Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fastholder samarbejde mellem israelske og palæstinensiske børn

På en skole i Jerusalem arbejder man intenst på at bremse hadet mellem israelere og palæstinensere ved at opretholde kontakten til palæstinensiske skoleklasser.

Sygeplejersken 2003 nr. 28, s. 9

Af:

Allan Sørensen, journalist

På Ben Gurion skolen i Jerusalems Rehavia-kvarter blev en af eleverne, Galila Bugla, slået ihjel i en selvmordsaktion på en bus for to år siden.

Skoleinspektør Ronit Dagan har sammen med resten af lærerstaben i mellemtiden gentagne gange spurgt sig selv, hvordan det bedst lader sig gøre at fortsætte videre uden at være med til at hælde mere benzin på det bål af had, der allerede brænder mellem israelere og palæstinensere.

Skolen har for nylig ladet et nyt klasseværelse opføre til minde om Galila Bugla. Men samtidig lægger ledelsen stor vægt på, at livet er nødt til at fortsætte.

Vi har faste møder med palæstinensiske skoleklasser, siger Ronit Dagan og tilføjer, at det er skolens måde at vise børnene, at livet har mange nuancer.

Børnene skal vide, at det ikke er alle palæstinensere, der ønsker at sprænge sig selv i luften på israelske busser.

Ronit Dagan fortæller, hvordan hele denne balancegang mellem sorg, terror og håbet om en bedre og mere tolerant fremtid blev sat på en prøve under det seneste møde med en af de palæstinensiske skoler i Jerusalem.

”Mens jeg holdt en mindetale om Galilas død, og hvor vigtigt, vi på skolen synes, det er at fastholde samarbejdet mellem israelske og palæstinensiske børn, sprængte en palæstinenser sig selv og 17 israelere i luften på en bus i den anden ende af byen.

Men jeg fuldendte min tale uforstyrret netop for at sende en klar og tydelig besked om, at dialog og tolerance er den eneste rigtige vej.”

Tema: Mellemøsten