Livet fortsætter

Sidst på eftermiddagen den 19. maj 2002 bøjede den 26-årige etiopisk fødte israeler Endallo Elad Vassa sig ned for at løfte en sæk kartofler. Han var netop vendt tilbage til sit job på grøntsagsmarkedet i kystbyen Netanya fra sin eftermiddagspause. I dag husker han, at han gentagne gange forsøgte at rejse sig op. Men benene svigtede. En selvmordsbomber havde sprunget sig selv i luften og ændret Endallo Elad Vassas liv med et øredøvende brag.

Efter episoden var Endallo, som på det tidspunkt blev karakteriseret som ”mellemhårdt” såret, indlagt i næsten fem måneder. I dag har han et stort ar på højre arm og seks søm i kroppen. Det ene har boret sig ind i rygsøjlen og kan ikke fjernes. Endallo går til genoptræning tre gange om ugen på Tzeadim centret ved Tel Ha´shomer hospitalet uden for Tel Aviv og får ugentlige besøg af en psykolog derhjemme. Han sidder i kørestol og vil sandsynligvis aldrig komme til at gå igen.

På Tzeadim centret mødes ofrene for terrorangreb. Endallo sludrer med sin russiskfødte veninde, der også har mistet evnen til at gå efter et andet selvmordsangreb i Netanya. De ler sammen og udstråler begge en ukuelig viljestyrke.

”Jeg er ikke interesseret i, hvem der udførte selvmordsaktionen, eller hvem der sendte ham. Jeg har ingen hævnfølelse og ønsker blot at komme videre med mit eget liv,” siger Endallo. Han smiler meget og lægger stor vægt på, at han stadig har alle sine lemmer og er i stand til at gøre de fleste ting selv.

Side 9 

På en måde er Endallos ønske om at leve videre, som om alt er normalt, et udtryk for den metode, mange israelere bruger til at tackle den ekstreme hverdag. Til trods for angsten går israelerne stadig i byen, i biografen, på cafe og forsøger så vidt muligt at føre en normal tilværelse eller måske at klamre sig til det normale midt i al vanviddet.

”Viljen til at leve og håbet om bedre tider er en enorm modvægt til al den død, ødelæggelse og sorg, israelerne oplever,” fortæller Saar Uzieli, psykolog på den israelske traumeklinik, Natal.

En af de mest tydelige indikationer på den vilje, fortæller Saar Uzieli, er den typiske proces, hvor livet langsomt, men sikkert vender tilbage til byen efter et selvmordsangreb.

I Jerusalem følger der i kølvandet på en selvmordsaktion i visse tilfælde en panikagtig situation, hvor ingen mennesker tør gå på cafe eller køre i bus.

Men denne situation varer sjældent ved, forklarer Saar Uzieli.

”Hos de fleste israelere opstår der en lettelse, allerede når de første telefonopkald efter en eksplosion er foretaget, og de nu har fået sikkerhed for, at ingen venner eller familiemedlemmer er kommet til skade,” siger han.

Et par dage senere er fortovscafeerne atter overfyldte, busserne tager passagerer med, og grøntsagsmarkedet sælger til tusindvis af kunder. Livet fortsætter.