Faglig kommentar: Vært og gæst

Der er dækket kaffebord i de fleste hjem, når den forebyggende sygeplejerske kommer på besøg. Det kan være lidt af et problem, hvis den forebyggende sygeplejerske har tre besøg med brød og kage på én dag. Hun kan ikke bare sige nej tak, for det at blive budt på kaffe eller et glas portvin rummer langt mere end ernæringsværdien målt i kilojoule. Det er kommunikation, der skal fortolkes rigtigt.

Elektrikeren, lægen, vinduespudseren og andre håndværkere kan komme ind i et hjem og overstå deres ærinde uden at blive budt på noget. Rollerne er afklarede i forvejen. Hjemmesygeplejersken og hjemmehjælperen kan som regel også, hvis de kommer jævnligt, men det er også typisk, at netop sygeplejerske og hjemmehjælper i begyndelsen eller med visse mellemrum bydes på servering af en slags. Det kan være for hyggens skyld, men det kan også handle om, at modtageren af hjælpen har behov for at vise, hvem der bestemmer - og det gør en vært.

Når en repræsentant for det offentlige f.eks. en sygeplejerske kommer ind i et andet menneskes hjem i embedets medfør, er det som regel, fordi beboeren er afhængig af andres hjælp. Sygeplejersken kan nemt og mod sin vilje komme til at træde beboeren over tæerne. Hun flytter måske en stol, der altid har stået, hvor den skal stå, eller hun stiller sin taske på klaveret og sætter katten udenfor. Den, der har brug for hjælp, vil ofte stiltiende finde sig i denne uorden. Der kommer ubalance i magtforholdet. Men bydes sygeplejersken på et stykke chokolade, ændres rollerne. Nu er det sygeplejersken, der siger tak og det-er-alt-for-galt.

Hjemmets beboer har behov for at føle sig som vært og dermed behersker af situationen. Værten viser dannelse. Sygeplejersken, eller hvem det nu måtte være, viser sin dannelse ved at sige tak og tage imod indbydelsen.

At blive inviteret på mad og drikke er værtens måde at vise tillid og venskab på over for gæsten. Rollefordelingen er klar: Der er en vært og en gæst, og begge parter skal overholde nogle ældgamle ritualer for, hvordan vært henholdsvis gæst opfører sig ved et måltid, hvor enkelt det end måtte være. Den ene byder, den anden takker.

At byde på et måltid markerer både nærhed, fællesskab og distance. Gæsten går igen - og skal gå igen - selv om værten kan gøre meget for at holde på hende eller ham. Det er kun hjemmets egne beboere, der selv går i køleskabet uden at blive budt. Selv en tår vand fra hanen beder man om, når man er gæst.

Træk skuffen ud, og find det støvede og gulnede værdigrundlag frem. Står der ikke noget om respekt og ligeværdighed et eller andet sted? At lade modtageren af pleje få lov at føle sig som vært indimellem er en måde at vise respekt på. At byde en patient eller pårørende at sidde ned og deltage i kaffen, næsten som om de var en del af et fællesskab, er en anden måde.

Ingen kan nå at drikke kaffe med brød ved hvert eneste besøg, og det kan være noget af en kunst at bede om udsættelse uden at støde. Men måltidets ritualer har en mission, som ikke må underkendes. Og så snakker man nu engang bedre, når der er ro over foretagendet.