Selvstændig sygepleje på lægens ansvar

Billede

Side 19 

Sygeplejerske. Sårbehandling, udlandsvaccination, kostomlægning, rygestop, samtale. Sådan står der på døren til konsultationssygeplejerske Michala Schultz-Larsens rum i den lægepraksis i Virum, hvor hun i 17 år har arbejdet sammen med sin mand, læge Peter Schultz-Larsen.

Inden Michala Schultz-Larsens første patient dukker op, fortæller hun om at være konsultationssygeplejerske:

”Hvis jeg oplever problemstillinger i klinikken, som jeg ikke magter, kontakter jeg en person, jeg har tillid til, for at bede om vejledning,” fortæller Michala.

Det kan f.eks. dreje sig om en ung pige med begyndende anoreksi, som gerne vil behandles i praksis, men både læge og sygeplejerske synes, de mangler redskaber til at støtte og behandle hende. Her har Michala fundet en fagperson, som kan supervisere behandlingsforløbet. 

Det kan være svært overvægtige patienter, hvor det ikke blot drejer sig om vægttab, men om den rolle, maden har haft gennem hele livet. Mad som gevinst, som trøst eller som simpel hygge. Dem sender sygeplejersken, efter samråd med lægen, til psykolog, for at nå længere ned i problemet, end kostvejledning, kontrolvejning og pjecer kan klare.

”Nogle gange lykkes indsatsen, andre gange ikke, men det må man acceptere,” siger Michala. Hun fortæller historien om Oliver på 36, der var overvægtig, røg 30 cigaretter hver dag og næsten ikke kunne gå, da han kom op i konsultationen og fortalte, at han skulle have amputeret begge sine fødder.

Michala syntes, det var en sørgelig historie, og havde en længere samtale med Oliver om, hvad han spiste, og hvor meget han røg.

”Man skal ikke spørge, hvad diætisten sagde, men hvad patienten spiser,” forklarer Michala. I dette tilfælde drak Oliver bl.a. to liter sødmælk hver dag.

Han røg især i pauserne på sit arbejde, så Michala mobiliserede tre af hans kolleger og startede et rygestophold for Oliver og hans venner. De ville gerne hjælpe Oliver til at beholde begge sine fødder, og de ville gerne holde op med at ryge. Det lykkedes for gruppen at lægge cigaretterne på hylden. Et par måneder gik, og Oliver fik det bedre og bedre. Kolesteroltallet faldt, gangfunktionen blev markant bedre, og amputationen blev aflyst. Oliver holdt op med at komme i konsultationen. Efter et halvt år dukkede han op igen. Atter storryger, igen dårligt spisende og endnu en gang med dårlige fødder.

Forudsætningen for at starte rygestopkursus har Michala fået gennem kurser, bl.a. i Center for Rygeafvænning.

Michala forsøgte sammen med en udviklingssygeplejerske at udarbejde et oplæg for at forbedre patienternes indlæggelse. Mange patienter kom i praksis og klagede over deres ægtefællers eller forældres indlæggelsesforløb. Projektet strandede pga. nogle ansættelsesrokader.

”Men når man kan evaluere sit hotelværelse, kan man også vurdere sin indlæggelse,” siger Michala.

”Jeg skal tage hånd om patienten. Spørge til familien. Tager det 15 minutter at forklare, hvordan det går, ja så tager det 15 minutter.”

En dag i praksis

Det er tydeligt, at patienterne kender lægen og sygeplejersken godt. ”Michala har gjort det så godt” og ”det sagde Peter også...,” siger Anni på 58 år, som kommer til kontrol pga. diabetes. Hver tredje måned får hun kontrolleret blodtryk

Side 20 

og blodsukker, og fødderne bliver set efter. Hun er ulasteligt klædt i sort og rødt og sætter sig hjemmevant i klinikstolen.

”Hvornår har du været til øjenlæge?” spørger Michala.

”I september,” lyder svaret. ”Jeg styrer min diabetes, jeg vil ikke styres af den,” siger hun med et fast blik. Blodtrykket er pænt, og Anni har tabt sig fra 107 til 85 kg, siden hun fik diabetes for tre år siden.

Michala tager hendes stramme støvler af, og Anni piller nylonstrømperne af fødderne. Hun får sat en vibrerende stemmegaffel under storetåen for at teste følsomheden. Den er i top. ”Hvis der er noget, kan jeg jo altid ringe til Michala,” siger hun med overbevisning.”Dine tæer er lidt røde, som om støvlerne trykker,” siger Michala, men Anni vælger at overhøre kritikken af de nye, velpudsede sorte støvler.

Rejsemedicin

Der er sat tid af til en lægemiddelkonsulent, som konsultationssygeplejersken skal tale med. Emnet er hepatitis-profylakse ved udlandsrejser. ”Gammaglobulin anbefales ikke længere, da der i dag findes mere effektive vacciner,” læser hun højt fra pjecen ”Rejse & Sundhed – lægens råd før og under rejsen.”

Konsulent Doris Vestergaard Knudsen fra firmaet GlaxoSmithKline viser en A4-blok med et verdenskort frem. Her kan patienten indtegne sin dannelses- eller forretningsrejse og herefter tale med sygeplejersken om, hvilke vaccinationer der anbefales til ruten. Kortet kan bruges til dokumentation, fortæller konsulenten.

”Jeg vil fremhæve et rigtig godt issue...,” siger hun og går videre i pjecen. Efter et kvarter er hun på vej ud af døren igen.

Der er tid til at aflæse de urinprøver, patienterne har afleveret tidligere og skrive svaret i journalen. Nogle af dem er der bakterier i, nogle er blanke. Indimellem ringer telefonen, og patienter vil bestille tid, forny recepter, have svar på prøver. Alle patienter bliver noteret med navn og cpr-nummer på den elektroniske tidsbestilling under ”sekretær/Michala.” På den måde er det muligt senere at gennemgå listen og sikre, at der er skrevet regning på dem, der skal skrives regning på.

”Det skal man nok huske, når det er en del af ens egen privatøkonomi,” siger Michala. Telefonen ringer igen. ”Der er petekkier rundt om fru Christensens skinnebenssår,” mener en ufaglært sygehjælper fra et plejehjem. Michala svarer, at Pernille, der kender beboeren og skinnebenssåret, skal se det i morgen og ringe, hvis hun mener, at såret er forandret. ”Vi beder altid om, at det er den faste kontaktperson, der ringer,” forklarer Michala. ”Det andet nytter ikke. Det skal være en, der kender beboeren.”

Børn og bamser

Michael på 12 skal MFR-vaccineres. Han sætter sig, og Michala giver ham et engangsbæger med fem vingummibamser i. ”Så ser vi, om du kan spise bamserne, inden jeg får vaccineret dig, og husk, du må ikke hælde,” forklarer hun. ”Parat, start, nu:” Michael går i gang. Da han har to vingummibamser i munden, fjerner Michala kanylen fra hans skulder. ”Jeg vandt,” konstaterer hun. ”Det gør jeg hver gang.” Michael ser undrende på hende.

Endnu en diabeteskontrol. Det er tidligere postbud, Aksel Villy Poulsen, som plejede at holde øje med, at folk på ruten havde det, som de skulle. Nogle af dem ser han stadigvæk til. ”Jeg gider ikke, men jeg gør det alligevel,” siger han.

”Dit blodtryk er 125/70, det er kanon godt,” siger Michala.

Der bliver taget faste-blodsukker, Aksel bliver vejet og fødderne tjekket. ”Blodsukkeret er flot, hvad med motion?”

”Motion? Jeg går nogle ture ned til søen,” svarer Aksel, som vejer 107 kg mod 118 i 1997.

”Øjenlæge?”

”Sidste efterår,” mener han.

Printeren skratter en ny tid om tre måneder, og Aksel går videre på besøg hos en gammel dame.

I sekretariatet ligger Inge Larsen og venter på at få skiftet forbinding på sit skinnebenssår. Hun faldt på en trappe for 14 dage siden og kommer næsten hver dag og får ny forbinding på. Michala veksler mellem en tør og en våd forbinding med et antibakterielt middel på. Inge er tilfreds, for såret heler pænt op.

Tilbage til sygeplejerskens rum. Endnu to børn skal vaccineres inden frokost.

Michala Schultz-Larsen ser mange 12-årige børn, når de kommer til MFR-vaccination. Det har fået hende til at overveje, om den konsultation kan udnyttes til en sundhedssamtale mellem

Side 21 

læge og barn om rygning, motion, alkohol og stoffer. Hun har sendt forslaget til Sundhedsstyrelsen, men ikke fået et svar endnu.

Tanker bag praksis

Peter Schultz-Larsen fortæller, at denne lægepraksis gør noget særligt ud af forhøjet blodtryk og diabetes. Patienter med de sygdomme testes via computerprogrammet Precard (1,2), som giver patienten mulighed for selv at følge med i risikoen for at få blodprop i hjertet, åreforkalkning m.m., men også mulighed for selv at fjerne livsstilsfaktorer, der øger risikoen. Et program, der ved hjælp af indtastning af patientens data, blodprøvesvar og værdier giver patienten personlig vejledning om, hvordan helbredet kan blive bedre.Overvægt af ensomhed

Efter frokost kommer Ruth Jensen, som er født i 1923. Hun møder op med en kostregistrering for de sidste 14 dage. Hun har bestilt tid til en kostsamtale hos Michala. Årsagen er diabetes, blodsukker i overkanten og et let forhøjet kolesteroltal.

”Jeg er ikke en stillesiddende person fra naturens lov,” svarer hun, da Michala spørger til motion. Ruth går til gymnastik og er ude en halv time hver dag, fortæller hun. Michala gennemgår kostregistreringen og finder sammen med Ruth ud af, hvor der kan ændres lidt på vanerne, så der kommer flere grønsager og mindre fedt i maden.

Ruth ved faktisk godt, hvad hun skal spise, men hun synes, aftensmåltidet er trist, så der er næsten kun stegemad på programmet. ”Undtagen onsdag, torsdag og søndag. De dage spiser jeg enten sammen med en veninde eller med min søn og børnebørnene.”

Lidt mere kogt mad og flere grønsager foreslår Michala og tegner en tallerken med fordelingen af kød, grønsager og kartofler før og nu.

”Jeg ser ikke hen til aftensmåltidet, jeg har ikke det samme forhold til aftensmad, nu hvor jeg er blevet alene.” (Ruth mistede sin mand for 20 år siden).

Men Ruth vil gerne forsøge med mere grønt og mere kogt mad. ”Men jeg lyder måske mere frelst, end jeg er, jeg keder mig, jeg er jo meget alene,” siger Ruth og retter lidt på den grå buksedragt.

Det sitrer lidt om hagen, Michala afbryder sig selv og spørger Ruth, om hun er ked af det.”Jeg har en veninde, der er dødssyg af kræft, så jeg er ked af det,” svarer Ruth og tier. ”Men ellers går mit liv meget pænt.”

Ruth bliver målt rundt om brystet, maven og hofterne og resultaterne noteret i journalen. Hun putter en stak pjecer og kogebøger ned i tasken sammen med en tid til en opfølgende samtale om 14 dage. Kostvejledningen har varet næsten en time.

”Lige meget hvor gammel du er, skal du have den bedste behandling,” siger Michala. ”Og forandringer, f.eks. i kosten, skal være sådan, at de ikke ødelægger livskvaliteten for patienten. Vi prøver at finde et kompromis.”

Flydende arbejdsopgaver

I almen praksis er læge- og sygeplejerskeopgaver ikke skarpt adskilte. Mange ting kan begge parter udføre, men Michala kan ikke otoskopere og ikke stetoskopere, ”selv om jeg gerne ville,” siger hun.

”Konflikter?” ”Opstår mest, fordi patienterne siger noget andet til mig end til Peter. Jeg får nogle informationer, han ikke får. Indimellem må jeg beskrive problemerne i journalen for at huske, at jeg er patientens sygeplejerske. Ikke ven. Det er kun tid og samtale, der kan løse de konflikter, der kommer ud af det, og det er mig, der skal passe på ikke at blande tingene sammen,” siger Michala.

I klinikken er der formelle personalemøder hver tredje måned. Her diskuteres bl.a. de fejl og næsten fejl i behandling og sygepleje, som sygeplejerske, læge og sekretær er blevet opmærksomme på.

Der er ikke flere patienter til Michala i dag. Direkte adspurgt om, hvordan det er at arbejde som medhjælpende hustru, svarer hun, ”jeg siger tit op, men nej...,” retter hun sig selv, ”jeg har en frihed til at få ideer og gøre ting her, som jeg ikke får andre steder.”

”Michala har 30 års opsigelse,” siger Peter i forbifarten.  

Litteratur

1. Thomsen T. Forebyggelse via computer. Sygeplejersken nr. 6/2002.
2. Bagh J. Livsstil under lup. Sygeplejersken nr. 6/2002.