Faglig kommentar: Hellere røgfri end kritisk

Det er ham, der skal holde tilbage. Du behøver ikke at bremse ned her,” kan min mand finde på at sige, når det er mig, der sidder ved rattet. ”Det er muligt,” svarer jeg så, ”men hvis han nu ikke har tænkt sig at overholde sin vigepligt, så har jeg ikke så meget at bruge mine rettigheder til, hvis jeg havner på sygehuset eller i kapellet.”

Kald mig overforsigtig eller bare skeptisk. Jeg har det lidt på samme måde, når talen falder på offentligt ansattes ytringsfrihed. Det er muligt, at man ikke kan afskediges, fordi man bruger sin ytringsfrihed, men der er mange andre former for yderst ubehagelige sanktioner. Bare tanken om, at ens sag måske skal behandles af Folketingets ombudsmand, kan give tynd mave. Og hvad skal man foretage sig, mens sagen kører? Man skal heller ikke regne med at blive budt velkommen tilbage på sin arbejdsplads med flag og kransekage, selv om ombudsmanden skulle give én ret.

Hæder og kransekage følger dog med den pris, Sygeplejersken uddeler hvert andet år til en sygeplejerske, der har brugt sin ytringsfrihed til at markere sig i den offentlige debat om sundhedspolitiske eller sygeplejefaglige problemer, hvad man kan læse om i sidste nummer af Sygeplejersken. ”Der er brug for nogle, som vover at være en sten i skoen på systemet, for uden sten i skoen – ingen ændringer eller forbedringer,” sagde sygeplejefaglig medarbejder på Sygeplejersken, Jette Bagh, til årets prisvinder, sygeplejerske Robert Olsen, forstander for Mændenes Hjem, og Dansk Sygeplejeråds formand Connie Kruckow talte om sygeplejerskers ytringspligt.

Jeg tror, alle sygeplejersker er lidt stolte, når en kollega markerer sig i den sundhedspolitiske debat og trodser frygten for, at systemet ikke overholder sin vigepligt. Interessant er det, at samme beundrede egenskaber ikke i samme grad efterspørges i virkeligheden.

På 23 sider med stillingsannoncer i Sygeplejersken for nøjagtig ét år siden efterspørges mange fortrinlige egenskaber hos jobansøgerne. Stærk sygeplejefaglig identitet, omstillingsparathed, initiativ, selvstændighed, fleksibilitet, rummelighed og samarbejdsevner, engagement, handlekraft, bred erfaring, kompetence og kreativitet er efterspurgte egenskaber. Er man desuden smilende, imødekommende og kollegial, serviceminded, udadvendt og røgfri, er det helt perfekt.

Der efterspørges ikke samfundskritiske, diskussionslystne sygeplejersker, der drevet af social indignation ytrer sig i den sundhedspolitiske debat og solidariserer sig med de svageste medborgere. Ingen søger en ny kollega, der vil se på deres virksomhed med kritiske øjne, selv om mange institutioner nok kunne have gavn deraf.

Arbejdsgiverens behov og samarbejdsklimaet prioriteres. Ansøgeren belønnes med et spændende job og faglig udvikling. To parter, som hver har noget, den anden har brug for, skal forenes i systemet, og systemet efterspørger ikke sten i skoen. Den perfekte institution efterspørger den perfekte medarbejder, og tilsammen vil de helst præsentere resultatet som et skønmaleri, der måske ikke altid er i overensstemmelse med virkeligheden.

Tredjepart, borgeren, som al energien formelt er rettet mod, kommer ikke til orde. Han kan ikke altid selv gennemskue systemet og har ikke altid evner og kræfter til at råbe op. Hans tarv kan være afhængig af, at nogle opfatter ytringsfrihed som ytringspligt, og at nogle vover skindet, selv om systemet ikke altid overholder sin vigepligt.