Sygeplejersken
Ikke flere nattevagter
Det tog 4-5 dage for Tove Sørensen at blive sig selv igen efter en omgang nattevagter på intensivafdelingen på Århus Amtssygehus.
Sygeplejersken 2003 nr. 26, s. 12
Af:
Grethe Kjærgaard, journalist
”De gjorde noget ved mig fysisk,” siger hun.
I dag er hun fri for nattevagter takket være arbejdspladsens seniorpolitik. ”Ellers havde jeg nok fundet andet arbejde,” erkender hun.
Tove Sørensen, der er 51 år, er i forvejen på deltid – 31 3/4 time – og det gør sammen med den nye arbejdstid, at hun trives med jobbet. Det er der nemlig ikke noget i vejen med:
”Jeg har været intensivsygeplejerske næsten hele mit sygeplejeliv, og det er jeg godt tilfreds med.”
Den store erfaring med specialet gør, at hun føler en ro ved sit arbejde:”Man kan koncentrere sig om selve kernen i det, fordi man er dus med det,” siger hun.Hun er en af de sygeplejersker, der sommetider kan forudse, hvad der vil ske med en patient. Den slags er svært at forklare, synes hun og henfører det til de erfarne sygeplejerskers tavse viden.
”Af og til snakker vi om, hvorfor man i en bestemt situation handlede, som man gjorde. En sjette sans eller måske netop summen af et langt arbejdslivs erfaringer?
Jeg ved det ikke. Men kendsgerningen er, at man på en eller anden måde kan se, at nu bliver den bestemte patient dårlig, før det rent faktisk sker.”
Det er også hendes erfaring, at netop de ældre sygeplejersker på en intensivafdeling er gode til at håndtere de pårørende:
”De er ofte kede af det og nervøse. Her er vi ældre måske bedre til at bevare roen end de yngre,” siger hun.
Tove Sørensen har ikke gjort op med sig selv, hvor længe hun vil blive på arbejdsmarkedet:”Det vil afhænge meget af, hvordan jeg kan følge med rent fagligt. Jeg er noget af en perfektionist, så hvis der bliver nogle områder, hvor jeg sakker bagud, så tror jeg ikke, at jeg fortsætter. Men indtil nu er det gået fint. Jeg er nøgleperson med hensyn til vores edb-system (VIPS), ligesom jeg er opgraderet med den nye intensivuddannelse. Faktisk var jeg den første her i afdelingen, der tog den. Det var ikke helt nemt. Min største bekymring var den skriftlige opgave. Men det gik, selv om den skulle udformes efter kriterier, som er helt anderledes, end da jeg var ung.”