Når far eller mor dør

Desværre er det kun ganske få kommuner i landet, der ser det som deres opgave at bevilge penge til igangsættelse af sorggrupper for børn og unge, som har mistet en af deres forældre. Men Frederiksberg Kommune tager opgaven alvorligt, og kommunen har i 2002 og 2003 givet penge til sådan en sorggruppe i foreningen Børns Vilkår.

Det er meget vigtigt at give penge til dette arbejde. Som gruppeleder oplever jeg, hvor stor en virkning det har at give opmærksomhed til børnenes sorg og det tab, de har lidt. I gruppen er børnene og de unge samlet om det værste, man kan komme ud for, nemlig at miste en af sine forældre, måske dem begge, eller en bror eller en søster. At give opmærksomhed til dette store tab forandrer alt, også selv om intet er forandret.

At miste en af sine forældre, mens man endnu er barn, er en skelsættende oplevelse, der indeholder så megen sorg og smerte, at det kan være skræmmende svært - også som voksen - bare at skulle høre om det. Mange af os vender det døve øre til, fordi vi slet ikke ved, hvad vi skal sige, og hvordan vi kan møde barnet. Resultatet er for det meste, at barnet lades alene med sine tanker og følelser, og det er netop det, der ikke må ske. Det efterlader barnet i en situation, hvor det ikke kan finde hoved og hale på sin egen indre og ydre verden.

Når barnet mærker, at der ikke er plads til at snakke om alt det, der fylder, kommer det meget let til at føle sig anderledes og ikke o.k. Voksnes berøringsangst signalerer: ''Nu må det da være ovre, livet skal gå videre,'' og det øger barnets følelse af at være forkert. Tabet er ikke noget, der går over, og følelsen af, at livet går videre, er bare en talemåde.

For en del børn går livet faktisk ikke videre. Ifølge Register for selvmord, Center for selvmordsforskning, tog 41 drenge og 8 piger deres eget liv i årene 1980-1998. Børnene var mellem 10 og 14 år.

Det forekommer usandsynligt, at børn og unge kan tænke på

Side 25

at tage deres eget liv, og forfærdeligt, at de forsøger at gøre det, og at det lykkes for nogle. Det efterlader altid et stort og rungende spørgsmål om, hvad det var, vi ikke så eller ikke ville høre.

Nogle børn fortæller, at de tænker på at tage deres eget liv for at være tæt på den af forældrene, der er død. Det skal vi sygeplejersker være med til at forhindre.

Skadelig tavshed

Alle børn eller unge, der har mistet en eller begge forældre, har brug for, at vi viser os som voksne, ansvarlige mennesker, der tør stille op. At vi viser os som rummende, indfølende, accepterende voksne. Nogen som barnet kan komme til - også med det, der er svært.

Mange voksne tror, de skåner barnet ved ikke at tale om, hvordan det er at have mistet en mor eller far. De vil ikke gøre barnet ked af det, for når de snakker om det, der er så svært, kommer barnet tit til at græde.

Men det er ikke den interesserede voksne, som er årsagen til gråden. Barnet er ked af det, og når nogen spørger til og viser omsorg for den smerte, barnet går med, kommer tårerne bare og letter presset for en stund, så barnet kan få kraft og mod til at leve.

At blive mødt med tavshed kan på lang sigt skade børnene, så det hæmmer deres lyst og mod til at knytte nye bæredygtige relationer med andre mennesker. Børnene passer på sig selv og bliver bange for at lukke op og for at give og modtage kærlighed.

Sygeplejerskers ansvar

Det er ikke kun kommunerne, der har et ansvar. Sygeplejersker har også et fagligt ansvar for at få øje på disse børn, at tage dem alvorligt. Sorg er en naturlig følelse, og vi kan hjælpe dem med at sige farvel til deres kære, men også goddag til en ny hverdag, hvor de lærer at leve med længslen og smerten.

Netop sygeplejersker, sundhedsplejersker og pædagoger kommer i kontakt med mange mennesker, der er udsat for tab af en ægtefælle, hvor der er børn eller unge i familien, som har mistet en forælder. Det er på det tidspunkt, vi skal henvende os til barnet, spørge, hvordan det går, og allerhelst sætte tid af til at tale med barnet et roligt sted. Vi kan ikke tage smerten fra barnet, og sorgen kan ikke trøstes væk. Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert at sige, men den bedste trøst, vi kan give, er at være der, at holde om og holde af. At vise, vi er der.

Rigtig mange børn fortæller, hvor svært det er at være i skolen efter dødsfaldet. De bliver mobbede og føler sig udenfor. De går tit alene og isolerer sig. De føler, at de ikke bliver set som dem, de er, men som ''hende der havde en mor, som døde,'' og det er meget hårdt at blive sat i bås på den måde.

Spiller fodbold i himlen

I sorggruppen deler børnene og de unge deres tanker og følelser med hinanden og får hjælp til at sætte ord på de svære følelser som vrede, angst, skyld og håbløshed.

I gruppen kan børnene også tale om alle de gode oplevelser, de havde sammen med den, de nu har mistet, og de får hjælp til at udvikle nogle handlemuligheder, når de har det svært. Vi snakker også om, hvor børnene tror, deres far eller mor nu er henne, og her sagde Søren på 11 år:

''Himlen er bag skyerne som en lille minijord, hvor far spiller fodbold dagen lang. Han kan se ned på jorden, han kan se mig.''

For Søren var det godt at tænke på, at hans far hygger sig med det, som er allerbedst, nemlig at spille fodbold, og at han, Søren, blev set af sin far.

Det betyder meget at blive set, og for alle børnene gælder det, at de bliver bange for, at billedet af den døde forælder blegner. Derfor er det vigtigt at tale om tabet, også selv om det ligger flere år tilbage. Det hjælper børnene til at kunne blive ved med at se den mor eller far, de mistede.

Det har betydning, at vi som medmennesker, fagpersoner og politikere tør bruge vores viden og erfaring om, hvordan det er at miste nogen, vi har kær, så vi aktivt hjælper børnene og de unge med smerten her og nu og forebygger en indkapslet, fastboende smerte på længere sigt. -

Karenn Nielsen er sygeplejerske og psykoterapeut. Hun er gruppeleder af en sorggruppe for børn og unge i Børns Vilkår.