Faglig kommentar: En larmende fremtoning

Vækkeuret ringer et kvarter i syv. Hun skal være på ambulatoriet klokken otte, og hun ved godt, at hun burde stå op nu. Alligevel trækker hun dynen op over skulderen og vender sig om på den anden side. En halv time senere vågner hun og skynder sig i bad. Napper en kop kaffe og et stykke blødt toastbrød, mens hun leder efter et par strømpebukser uden huller. Der er ikke nogen, så hun dykker ned i sønnens skuffe og finder et par forvaskede, blå tennissokker i stedet. Skidt pyt, det er sommer, tænker hun. I omklædningsrummet på hospitalet opdager hun, at hun burde have vasket sit hår i morges i stedet for at sove. Spejlbilledet viser en bunke halvfedtet hø i stedet for en frisure.

Kitlen skal trækkes ned over hofterne, den glider ikke længere af sig selv, og hun overvejer endnu en gang at købe et par billige løbesko på vej hjem. Jeg burde gå i gang med at jogge, tænker hun og hæfter håret på plads med et rødt plasticspænde, hun har gravet frem fra lommen.

Da kitlen er på plads, opdager hun, at der er en kaffeplet på den. Åh, hun skulle have taget en ren alligevel. Da hun vender sig om for at finde de slidte grønne sandaler, der lyser af sundhed og omtanke for fødderne, ser hun et glimt af sin profil i spejlet. En topmave, der vil noget. Hun vender sig imod spejlet. Kitlen er ubarmhjertig. Den afslører 3-4 bløde deller på begge sider, som rillerne på en forstørret sandbund. Råbjerg Mile i en plasticpose tænker hun og rækker tunge ad sig selv.

På ambulatoriet skal hun tage imod en 46-årig kvinde, som skal have fjernet et fibrom uden på livmoderen. Kvinden er ungdommelig og velklædt. Hun tilkaster sygeplejersken et skeptisk blik.

En melsæk, der har stået for længe i et friturekøkken.

Det larmer og tager opmærksomheden fra det emne, der har bragt kvinden og sygeplejersken sammen. Et mindre indgreb og en kortvarig indlæggelse på afdelingen. Kvinden overvejer, om hun tør stole på en fagperson, der ser så sjusket ud. Mon hun vasker hænder, tænker kvinden og fantaserer om, at sygeplejersken rammes af et ildebefindende og på fire minutter erstattes af en mere delikat model. For at vinde tid beder kvinden om et glas vand.

”Er du nervøs?” spørger sygeplejersken. ”Ja, jeg er nervøs for, om du kan finde ud af at udfylde papirerne rigtigt, om du sørger for, at alting er rent og i orden, og om dit arbejde interesserer dig,” tænker kvinden.

”Nej,” siger hun højt.

Sygeplejersken klør sig på et myggestik på læggen. ”Dødnervøs, kontrolleret benægter,” tænker hun.

Oversygeplejersken åbner døren. ”Har du tid et øjeblik?” spørger hun og nikker til sygeplejersken. Det har sygeplejersken aldrig været ude for før. ”Hvad mon hun vil,” tænker hun, mens hun går hen ad gangen ved siden af oversygeplejersken.

Ja, hvad mon hun vil. Overrække sygeplejersken et legat til en konference i Lissabon? Fortælle, at hendes søn har ringet fra Grækenland, fordi hans pas er blevet stjålet? Bede sygeplejersken om at få en større kittel, vaske håret regelmæssigt og købe et par nye strømper, fordi hendes sjuskede fremtoning svækker tilliden til sygeplejen?

Det er ikke til at sige.