Faglig kommentar: Gråzoner er guf

Jeg besøgte en familie med tre børn og blev optaget af at læse en liste med 10 punkter, der hang i et plasticchartek i entreen. Listen indeholdt konkrete budskaber til børnene om, hvad de forventes at gøre, i det øjeblik de betræder den hjemlige arena.

Det var sådan noget som skoene af, madkassen til køkkenet, nøglen på nøglebrættet og yderligere 6-7 andre ting.

Børnene fra familien vil være rustet til at indgå i en regelstyret virksomhed, når de bliver voksne. Et af den slags steder, hvor alting er formuleret på skrift i et forsøg på at undgå selvstændig tænkning og kreative løsninger. Den type virksomhed findes også i sundhedssektoren. På nogle afdelinger er det første, der møder patienten, en opslagstavle med en salve af påbud:

”Patienterne må gerne modtage blomsterbuketter, men de pårørende forventes selv at passe blomsterne.”

”De pårørende må ikke tage kaffe her. Kaffe kan købes i automaten i forhallen for 6,50 kr.” og mere af samme skuffe.

Trods en voldsom efterspørgsel på omstillingsparate, humoristiske, fleksible og kreative medarbejdere trives regelsamlingerne tillige blandt sundhedssektorens personale. Hvad der egentlig ligger i plus-ordene, er der tilsyneladende aldrig nogen, der har overvejet, for man kan umuligt mene, at fleksible og kreative medarbejdere trods alt trives bedst med stive, ubøjelige regler og et væld af kontrolforanstaltninger.

Så hellere efterspørge det, man i virkeligheden vil have: Usikre, selvcensurerende medarbejdere, der har det bedst med kontrol fra morgen til aften. Men det vil selvfølgelig se aparte ud i en annonce.

En engelsk redaktør delte sygeplejersker op i fire grupper: Ildsjælene, de engagerede, de pligtopfyldende og dem, der er tunge i røven. Den sidste gruppe kan man ikke skrive til, kan man ikke nå med et tidsskrift, var hendes erfaring./P>

Men det kan man i det daglige arbejde, selv om det kan være en vanskelig pædagogisk opgave. F.eks. ved at give sygeplejerskerne ansvar for et eller andet, om det så er nok så lille bitte en ting. At udstyre arbejdspladsen med et hav af skrevne og uskrevne regler har aldrig fået nogen til at blomstre.

Det er netop i de gråzoner, som en arbejdsdag kan rumme mange af, en medarbejders evne til at løse problemer og finde på kan komme til udtryk. Som leder kan man være enig eller uenig i måden, tingene bliver gjort på, men er man leder, får man sin hyre for at kunne skelne mellem stort og småt. ”Hvad er det værste, der kan ske?” må man spørge sig selv og øve sig i at slippe tøjlerne, hvis ikke konsekvenserne bliver fatale.

Regelstyrede arbejdspladser har ofte et finpudset og forkromet sæt værdier, der befinder sig i en skuffe et eller andet sted. Den skærende kontrast mellem værdier og praksis er ledelsen blind for. ”Sådan er systemet,” siger medarbejderne, men systemet er skabt af mennesker, og mennesker kan derfor forandre det, hvis de ellers tør.

I AKF nyt nr. 1/2003 beretter dr. phil. Verner C. Petersen, hvordan han har set sig vred på en beskrivelse af, hvordan man skal holde på en støvsuger, hvis man arbejder med hjemmeservice. ”Støvsugning udføres med støvsuger monteret med et til opgaven og overfladen egnet mundstykke.”

Her forventer man, at medarbejderne ikke kan tænke selv, eller at de direkte er dumme, mener han.

De 10 bud i børnefamilien kan ved første blik være fristende at kopiere, når man for 120. gang er tæt på en forstuvning, fordi en tennistaske og et par kondisko i størrelse XXXL står i vejen. Men den går ikke. Gråzoner er guf både for børn og for voksne. Færdig. Jeg går for at hente en kop kaffe.

Mit blik falder på køkkenlågen: ”Ryd op efter dig!!!! (Din mor arbejder ikke her!). Placer din opvask i opvaskemaskinen efter brug, IKKE på køkkenbordet – hvor svært kan det være?” står der.

Køkkenbordet bugner af opvask.