Retten til egne stemmer

Billede

Side 23 

Efter 10 års tvangsindlæggelse og 13 år med diagnosen skizofreni er Ron Coleman nu en underviser, der har publikum i sin hule hånd. Han taler skiftevis hurtigt og langsomt, giver tilhørerne små opgaver, udfordrer dem til at besvare spørgsmål på engelsk og formår at få 110 mennesker til at arbejde sammen i små grupper.

Da han fortæller, hvorfor han selv blev skizofren, er stilheden fortættet. Ron Coleman forelæste i maj på landskursus for sygeplejersker beskæftiget med psykiatrisk sygepleje. Han siger, at det, de professionelle reagerer på, er den sindslidendes opførsel og symptomer. Flere faktorer indgår ikke i dataindsamlingen.

”Herefter følger det klistrede psykiatri-plaster, vi sætter på for at dække over spalterne i personen,” mener Ron Coleman.

Men de professionelle skal være opmærksomme på, at når en sindslidende f.eks. hører stemmer, er problemet ikke stemmerne, men hvordan man responderer på dem.

For at give tilhørerne en fornemmelse af, hvordan det er at høre stemmer, bliver de bedt om at sætte sig sammen tre og tre. To personer skal føre en almindelig samtale, mens en tredje agerer stemme og med 30 cm’s afstand siger underlige, fornærmende og grimme ting ind i en af de andres ører. Gruppearbejdet stopper, når alle har været udsat for en stemme.

”Hvad ville konsekvenserne af at høre stemmer være, hvis I var udsat for det i seks måneder?” spørger Ron Coleman.

Tilhørerne remser op, og listen bliver lang. Det går op for alle, at listen er identisk med International Classification of Diseases, ICD10 – listen over symptomer på skizofreni. Med denne erkendelse følger en ny stribe spørgsmål: ”Hvem ville I fortælle, at I hører stemmer?”

”Hvad ville I gøre?”

Ingen i salen ville fortælle deres læge om stemmerne. ”På den måde er I med til at stigmatisere,” fastslår Ron Coleman.

Gode eller onde stemmer

Vendepunktet i hans eget liv indtrådte, da han af sin værge blev opfordret til at deltage i en gruppe for sindslidende, der hører stemmer. Først nægtede han, men da hun lovede ham en øl efter gruppearbejdet, indvilgede han. Det blev starten på et nyt kapitel i hans liv. Ron Coleman har i dag startet grupper for mennesker, der hører stemmer, i samarbejde med sygeplejerske Mike Smith, som også holdt foredrag på landskursus for psykiatriske sygeplejersker.

I grupperne taler man åbent om sine stemmer, og sygeplejersken/terapeuten hjælper den sindslidende med at kortlægge dem. Hvor mange er der? Hvad siger de? Er de gode eller onde? Hvornår optræder de? Herefter kan den sindslidende begynde at forhandle med stemmerne om f.eks. kun at optræde mellem klokken 19 og 20 om aftenen eller på særlige dage, f.eks. fødselsdag eller dødsdag.

Det er forholdet til stemmerne, der afgør, om man bliver eller ikke bliver patient, fortalte Mike Smith. Syv ud af 10 sindslidende siger, at meget alvorlige begivenheder i livet, traumer, var årsager til, at stemmerne begyndte.

Mobiltelefon uden SIM-kort

Hvis en sindslidende går på gaden og taler med sine stemmer, kommer politiet. Derfor har man i Birmingham, hvor Ron Coleman arbejder med sindslidende, fundet på at give dem en mobiltelefon uden batterier og uden SIM-kort. Herefter er der ingen, der finder det ejendommeligt, at den sindslidende går rundt og taler eller har et skænderi med sin stemme. Den sindslidende får lov til at være i fred.

Mennesker, der hører stemmer, har mulighed for at vælge forskellige løsninger på det, stemmerne beder dem gøre. Ca. 15 pct. af alle skizofrene begår selvmord. De professionelles opgave er at gribe ind, før de sindslidende træffer de forkerte valg, men det er ikke sygeplejerskers opgave at være moralister og fortælle den sindslidende, hvad der er normalt og rigtigt, og hvad der er forkert. Derimod er det en meget væsentlig opgave for sygeplejerskerne at hjælpe den sindslidende til at bevare sit netværk. Sygeplejersker skal arbejde på at gøre sig selv overflødige i de sindslidendes liv og genopdage, hvad sygepleje er. Et fag med sin egen berettigelse. En behandling i sig selv, mener Ron Coleman.

Ejerskab er nøglen

For at vurdere kvaliteten af deres arbejde behøver sygeplejersker blot at spørge sig selv, om de ville bringe et familiemedlem, f.eks. en søn eller datter, ind på deres egen afdeling. Hvis svaret er nej, er kvaliteten ikke god nok, og man må arbejde for at nå frem til at kunne svare ja, siger Ron Coleman.

Samtidig skal sygeplejersken huske, at enhver patientkontakt rummer en mulighed for at blive et vendepunkt i den syges liv. Hvis man spørger en patient, om han hører stemmer, og svaret er ja, så hører patienten virkelig stemmer. Hvis det er udgangspunktet, kan den sindslidende gøre noget, for så er problemet ikke uden mening. Ejerskab er nøglen til at komme sig.

Sandra Escher og Marius Romme har udarbejdet ”Interview med en person, der hører stemmer.” Guiden kan downloades fra www.dsr.dk Klik på faglige sammenslutninger og herefter på FS11.  

Supplerende litteratur

I Social kritik nr. 86 – maj 2003 har Jacob A. Cornett skrevet artiklen ”Fællesskabende,” som rummer en problematisering af recoverytænkningens individualisering og et udkast til en community psykologisk socialpsykiatri.