Med livet som indsats

Det er lige efter midnat. Den 5. februar 2003. På Wafa Hospital, som ligger ved Erez, grænsestationen mellem Gaza og Israel, og tæt på nogle israelske bosættelser. Den 21-årige sygeplejerske Omar Hassan er i gang med at tage sig af en patient. Han står lige foran vinduet, som er dækket med plexiglas, for at det ikke skal splintres under de mange bombardementer i området.

Så lyder der et enkelt skud. Kuglen rammer sygeplejersken i brystet, og han dør på stedet. Den fortsætter ud gennem ryggen og træffer derefter den ligeledes 21-årige Abed Al-Kareem Lobbad.

Til stede i rummet er en rengøringsmand, som tilkalder hjælp. Abed dør i ambulancen på vej til den intensive afdeling på Shifa hospitalet.

Israelske soldater var netop rykket ind i et hus ved siden af hospitalet, og da der kun blev affyret et skud mod en person, der med sin hvide kittel tydeligvis var medlem af sundhedspersonalet, har det tilsyneladende været en meget bevidst aktion. Men ingen af de dræbte eller andre ansatte på hospitalet er ifølge personalet aktive militante eller medlemmer af nogle af de palæstinensiske organisationer, Hamas og Jihad og derfor har drabene skabt stor utryghed blandt de ansatte på hospitalet.

Martyrplakater

Wafa Hospital er stedet, hvor man tilbyder genoptræning til de mere end en million mennesker, som lever i Gaza-striben.

Der er 175 ansatte, heraf 52 sygeplejersker. 20 er kvinder. På indgangsdøren hænger nu martyrplakater med billeder af de to dræbte. Abu Hassan er chef for sygeplejerskerne. Han er 40 år og har tidligere arbejdet i Saudiarabien. Han har været med fra begyndelsen på Wafa og karakteriserer sin arbejdsplads på denne måde:

”Vi ligger i et meget uroligt område pga. de nærliggende bosættelser, og vi ser israelske soldater og kampvogne hver dag. Hospitalet er ikke direkte blevet skudt på tidligere, men vi har fundet projektiler på taget. Så det, vi oplevede denne gang, var en virkelig optrapning og totalt chokerende. At dræbe folk, der arbejder inde på et hospital. Det havde vi aldrig forestillet os.”

Hvor var du, da det skete?

”Jeg var hjemme. Jeg arbejder otte timer, og de resterende seksten timer af døgnet er jeg på min radiotelefon. Min telefon ringede den nat, lige efter det var sket. Jeg fik at vide, at to sygeplejersker var såret og tog direkte til Shifa hospitalet, men da jeg ankom, var de begge døde. Derefter forsøgte jeg at tage hen på mit hospital, men israelerne ville ikke lade mig komme ind. Om natten har vi tre sygeplejersker på vagt og en chefsygeplejerske, men denne aften var de to døde og en med i ambulancen, så jeg måtte tilkalde tre andre til erstatning, og det lykkedes dem til sidst at komme ind.”

Side 15

Hvad gjorde du for at berolige de øvrige sygeplejersker?

”Jeg indkaldte dem alle til et møde med det samme næste morgen for at snakke om det, som var sket, og forsøgte at støtte dem, selv om jeg og de andre i ledelsen også følte, at vi havde brug for hjælp. Men vi måtte være stærke og tænke på, at det her ikke må gå ud over patienterne. I sidste uge blev jeg interviewet af en israelsk radiostation, som spurgte mig, om jeg ville redde en såret israeler. Jeg svarede, at når jeg har min hvide kittel på, så er jeg sygeplejerske, og så vil jeg redde selv Ariel Sharon, hvis han kom til mit hospital og var såret.”

Hvordan har dine sygeplejersker reageret?

”De er bange og utrygge, og de vil helst ikke tage nattevagter længere. I går mistede vi pludselig telefonforbindelsen, og jeg måtte kontakte personalet på min walkie-talkie hvert 10. minut indtil kl. 3.30 for at berolige dem og forsikre, at de stadig var i kontakt med omverdenen. De var bange for, at det var soldaterne, der havde afbrudt forbindelsen til hospitalet, og at de ville gå ind og dræbe alle. To af mine sygeplejersker sagde op allerede morgenen efter drabene. Vi fik overtalt den ene til at blive ved at tilbyde ham ekstra støtte. Men over halvdelen af personalet har fortalt, at deres familier har bedt dem om at holde op. De vil hellere have, at deres koner og mænd er i live, end den lønindtægt, som ellers nok kan bruges i Gaza på dette tidspunkt, da arbejdsløsheden er så høj. Værst har det været for ham, som oplevede de to blive dræbt. Han har det stadig meget skidt og bryder ud i gråd, når han kommer til at tænke på det.”

Hvad med din egen familie?

”De er efterhånden vant til det, fordi jeg arbejdede som sygeplejerske under hele den første intifada fra 1987 til 1993. De oplever gang på gang, at jeg må tage på hospitalet midt om natten, men mine børn - selv min 15-årige søn - græder alligevel hver gang. Jeg forsøger at fortælle dem, at de selv er i sikkerhed, og at der er andre, der har mere brug for mig.”

Har du selv været ude for overgreb i dit arbejde som sygeplejerske?

”I 1996, før al-Aqsa-intifadaen, var jeg en dag oppe ved grænsen ved Erez, hvor en teenager var blevet såret. Vi fik ham hjulpet ind i ambulancen. Vi havde vores hvide kitler på, men da ambulancen begyndte at køre, skød israelske soldater fra en militærpost oppe på en forhøjning ned på ambulancen. Kuglerne gennemborede den, og min kollega blev såret. Min bror, som også er sygeplejerske, var ude for præcist det samme i Jerusalem, hvor han og nogle kolleger blev skudt på, mens de forsøgte at redde en såret person.”

Tror du, at dit personale har grund til at frygte, at det her kan ske igen?

”Det er ikke første gang, at israelerne har dræbt sygeplejersker og læger - de har endda dræbt internationalt hospitalspersonale. Omkring 25 har mistet livet. De vil ikke trække en linje mellem civile, hospitalspersonale og aktive modstandsfolk. Så derfor vil de kunne gøre det igen. Der er jo ingen, som forsøger at stoppe dem. I de besatte områder står vi uden en reel regering, men selv Ian Hook, briten der blev dræbt i Jenin, var hjælpeløs. Den britiske regering kunne heller ikke beskytte ham. Ingen forsøger for alvor at stoppe israelerne.”

Hædret for sit mod

Drabene på Wafa hospitalet er kendetegnet ved, at der kun var et enkelt skud. Meget ofte må sundhedspersonale lade livet i forbindelse med mere krigsagtige begivenheder. Det oplevede Farisa Abus Sris.

Hun bor i Nablus og er fysioterapeut hos UNRWA, FNs Flygtningeadministration, men under den israelske invasion på Vestbredden i foråret 2002 måtte hun fungere som sygeplejerske.

Hun tog med FNs ambulance ind i Tulkarem på Vestbredden, mens kampene mellem den israelske hær og palæstinensiske frihedskæmpere foregik. Den blev beskudt, og en af ambulanceførerne blev såret. Hun holdt ham, mens han udåndede, og blev bagefter hædret for sit mod af lederen af UNRWA, danskeren Peter Hansen. Senere oplevede hun

Side 16

på sygehuset i Nablus, at to mennesker døde, fordi ambulancer og medicin ikke nåede frem.

Næsten et år senere lægger Farisa ikke skjul på, at de ting, hun oplevede i den korte tid som sygeplejerske, har givet alvorlige ar i sjælen:

”Jeg har svært ved at finde ord for det,” siger hun, ”for det handler ikke bare om den konkrete situation, men om at disse personlige tab forstørres og bliver ekstra grusomme pga. vores totale magtesløshed. De har alle våbnene og fører krig mod os på vores egen jord. Vi skal være så stærke i vores daglige arbejde, det må ikke gå ud over patienterne, men indimellem kniber det.”

Manar A. Alla arbejder som chefsygeplejerske på en af UNRWAs sundhedsklinikker i flygtningelejren Jabalya i Gaza, og den dag, vi besøger stedet, er det fyldt med kvinder, som kommer for at få deres børn vejet og vaccineret. Mange af dem er fejlernærede pga. de store økonomiske vanskeligheder i Gaza, hvor to ud af tre er arbejdsløse.

Som Manar siger: ”Det er vanskeligt for mig at rådgive, når jeg ved, at de krav, vi stiller om rigtig ernæring, ikke kan opfyldes, og at det vil skabe store frustrationer, når kvinderne får at vide, at de ikke passer deres børn godt nok.”

Men hun oplever også, hvordan det påvirker de lidt større børn, både de mange, som bliver bragt til klinikken, og hendes egne tre, når der har været voldsomme begivenheder i flygtningelejren. ”Israelske soldater trænger med jævne mellemrum ind med kampvogne for at finde eftersøgte fra Hamas. Jeg har også oplevet soldaterne styrte ind i min egen families hus og ødelægge alt. De brækkede armen to steder på min lillebror ved at sætte den i en dørsprække og lukke hårdt til, og de slog min far mange gange i maven og i ansigtet, mens jeg så på sammen med mine søskende, for at ydmyge ham.”

Manar fortæller, hvordan børnene, som for nogle år siden tegnede marker og bondegårde med køer og får, haver med appelsiner og tomater, nu næsten udelukkende tegner motiver, som har noget med krigen at gøre. De er i den grad traumatiserede, siger hun. Kampvogne og bombardementer med F-16-fly og apachehelikoptere er hverdag for børnene.

Skyder ude fra havet

”Det værste er, at det er en tilværelse, som kan synes helt uden håb, helt uden fremtidsperspektiver, og at det er så svært for vi voksne at give vores børn håb og dæmpe frygten. De små prøver på en utrolig måde ikke at vise deres frygt - de vil ikke gøre os kede af det - men indimellem kan de ikke lade være.

En dag kom min søn hen til mig. Det var lige efter, at de på tv havde talt om muligheden for en ny israelsk invasion i flygtningelejren. Han spurgte, om det var rigtigt, at soldaterne var på vej. Da jeg tøvede, spurgte han helt direkte: Vil de slå mig ihjel, mor? Jeg svarede selvfølgelig nej. Men det frygtelige er jo, at jeg ikke kan garantere noget som helst. Men selvfølgelig bør en lille dreng ikke leve i frygt for at blive slået ihjel. Så jeg sagde nej.

Men vi er alle bange. Hver dag. Og alligevel er kunsten for os - både som sygeplejersker og forældre - at forhindre frygten i at kontrollere hele dit liv og dit samvær med børnene. At give dem bare en smule normalitet, bare lidt hverdag. Da vi forleden tog ned til stranden, som vi elsker, var vi voksne inderst inde bange. For bosættelserne og israelerne er så tæt på, og de skyder også ude fra havet, men børnene oplevede i en time, at de kunne soppe i strandkanten, lege i bølgerne, som alle andre børn ude i verden, og så måtte vi skjule vores egen frygt. Og stole på Gud, for han er altid i vores hjerter.

Og selvfølgelig - midt i frygten - skal vi også tillade os selv at drømme. Selv om alt, hvad vi ser hver dag, fortæller os, at det er omsonst at drømme. Så må vi blive ved. Opretholde og videregive drømmen om en dag med fred. Først den dag, da vi mister alle drømme, har vi for alvor tabt.”

Mette Jørgensen arbejdede på et center for menneskerettigheder i Gaza, da artiklen blev skrevet. Jørgen Flindt Pedersen har rejst i de palæstinensiske områder og talt palæstinensernes sag med sin bog ”Brylluppet i Ramallah” og dokumentarfilmen ”De besatte” i begyndelsen af året.