Når pårørende saboterer

Pårørende, der udspionerer plejepersonalet, fjerner tabletter fra doseringsæskerne eller smækker døren i for hjemmehjælperen, er heldigvis ikke daglig kost i den kommunale ældrepleje.

Når samarbejdet med de pårørende en sjælden gang går helt galt, er det til gengæld noget, der koster, både tidsmæssigt og menneskeligt.

Og undervejs står den sygeplejerske, der kommer i hjemmet, og hendes leder over for mange vanskelige afgørelser.

”Hvor meget skal vi som hjemmesygeplejersker finde os i?” spurgte hjemmesygeplejerske Elsebeth Poulsen, Aalborg Kommune, i et læserbrev i Sygeplejersken nr. 12/2003.

Her beskriver hun et meget problematisk samarbejde, hvor en datter til en gammel dame med Parkinsons sygdom ikke bare overfusede plejepersonalet, men også gemte ordineret medicin og nægtede at oplyse, hvem moderen havde til læge.

”Hvor er det juridiske henne i sådanne sager. Sager, som vi med sikkerhed vil opleve flere og flere af?” spørger Elsebeth Poulsen.

Faglig udfordring

For hjemmesygeplejersken, lederen af hjemmeplejen og i sidste ende kommunalbestyrelsen findes der en række instanser, man kan hælde sit hoved til.

Først og fremmest den læge, der har ordineret medicin og hjemmesygepleje, i anden række embedslægen, statsamtet, bedriftssundhedstjenesten mfl. (Se de følgende artikler).

Men grundlæggende er samarbejdsproblemer en faglig udfordring, mener vicedirektør Dorrit West, Københavns Kommunes sundhedsforvaltning.

”Det er en skæv vinkel at spørge, hvad der er af muligheder for at rejse værgemålssag eller begrænse de pårørendes indflydelse på andre måder.

Når man opfatter patienten som en helhed, er de pårørende en del af opgaven. Hvis en patient har en besværlig pårørende, så er det en del af helheden, og så handler det ikke om at klippe den besværlige del ud, så man får en helhed, der er lettere at håndtere.”

Voksende problem

”I en række meget omtalte sager har der jo rent faktisk vist sig at være hold i klagerne,” siger konsulent Bodil Ludvigsen, Dansk Sygeplejeråd.

”Som sygeplejersker har vi lidt svært ved at modtage kritik. Vi går i forsvar i stedet for at spørge, hvad man kan lære af de mennesker, der ulejliger sig med at klage.Men når det er sagt, så findes der altså mennesker, som det efter min bedste mening ikke er muligt at samarbejde med.”

Bodil Ludvigsen har arbejdet med primærområdet i over 20 år, først som hjemmesygeplejerske, siden som leder og konsulent. Hun er ikke i tvivl om, at der er blevet flere af de problematiske sager.”Der er jo mindre tillid til autoriteterne, og folk er blevet bombarderet med klageråd og klageanvisninger. Man finder sig ikke i nær så meget, og det er godt nok.

Men forventningerne til os skal være berettigede. Vi er professionelle, vi er ikke patientens eller borgerens familie.

Folk må også indse, at man ikke kan leve et normalt liv, når man er blevet syg og dement. Sådan er det, og det er ikke samfundets skyld eller sygeplejerskernes eller lægernes.”

Følelser i klemme

Bodil Ludvigsen husker en sag, hvor familien til en gammel dame havde meget svært ved at acceptere, at hun var ved at dø.

Et familiemedlem forsøgte endda at presse mad i hende, og da hun var død, beskyldte familien plejepersonalet for at have sultet den gamle dame ihjel.

”Men mennesker, hvis bevidsthed er sløret, må man ikke give mad og drikke. For så holder synkerefleksen op med at fungere, og så kan der ske fejlsynkninger.”

I sådan et tilfælde har personalet måske ikke været dygtige nok til at forklare, hvorfor de gør, som de gør. Men personalet kan komme til kort, uanset hvor meget de har forsøgt.

”Det er situationer, hvor der er mange følelser i klemme. Som personale ved man ikke, hvad man kan stå over for i en familie,” siger Bodil Ludvigsen.

Side 9

Billede

Side 10 

”Det er ikke ukendt, at pårørende projicerer deres sorg og vrede over på personalet. Det kan gå galt selv for helt almindelige fornuftige mennesker, hvis de ikke har et afklaret forhold til deres far eller mor.”

Modstridende behov

”Når den ene af to ægtefæller skal på plejehjem, oplever man ofte, at den, der bliver boende, kommer i krise,” siger afdelingssygeplejerske Elsebeth Nielsen fra Slottet, et af de selvstændige plejehjem i De Gamles By i København.

”Det er forståeligt, for det er jo en form for skilsmisse. Men samtidig med, at vi skal give en ny beboer en god start, står vi altså med en ægtefælle, vi skal tage os af.”

Elsebeth Nielsen kan godt forstå, at de pårørende går til pressen, når de ikke kan råbe politikerne op med deres klager over niveauet.

Hun er til gengæld frustreret over, hvor meget tid der somme tider går med at forklare familien, hvorfor man gør, som man gør, eller forklare, at det, familien ønsker, dybest set ikke svarer til den gamles behov.

For plejepersonalet må optræde som den svage gamles advokat, siger hun i et læserbrev i Sygeplersken nr. 14/2003.

”Hvis familien f.eks. får en gammel dame meldt til aktiviteter hver dag, fordi hun er vant til at være meget udadvendt, er vi nødt til at reagere, når vi kan se, at det simpelthen er for meget for hende,” uddyber Elsebeth Nielsen.

Misforstår plejen

Konflikten opstår, når den gamle dames familie ikke kan eller vil forstå, at hun er ved at blive dement og har bedre af at sidde stille i en krog af dagligstuen end at komme på udflugt.

Så lyder kritikken: ”Personalet gør intet for beboerne. Min mor får lov til at sidde i en stol hele dagen.”

Den slags faglige misforståelser har gode chancer for at ende på forsiden af en formiddagsavis.Det kan hurtigt blive udlagt som vanrøgt, når en ægtefælle vil have personalet til at ringe efter lægen, fordi manden hoster, og hun ikke kan forstå, hvorfor man skal være tilbageholdende med penicillin.

Eller det bliver til anklager om ligegyldighed og forsømmelse, når en apopleksiramt beboer får lagt ernæringssonde pga. fejlsynkning:

”De gad ikke engang hjælpe min mor med at spise. Hun fik sonde, fordi hun ikke kunne tygge hurtigt nok.”

Somme tider lykkes det simpelthen ikke at trænge igennem med en forklaring, og så savner Elsebeth Nielsen en strategi fra forvaltningens side, som hun kan støtte sig til og melde ud til de pårørende.”Hvor langt skal man gå for at imødekomme de pårørende? Hvor mange gange skal man prøve at forklare ting, som ikke bliver forstået? Og hvilke krav kan vi stille til de pårørende om samarbejde og gensidig respekt?”

Fire sager på et år

En række hjemmeplejeledere, som Sygeplejersken har spurgt, synes ikke, besværlige pårørende er et særlig stort eller voksende problem.

Det gør til gengæld de ledere, der har haft en sag. Områdesygeplejerske Inge Højmark, Aalborg Kommune, kan komme i tanke om fire tilfælde inden for det sidste år:

”F.eks. har jeg været nødt til at fortælle en ægtefælle, at hvis han ikke kunne opføre sig ordentligt over for mit personale, kunne de ikke komme der.”

Inge Højmark ønsker ikke at komme nærmere ind på problemerne hos den gamle dame med Parkinsons sygdom, som blev omtalt i læserbrevet i Sygeplejersken.

Det har været et meget langt forløb, men i dag kommer hjemmesygeplejerskerne ikke mere i hjemmet.”Personalet har nok også syntes, at forløbet var for langt. Vi har prøvet alt, og vi har hele tiden været meget omhyggelige med at dokumentere det,” siger hun.

”Vi trak os først ud den dag, den pårørende fortalte, at hendes mor havde skiftet læge, og ikke ville fortælle os, hvem det var.

Da måtte jeg sige, at vi ikke kunne arbejde i hjemmet mere, fordi vi ikke længere havde en ordination.”

Psykisk arbejdsskade

Lægeskiftet blev anledningen, men den psykiske belastning af personalet medvirkede stærkt til Inge Højmarks beslutning.

”Som leder har man også et ansvar for det psykiske arbejdsmiljø. Der er grænser for, hvad personalet skal udsættes for,” understreger hun.

”Efterhånden som forløbet spidsede til for den sygeplejerske, der kom i hjemmet, havde hun det sådan, at hun tænkte på det om aftenen, hun tænkte på det om morgenen, og hun drømte om det om natten. Til sidst kunne hun ikke mere.”

Sygeplejersken tog imod et tilbud om psykologhjælp, og forløbet blev anmeldt som en psykisk arbejdsskade. De sygeplejersker, der kom i hjemmet for at give medicin de sidste par uger, gik kun ind to ad gangen.

Erfaringerne skal nu omsættes til retningslinjer, som sikrer personalet hurtig hjælp, hvis de kommer ud for fysisk eller psykisk overlast eller en anden voldsom oplevelse, fortæller Inge Højmark.”Vi arbejder på en psykisk beredskabsplan, så vi, næste gang vi får så vanskelig en sag, kan sætte ind med det samme og hjælpe medarbejderne med at bearbejde, hvad de kommer ud for.Så det ikke kommer tilbage til dem et år eller to senere, og vi kommer helt ud, hvor det ender med sygemelding og førtidspension.”