Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Et hold ældre damer

”Vi plejer.” Sådan lyder det ofte på intensivafdelingen på Århus Amtssygehus, hvor gennemsnitsalderen blandt sygeplejerskerne er høj. For Susanne Christensen på 30 år kan det en gang imellem være lidt trættende.

Sygeplejersken 2003 nr. 26, s. 9

Af:

Grethe Kjærgaard, journalist

Men samtidig må hun erkende, at de ældre kolleger ofte kommer med nogle gode løsninger:

”De er jo fra en tid, hvor man ikke havde alt det apparatur, som vi har i dag. Det betyder, at de kan noget, som vi unge ikke har tilegnet os. En tavs viden, som de ikke selv kan sætte ord på.”

Susanne Christensen læser til cand. cur. og er på fast aftenvagt med et hold ældre damer, som hun siger. Trods aldersforskellen føler hun sig godt integreret i gruppen:”Kollegerne er engageret i deres arbejde, og det tror jeg egentlig er helt uafhængigt af alder. Og fagligt er de bestemt opdateret. Forskellen ligger måske snarere i, at de har svært ved at slippe de faste rammer i modsætning til os unge, som er mere indstillet på at gøre tingene på en ny måde.”

Når Susanne Christensen er færdig med sit kandidatstudium, vil hun gerne fortsætte i klinikken:

”Jeg har lyst til at udvikle den kliniske sygepleje, og her vil det sikkert være en fordel at blive i afdelingen, hvor vi kender hinanden. Ellers kan det måske være svært at komme som yngre og fortælle de erfarne sygeplejersker om praksis. I hvert fald skal jeg have mine argumenter i orden. Indtil videre har jeg dog kun positive erfaringer, når jeg fortæller nyt fra studiet. Kollegerne lytter og er ikke bange for at spørge. De tænker ikke – nu har jeg været her i så mange år, så det er dumt at spørge. Omvendt kan de godt stejle ved ordet sygeplejeteori. Så står mange af. Men igen: De har deres erfaringer, som vi yngre drager nytte af.”

Indtil for få år siden var der stort set ikke yngre sygeplejersker på afdelingen, men den situation er ved at ændre sig, og det er godt for afdelingskulturen, mener hun:”Da jeg startede her for tre år siden, skulle jeg glide ind i en fast sammentømret gruppe, hvor kollegerne var 20-25 år ældre. Det var lidt hårdt. For alle snakkede så indforstået og vidste alt om hinandens børn og mænd. Som ung er man et helt andet sted i sit liv end bedstemorgenerationen. Derfor betyder det noget at have kolleger, som er på alder med én selv. I virkeligheden er det netop på det sociale felt, at forskellene er størst, og ikke på det faglige plan.”

TEMA: SENIORPOLITIK

Værdsatte seniorer er længere i jobbet            

Farvel til myterne              

Et hold ældre damer               

Individuelle aftaler holder på de ældre               

Ikke flere nattevagter                

Ekstra ferie og fridag