et velfungerende team vil der også ske det, at intelligensen forøges, idet der bliver lagt grund til et udviklende og lærende miljø. Teamet vil på baggrund af åbenhed og de delte ressourcer udvikle nye strategier, mål og arbejdsmetoder.
Jeg mener altså ikke, at det kun er ny faglig viden, der er brug for, eller at det blot er et spørgsmål om at få flere ansatte. Vi har erfaring med, at det er vigtigere at få arbejdsglæden tilbage til faget. Der skal fokuseres på den enkeltes motivation, kommunikation og engagement ved at give plejepersonalet de styringsredskaber, der skal til for at kunne arbejde som velfungerende og selvstyrende team. Den enkeltes arbejdsglæde og motivation er afhængig af at være en del af et velfungerende team. Redskaberne og værktøjerne findes, men får den enkelte medarbejder og teamet mulighed for at bruge dem, således at visioner, værdier, mål, handling og resultater kan skabe en velfungerende og glad arbejdsplads?
Anette Mikkelsen er ansat i Résurse, Moltke-Leth Gruppen i København.