Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Seniorpolitik i praksis

Seniorpolitik synes at være en af løsningerne, når sygeplejersker skal fastholdes på arbejdsmarkedet ud over efterlønsalderen. Men er seniorpolitikken mere værd end det papir, den er skrevet på? Ikke hvis resultaterne af en undersøgelse af praksis i en mellemstor dansk kommune kan overføres til andre sektorer.

Sygeplejersken 2003 nr. 26, s. 25

Af:

Anni Christensen, sygeplejerske, konsulent, MPA,

Mona van Gaever Larsen, kontorchef, MPA,

Pia Tangsgaard, sekretariatsleder, MPA

Hvad har kultur med seniorpolitik at gøre? Tilsyneladende en hel del, fordi kultur kan undertrykke en vedtaget strategi. Det er en af de væsentlige pointer i den afhandling, vi udarbejdede i forbindelse med afslutningen på vores studium: Master of Public Administration. Men vi lærte også om økonomistyringens herredømme og om, hvordan ledelsen nødvendigvis må gå forrest, når nye tiltag skal implementeres i organisationer. Den indsats, der skal gøres, hvis nye personalepolitiske tiltag skal have effekt i en organisation, skal ikke undervurderes. Det er nogle af konklusionerne på en analyse af en mønsterkommune på det seniorpolitiske område. En typisk mellemstor dansk kommune, som har både en seniorstrategi og en velbeskrevet seniorpolitik. Den har placeret sig på seniorpolitikkens landkort, og andre kommuner har ønsket at lære af den.

Vi hører fra de institutioner, der sætter dagsordenen på det seniorpolitiske område, at samfundet har et problem i relation til seniorer på arbejdsmarkedet. Problemet består i, at seniorer på mere end 55-60 år ikke kan bidrage på arbejdsmarkedet. Det er problematisk, fordi den demografiske udvikling viser en udvikling hen mod et samfund med forholdsvis flere seniorer end unge under 40 år. Med det udgangspunkt besluttede vi at vurdere seniorproblematikker i en kommune, som har arbejdet med seniorområdet gennem flere år. Her var det muligt at analysere, hvordan sammenhængen mellem kommunens skrevne seniorpolitik, strategi og praksis på området er, for at få et indtryk af de reelle vilkår i en mønsterkommune.

New Public Management har sat sine spor i den offentlige administration i en sådan grad, at der efterhånden findes flere ligheder mellem den private og den offentlige sektor end forskelle. De forskellige offentlige organisationer bliver med tiden også mere og mere ens. Det er vigtigere for den enkelte offentlige eller private organisation at ligne andre sammenlignelige organisationer, end det er at opbygge en organisation, som er tilpasset det formål, den skal opfylde. Med den viden slutter vi, at vores fund i mønsterkommunen kan betragtes som relevante, også i en bredere sammenhæng.

Gennem interview og analyse af en række dokumenter fra kommunen afdækkede vi den konkrete kultur på seniorområdet. I interview med udvalgte ledere i kommunen mødte vi intet engagement omkring seniorområdet, som indikerede, at lederne var bærere af strategiens nye kultur på seniorområdet. Kulturparadigmet i kommunen havde overskriften ”mest muligt for pengene,” og paradigmet var gennemsyret af en økonomisk logik. Men det afgørende er, at kommunen faktisk har en strategi og en politik på seniorområdet, måske fordi andre sammenlignelige organisationer har det. Med andre ord har strategien alene virkning udadtil, hvis nogen overhovedet. Det interessante spørgsmål blev herefter, hvilken indflydelse den manglende implementering af strategien på seniorområdet får indadtil i kommunen og for seniorerne ansat i kommunen. En hul strategi betyder, at de muligheder, strategien beskriver, er ikke-eksisterende. I den konkrete kommune betyder det i praksis, at seniorordninger kun tildeles de rigtige medarbejdere, og kun hvis det lønner sig for kommunen.

Hvis de trange vilkår for seniorerne skal forbedres, skal der sættes ind i forhold til de barrierer, der eksisterer i dag. For det første er det nødvendigt, at der f.eks. findes incitamenter, der tager højde for udgiftsbelastningen på de enkelte driftsområder. For det andet er det væsentligt, at der arbejdes målrettet med at implementere strategien hos lederne, så de bliver bærere af den nye kultur. For det tredje sætter vi spørgsmålstegn ved, om man overhovedet skal have en seniorstrategi. Skal den ikke hellere erstattes af organisationsudvikling, nye løn- og ansættelsesformer, reel livslang læring, uddannelse og tidssvarende rammebetingelser i form af lovgivning?  

Pia Tangsgaard er sekretariatsleder på Personalekontoret på Handelshøjskolen i København, Mona van Gaever Larsen er kontorchef i Ældreområdet i Søllerød Kommune, og Anni Christensen er sygeplejerske og konsulent i Dansk Sygeplejeråd.