Sygeplejersken
Et samfund i orkanens øje
De palæstinensiske selvmordsaktioner har skåret dybe flænger i det israelske samfund. Byrden på hospitalsvæsenet er så tung og arbejdet så stressende, at sygeplejersker, læger og socialrådgivere tyr til professionel hjælp for at bevare overskuddet til at hjælpe de konstante bølger af nye ofre.
Sygeplejersken 2003 nr. 28, s. 6-9
Af:
Allan Sørensen, journalist
De fleste israelere har prøvet at sidde i en bus og få øje på en person, som virker mistænkelig. Tænke et øjeblik, trykke på stopknappen og tælle sekunderne til næste stoppested. Og så styrte ud af bussen, når den endelig stopper. Tre trin ned, ud og væk. Væk fra den panikagtige angst, mange har, for at blive forvandlet til et tal i statistikken over døde og sårede i intifadaens selvmordsangreb.
En nylig undersøgelse viser, at én ud af 10 israelere lider af posttraumatisk stress som følge af intifadaens vold og de hyppige billeder af søndersprængte busser, cafeer, og markeder, der er velkendte fra nyhedsudsendelser over hele verden.
Fordi selvmordsangrebene ikke er enkeltstående angreb, men snarere en vedvarende serie, har de traumatiserende oplevelser bredt sig blandt befolkningen i form af angst og i nogle tilfælde panik. Og det er ikke kun de fysiske ofre, som lider. Børn og unge er påvirkede, og også sygeplejersker, læger, socialrådgivere
Side 7
(socialrådgiverne har en særlig funktion på hospitalerne - se boks side 7) og andre professionelle, der yder hjælp, når katastrofen sker, kæmper for at holde traumerne på afstand.
Et kig ind på de israelske hospitaler afslører en virkelighed, de færreste kender til, og som ofte glemmes, når nyhedsdækningen er ovre.
Her kæmper personalet konstant en hård kamp for at gøre det muligt for sårede patienter at vende tilbage til en mere eller mindre normal tilværelse.
Det øjeblikkelige kaos og den del af selvmordsaktionerne, der dækkes i nyhederne, betegnes af hospitalspersonalet som ”toppen af isbjerget.”
Resten af isbjerget er den varige kontakt til familierne, problemerne, sorgen, frustrationerne og den lange genoptræningsproces, der ofte følger efter flere måneders indlæggelse.
Shai Shapiro arbejder som sygeplejerske i Jerusalem. Han er for længst holdt op med at tælle, hvor mange selvmordsangreb han har oplevet. I dag holder han sig væk fra Jerusalems midtby, fordi de centrale gader hele tiden minder ham om de lig, han har set der tidligere.
”Når jeg kommer hjem fra arbejde efter en selvmordsbombe, har jeg ikke lyst til at tale med nogen som helst. Ikke engang min kone Annie, der også arbejder som sygeplejerske,” siger Shai Shapiro.
De scenarier med sårede og lemlæstede, som hospitalspersonalet er udsat for i Israel, udgør en meget væsentlig stressfaktor. Dels fordi arbejdsbyrden er tung, uregelmæssig og ekstrem, men også fordi, det er umådelig svært for bl.a. sygeplejersker at trække klare skillelinjer mellem job og privatliv.
”Med så meget stress på daglig basis brænder mange af dem, der står i forreste række for at behandle ofrene for selvmordsbomber, simpelthen ud, siger klinisk psykolog Rony Berger, som arbejder på den israelske traumeklinik Natal i Tel Aviv.
”Skadevirkningen på immunsystemet på længere sigt er svær at fastslå, men mødet med denne umenneskelighed, med døden - nogle kalder det for dødens fingeraftryk - bliver hos os i lang tid,” forklarer han.
Alle israelske hospitaler har pga. lang erfaring med selvmordsangrebene et faseopdelt og meget detaljeret beredskabsprogram. Det sikrer, at alt fungerer optimalt, når de sårede ruller ind på intensiv afdeling, og det ofte er sekunder, der afgør, om patienterne kommer til at dø eller leve.
De to første faser kalder hospitalets medarbejdere for ”toppen af isbjerget.” Der er tale om de første timer efter selvmordsaktionen, som i virkeligheden er de korteste faser i en lang proces.
Første fase udgør de to første timer efter en selvmordsaktion.
Pga. højt alarmberedskab tager det ofte ikke mere end 20-30 minutter for ambulancemandskabet at rydde åstedet for sårede og køre dem til forskellige hospitaler. Mens dette sker, bliver de læger, sygeplejersker og socialrådgivere, der bor nærmest hvert hospital, indkaldt via personsøgere. De sårede bliver fordelt til byens forskellige hospitaler, alt efter hvor hårdt de er såret. Operationer påbegyndes med det samme, hvis det påkræves.
Samtidig åbner en gruppe socialrådgivere en række telefonlinjer for at servicere de mange personer, der ringer for at høre, om venner eller bekendte er mellem de sårede.
Hver afdeling har en socialrådgiver tilknyttet til at hjælpe de ramte familier.
Anden fase strækker sig fra to til seks timer efter selvmordsaktionen.
Familier til de sårede begynder at ankomme til hospitalerne. En socialrådgiver tilknyttes hver enkelt familie. De forskellige hospitaler står i konstant kontakt med hinanden, og de endelige lister over alle sårede færdiggøres.
Tredje fase strækker sig fra seks til 12 timer efter selvmordsaktionen.
Hospitalets medarbejdere afholder de første organiserede møder for at få totalt overblik over situationen og for at supervisere medarbejderne. Nye hold kommer til. Og herfra fortsætter resten af forløbet med daglig pleje i dage, uger, måneder og i enkelte tilfælde år.
Kender de sårede
Den 26-årige socialrådgiver Meital Byrowski fra Haddasah Ein Karem hospital i Jerusalem fortæller, hvordan hun ofte har svært ved at tale med familien, når hun kommer hjem efter en dag på arbejde, hvor hun har passet ofre fra selvmordsaktionerne.
”På længere sigt påvirker selvmordsbomberne os meget. Det er som om, det trænger dybere ind for hver terroraktion. Jerusalem er en lille by. Jeg kender mange af dem, der bliver såret og får derfor et meget mere personligt forhold til det, der sker.”
”Det er i forvejen svært at adskille arbejde fra privatliv. Med de mange selvmordsangreb bliver det mange gange sværere. Nogle gange, når jeg kommer hjem, lukker jeg døren til mit værelse og græder. Det er en situation, som fremmede aldrig helt vil være i stand til at forstå,” siger hun.
Meitals veninde blev såret under selvmordsangrebet på cafe Moment i Jerusalems Rehavia-kvarter sidste år. Cafeen er Meitals eget stamsted. Samme aften tog Meital på arbejde, selvom de fleste af kollegaerne frarådede det. For Meital var denne aften en af de hårdeste, hun nogensinde har oplevet som socialrådgiver.
Siden har hun forsøgt at lade være med at tage ind på hospitalet, hver gang en selvmordsaktion finder sted. I stedet bliver hun hjemme, slukker for radio og tv og forsøger at være i selskab med de personer, hun holder mest af.
Side 8
”Det er ikke let, men det er nødvendigt for at vedholde en god og effektiv behandling af patienterne,” siger hun.
I løbet af intifadaen er 2.411 israelere blevet såret og 346 dræbt i 92 selvmordsangreb. Det præcise antal af selvmords-aktioner, der er blevet bremset af den israelske hær, kendes ikke. Ifølge den israelske hærs talsmandskontor i Jerusalem er ca. 35 selvmordsaktioner blevet forhindret mellem den 5. maj 2003 - 30. juni 2003
Sekundær traumatisering
Hos Meitals arabiske kollega, 26-årige Lamise Shibli, adskiller et af bombeangrebene sig også fra de andre: bomben i cafeteriet på det hebraiske universitet i Jerusalem den 31. juli sidste år.
Lamise var selv til eksamen den dag, men skyndte sig at køre på hospitalet, da hun på sin personsøger modtog beskeden om angrebet.
Hun arbejdede uafbrudt til midnat samme dag, tog hjem, men kunne ikke sove og gik derfor over til sin nabo. Først her brød hun sammen i gråd, da hun så billederne fra angrebet på tv.
”Det er et af de værste angreb. Jeg så mange unge. Det bliver altid værre, jo tættere angrebet er på dig selv,” siger Lamise Shibli.
Både Lamise og Meital og hundredvis af andre israelske sygeplejersker, læger og socialrådgivere er ifølge psykolog på Natal Saar Uzieli udsat for såkaldt ”sekundær traumatisering,” hvor de professionelle, der hjælper patienter, selv kan få brug for hjælp.
”Det absolut afgørende i denne situation er, hvor opmærksomme de enkelte hospitaler eller centre er på fænomenet, og i hvor vid udstrækning de er åbne for at diskutere emnet med personalet,” siger Saar Uzieli.
God personalepleje
På Hadassah Ein Karem hospitalet i Jerusalem har kontakten til ofrene for de mange selvmordsangreb været med til at fremme forståelsen for, hvor nødvendig god personalepleje er.
Rita Avramov, som er leder af hospitalets socialrådgivere, bruger i dag meget af sin energi på at lette det tryk, der hviler på medarbejdernes skuldre.
”Jeg har skaffet økonomi til, at afdelingens medarbejdere - plejepersonale, læger og socialrådgivere - kan henvende sig anonymt og få professionel hjælp, hvis de føler, de trænger til det,” fortæller Rita Avramov.
”Jeg forsøger også at arrangere gruppemøder eller mindre ture væk fra de vante omgivelser.
Det er ikke optimalt, men det betyder, at personalet efter 32 meget intensive og voldelige måneder stadig er i stand til at arbejde effektivt for patienterne.”
Rita Avramov forsøger konstant at forberede sit personale på krisesituationer og lægger stor vægt på at lade medarbejderne tale om deres oplevelser.
”Vores fordel er, at den uddannelse, vi har, gør os bedre til at tale om tingene,” siger Rita Avramov.¨