Vil helst blive på gården

”Holder du stadig selv den flotte have?” spørger sygeplejersken og peger ud ad vinduet på den store græsplæne, blomsterbuske og træer bag den grønne hæk. Sygeplejersken er på forebyggende hjemmebesøg hos fru Larsen, som efter sin mands død for fem år siden nu bor alene på en stor firelænget gård.

”Den holder jeg selv. Synes du, den er flot? Plænen slår jeg med en motorplæneklipper. Det er et stort arbejde, men det er sundt. Det er pensionistgræs,” ler hun og forklarer:

”Det er græs, som ikke vokser så stærkt. Jeg vil ikke ofre 20.000 kr. på en plæneklipper til at sidde på. Vi sidder for meget i vore dage. Der kommer en mand og klipper hækken, og han gør det godt. Han klipper med en elektrisk hækkesaks. Jeg går med og holder ledningen, så han ikke klipper den over.

Der er heller ikke så mange blomsterbede mere, og urtehaven har jeg strøget. Den kan ikke betale sig. Jeg har kun lidt persille og purløg, som jeg spiser meget af, og så lidt radiser og salat, fordi der var nogle frø til overs fra sidste år.”

I løbet af den time, den forebyggende sygeplejerske er på besøg, får hun indblik i nogle usædvanlige ressourcer hos en kvinde sidst i firserne. Fru Larsen er rørig og meget aktiv, hun er vant til at styre sit eget liv og træffe beslutninger, og hvad hun ikke selv har kræfter til, organiserer hun selv hjælp til.

Stuehuset på anslået et par hundrede kvadratmeter holder hun selv. Vasker gulv og støvsuger, pudser vinder ude og inde, og der er ikke et støvgran. Gården skal spækkes og kalkes udvendigt, og fru Larsen har aftale med en kalkemand. Jorden er bortforpagtet.

Fru Larsen har ingen børn, men et godt forhold til sin mands søskendebørn, der somme tider kommer på besøg. Så serverer fru Larsen varm middagsmad. ”Men kuns to retter.”

Hvad skal en så ressourcestærk person med kommunens tilbud om forebyggende hjemmebesøg? Og har det nogen betydning, om det er en sygeplejerske? Der er dækket op til sygeplejerskens besøg i stuen med dug, blomster, porcelæn, hjemmebagte boller og korendekager. Hvem er egentlig den ydende?

Fru Larsen har haft besøg af en forebyggende sygeplejerske gennem flere år. Helle Olsen afløste den forhenværende, som gik på pension, og kommer nu for anden gang hos fru Larsen. Besøget er aftalt i forvejen, og de møder hinanden som gamle bekendte i forventning om at få en god tid sammen.

Helle Olsen har læst sine notater fra forrige besøg og har forberedt sig på, hvad der skal samles op i løbet af samtalen, men hun gør ingen notater under besøget og støtter sig ikke til noget skriftligt.

Samtalen får lov at udvikle sig på fru Larsens betingelser, men indimellem stiller Helle Olsen spørgsmål, som opleves naturlige i sammenhængen. Bliver spørgsmålet ikke besvaret udtømmende, konfronterer hun fru Larsen med spørgsmålet igen.

De to indleder med at udveksle nyt og kommentere lokale begivenheder.

Herefter bevæger samtalen sig ind på det nære og tager form af en professionel samtale. Ikke et interview, men en samtale, hvor sygeplejersken lytter, samler op og kommer omkring væsentlige temaer som alder, netværk, eksistens, tidsopfattelse, helbred, bolig, indkøb og sikkerhed.

Det kommer med alderen

Fru Larsens relativt høje alder er ikke et dominerende tema. Første gang, alder nævnes specifikt, er, da fru Larsen kommenterer et mindre symptom på nedsat fysisk funktion:

”Der kommer jo noget med alderen.” Helle Olsen griber sætningen i luften:

”Det er jo derfor, jeg kommer. Fordi der tit sker noget med ældre. Gør du dig tanker om fremtiden?”

”Ja, det bliver jo ikke ved med at gå,” svarer fru Larsen.

Hun har gjort sig sine tanker og har fået nedfældet sin sidste vilje, men hun har ikke behov for at uddybe eller bede om råd.

”Ingen ved noget, før jeg lukker mine øjne.”

Da Helle Olsen forfølger sit spørgsmål, svarer fru Larsen:

”Du mener, hvis jeg bliver syg? Det ved man jo aldrig.”

Herefter udtrykker hun medfølelse med en bekendt, der er blevet syg, og afslutter temaet med en bemærkning om, at hun jo ved, at hjemmeplejen er god.

Netværket rækker

Fru Larsen har mistet sin mand, men lever videre næsten som før. Det nødvendige arbejde på gården tager størstedelen af tiden. Hun har ingen familie tilbage på sin egen side, men opfatter sin mands syv søskendebørn som sine egne.

Forpagteren er en stor støtte, og hun befinder sig godt og har gode bekendte i det nære lokalsamfund. Posten, lægen og hjemmesygeplejen er vellidte repræsentanter for det officielle netværk. Ved det forrige besøg kom det frem, at fru Larsen ikke har behov for at deltage i arrangementer for pensionister.

Side 21

Billede

Side 22 

”Er der en, vi må skrive op på kontoret som din nærmeste pårørende,” spørger Helle Olsen.

Fru Larsen har ikke et svar parat. Heller ikke på, om der burde ligge en nøgle til hendes hjem hos forpagteren eller en nabo. Helle Olsen presser ikke på. Det vigtigste er at få stillet spørgsmålene i forventning om, at de vil give anledning til overvejelser hos fru Larsen. 

 
Gården og slægten

Den gamle slægtsgård er kernen i fru Larsens tilværelse, som den også var, da hendes mand levede. Hun har boet på stedet i mere end 50 år.

Hendes store ønske, som hendes mand delte, er, at det lokale museum vil overtage gården. Men forhandlingerne med museet er ikke afsluttet. I første omgang ønsker hun, at museet overtager de tre længer, mens hun selv kan blive boende i stuehuset. Det vil også kunne give noget tryghed i hverdagen, at der færdes mennesker på gården.

”Du vil jo helst bæres herfra,” sagde fru Larsens læge en gang.

”Og det er så sandt, som det er sagt,” siger hun.

En slægtsgård er mere end en bolig og repræsenterer langt mere end den materielle værdi. Der er bundet historie, pligter, traditioner og mening til gården foruden følelser og minder. At kunne bevare en slægtsgård for eftertiden er en måde at vise sine døde forgængere og deres arbejde respekt på. Der er eksistentielle værdier forbundet med gården.

Tanker om, hvad der skal ske med gården og museets nølen med svar, optager meget af samtalen, som det også har været tilfældet ved tidligere besøg.

Fra en anden tid

Fru Larsen har meget at se til. Hun føler ikke tiden lang, og hun skal også nå at læse to aviser om dagen. Det er nødvendigt for at følge med.

Fru Larsen mærker også, at hun er fra en anden tid, når hun læser aviser. Hun bekymrer sig over, hvordan verden ser ud i dag. Hun nævner ikke terror og krig, men folks jag, stress, utilfredshed og manges utilpassethed.

Fru Larsen har svært ved at overskue det, hvis der skal foregå for mange ting på en gang. Og netop kontrol over sin tilværelse er altafgørende for hendes velbefindende.

Ved sidste besøg blev et høreapparat bragt på bane, men da fru Larsen samtidig stod for at skulle opereres for grå stær og havde fået konstateret for højt blodtryk, aftalte de at vente med at sætte noget i gang.

Nu spørger Helle Olsen igen til fru Larsens hørelse. Den er let nedsat, men dørklokken kan hun sagtens høre, og det går rimeligt, når hun taler ansigt til ansigt med andre.

Fru Larsen har hørt, der er to måder, man kan få høreapparat

Side 23 

på, og Helle Olsen forklarer om forretningsgangen, og hvor meget man kan få i tilskud, hvis man selv køber sit høreapparat. Fru Larsen mener, den offentlige ordning må være god nok og vil kontakte sin egen læge.

Selv om behovet måske er der, hjælper man altså ikke fru Larsen ved at sætte en hel række ting i gang. Initiativerne må tages i et tempo, så hun føler, at hun kan følge med og stadig have styr på sit liv. 

 
Gerne råd om helbredet

Fru Larsen har været på sygehuset og er blevet behandlet for forhøjet blodtryk. Det skulle nu være under kontrol og skal blot tjekkes hos egen læge. Det forhøjede blodtryk bekymrer:

”Det er noget farligt noget,” siger hun og forklarer selv med, at det kan føre til en blodprop eller en hjerneblødning i løbet af et sekund. Det er farligt, fordi man ikke mærker det, og mange har det:

”Tror du, det er derfor, de kører i den forkerte vejbane?” Fru Larsen hentyder til en sammenhæng mellem ældres forvirring og spøgelsesbilister.

Bekymringen over blodtrykket giver Helle Olsen anledning til at fortælle om sammenhængen mellem åreforkalkning og

Side 24 

forhøjet blodtryk, om symptomer og komplikationer og om betydningen af at blive behandlet og kontrolleret.

Fru Larsen kender ikke sit aktuelle blodtryk, men havde ved forrige besøg overvejet at købe et blodtryksapparat, så hun kunne kontrollere det selv. Hun blev den gang anbefalet at tale med sin læge om det, og han frarådede det.

Samtalen drejes over på medicinen:

”Kan du huske at tage dine piller for blodtrykket?”

Fru Larsen har ingen problemer med at huske de tre slags medicin. Hun har sit eget system. Da hun viser medicinen frem, undrer sygeplejersken sig over at se et glas med etiketten Hjertemagnyl. I glasset ligger nogle store vanddrivende tabletter.

Fru Larsen forklarer, at det originale medicinglas var for stort og klodset, derfor har hun hældt en mindre portion tabletter over i et andet glas. Om morgenen drikker hun et glas kogt vand sammen med pillerne, for at de ikke skal ”slå hul i maven.”

Helle Olsen roser systemet og omtanken ved tabletindtagelsen, og den følgende samtale handler om blodtryksnedsættende og vanddrivende medicin.

Fru Larsen er meget opmærksom under hele samtalen om helbred og medicin. Hun fortæller, at hun ikke er tilfreds med apoteket, som ikke altid havde det, hun fik recept på.

”De havde noget billigere, som de hævdede virkede magen til, men jeg ville kun have det, lægen havde ordineret og skrevet ned. De kunne i det mindste have ringet til lægen og spurgt, om jeg kunne bruge noget andet. Men det gør de ikke. Det endte med, at de sendte den rigtige medicin ud til mig uden vederlag.”

Helle Olsen benytter lejligheden til at fortælle om apotekets pligt til at sælge billigste synonympræparat, medmindre patienten insisterer på at få et bestemt præparat. Men det rokker ikke stort ved fru Larsens holdning.

Når det gælder helbred og lægelig behandling er fru Larsen tro mod autoriteterne og tager imod råd og hjælp. Det gjaldt også efter operationerne for grå stær, hvor hun bad om hjælp fra hjemmesygeplejen til at få dryppet øjne. Hun ramte ved siden af, da hun selv skulle dryppe.

Helle Olsen spørger til, hvad fru Larsen spiser, og om hun får grønsager, mælkeprodukter og fisk. Det indgår alt sammen i kosten, og fru Larsen laver varm mad hver dag. Hun indrømmer dog, at når hun laver suppe, så laver hun til to dage.

God til at planlægge

Boligen er stor og slet ikke beregnet til en enlig. Alle rum ligger i samme plan og er indrettet godt, selv om der er et stykke vej fra soveværelse til badeværelse. Fru Larsen ønsker ingen ændringer, og de velholdte stuer og serveringen viser, at hun også magter sin bolig:

”Arbejdet skal tilrettelægges, men så når jeg det også.”

Når hun har brug for hjælp til den udvendige vedligeholdelse, arrangerer hun det selv. Eneste problem lader til at være den stenbelagte gårdsplads, hvor fru Larsen har fået den opfattelse, at hun ikke mere må fjerne ukrudt med kemi.

Hver fjortende dag kører fru Larsen med forpagteren til byen for at handle. Der er ingen grund til at gøre det tiere, når man har fryser, og der kommer mælken også ned.

Også når det gælder indkøb, vil fru Larsen selv træffe sine valg. Der er gode supermarkeder, men der er også en grønthandler, fru Larsen absolut ikke vil handle hos, fordi hygiejnen er dårlig:

”Grønkålen ligger direkte på fortovet, hvor folk spytter og brækker sig.”

Ligesom med helbredet er fru Larsen optaget af sin sikkerhed. Tanken om at falde og brække hoften er skræmmende. Af samme grund kunne fru Larsen ikke drømme om at sætte stige op til vinduerne udenfor, når der skal pudses vinduer.

Udvendigt bliver vinduerne kun vasket. Inden døre kan hun nå at pudse, men bruger somme tider en taburet.

Da Helle Olsen spørger, hvad hun vil gøre, hvis hun falder eller bliver syg, har fru Larsen ikke svar på rede hånd. Ubehagelige tanker om hjælpeløshed fejes lidt til side. Endelig svarer fru Larsen:

”Så vil jeg ringe 112.”

Helle Olsen vender tilbage til sit spørgsmål og bliver mere direkte:

”Jamen, hvis du nu ikke kan rejse dig eller nå telefonen?”

Svaret kommer aldrig, men fru Larsen har fået et praj om at tænke over sin situation. Det er i den forbindelse, Helle Olsen kommer ind på, om der er andre, som har nøgle til huset. Hun fortæller også, at det er muligt at komme med i en telefonkæde gennem Lion´s Club. Hun skitserer muligheder, men råder ikke direkte.