Slottet: Overlevede halvandet år i mediemøllen

”Vanrøgt på plejehjem.” Ekstra Bladets store, gule banner slår sig i vinden højt oppe på Politikens Hus på Rådhuspladsen i København. Det er marts 2002. Sygeplejerske Trine Schaltz ser banneret fra sin plads i bussen på vej til sit arbejde som souschef på plejehjemmet Slottet i De Gamles By i København.

”Jeg tænkte ikke et øjeblik på, at det kunne handle om os,” fortæller hun knap halvandet år senere fra sit kontor i De Gamles By.

Men de blafrende ord på Rådhuspladsen drejede sig netop om Slottet. En pårørende var gået til Ekstra Bladet for at klage over omsorgssvigt. Klagen blev startskuddet til en lang række artikler og tv-indslag om videoovervågning, passiv dødshjælp, glemt medicin, manglende medmenneskelighed og en uvildig undersøgelse. 

At befinde sig i pressens søgelys mere end et år blev ikke kun en personlig og faglig prøvelse for ledelsen af Slottet og det direkte implicerede personale. Det påvirkede hele plejehjemmet, herunder de omkring 80 medarbejdere, de 111 beboere og deres pårørende. Den negative omtale endte også med at involvere sundhedsborgmesteren i Københavns Kommune og sundhedsforvaltningens direktion.

Inden den pårørende gik til pressen, havde hun klaget til Slottets ledelse over plejen til sin mandlige ven. I løbet af foråret har ledelsen derfor flere samtaler med den pårørende. Slottets ledelse får det indtryk, at parterne har fået talt sig til rette om sagerne.

Men det har de tilsyneladende ikke. Under overskriften ”De Gamles By: Ingen rigtig mad i måneder,” klager den pårørende, Lise Kristensen, sin nød i Ekstra Bladet den 14. marts 2002. Hun er vred over, at hendes ven Henning Christensen får sondemad og ikke almindelig mad.

Hun udtaler:

”Desværre kan han mærke, at han ikke er noget værd som menneske. En ligegyldig gammel mand, som personalet ikke engang under ordentlig menneskeføde.”

En sygeplejerske, som kun vil oplyse sit fornavn, forklarer, at Henning Christensens svælg en gang imellem er lammet efter en hjerneblødning. Derfor sondemaden.

Bange for at begå fejl

Omtalen i formiddagsavisen ryster Slottets ledelse og personale. Ikke mindst det personale, der passer Henning Christensen.

Souschef Trine Schaltz husker tilbage:

”Medarbejderne blev nervøse og utrygge. De var bange for at begå fejl. Det virkede meget stærkt på dem at blive hængt ud for ikke at gøre deres arbejde

Side 7 

godt nok, når de syntes, at de gjorde deres bedste. Det sårede dem.”

Der kommer ikke flere artikler om sagen de næste mange måneder, men personalet går alligevel rundt med frygten for at komme i avisspalterne igen. Der bliver løbende klaget over den pleje, de yder til Henning Christensen, og der tilkaldes en psykolog fra bedriftssundhedstjenesten, som giver medarbejderne supervision. Desuden bliver en konsulent og en udviklingschef fra Københavns Kommunes Sundhedsforvaltning inddraget i de fortsatte samtaler med den pårørende.

På trods af psykologhjælpen er nogle af medarbejderne imidlertid så belastede, at de næsten ikke kan komme hurtigt nok ud ad døren igen, når de er inde hos Henning Christensen.

”De var bange for at gøre noget forkert. Og når man er angst for at begå fejl, så stiger risikoen for at begå dem,” siger Trine Schaltz. 

I oktober 2002 vælger Slottet og sundhedsforvaltningen derfor at lade et vikarbureau overtage en del af plejen af Henning Christensen.

”Set i bakspejlet var det ikke den bedste løsning, for det betød, at der var flere forskellige mennesker, der så tog sig af Henning Christensen. Men vi var nødt til at gøre noget. Resten af huset skulle også fungere for de øvrige 110 beboere. Det var vigtigt, at personalet ikke sagde op.”

Ingen sagde deres stillinger op eller meldte sig syge.

Blinkende kamera

Et par måneder senere, i december 2002, opdager personalet noget, der blinker ved en lampe i Henning Christensens lejlighed på Slottet. Det er et videokamera rettet mod Henning Christensens seng. Det har i mere end to måneder optaget personalets pleje af ham.

Kameraet bliver taget ned, og nu bliver der sat yderligere vikarer på. Pårørende Lise Kristensen får et tilbud om, at hendes ven kan blive flyttet til et andet plejehjem, men hun takker nej. Manden skal ikke være kastebold, udtaler hun.

Hun meldes til politiet for krænkende overvågning af personalet. Sagen er endnu ikke afgjort.

I januar 2003 kommer sagen om videoovervågningen til offentlighedens kendskab, og Slottet bliver igen mediestof. Og i løbet af foråret følger yderligere en stribe artikler om plejen på Slottet. I et eksempel fra B.T. den 24. april lyder indledningen:

”Her er endnu et håndgribeligt bevis på vanrøgt og omsorgssvigt af 83-årige Henning Christensen på plejehjemmet ”Slottet” i De Gamles By i København. Denne medicin har plejepersonalet ”glemt” at give den benamputerede mand.” Over teksten er indsat et foto af Henning Christensen uden dyne på, så man kan se hans amputerede ben.

Side 8 

Andre artikler er rettet personligt mod Slottets souschef Trine Schaltz.

Hun beskyldes for at være politisk inhabil, fordi hun sidder i Københavns borgerrepræsentation for SF, bl.a. i sundhedsudvalget. Og flere forskellige kilder udtaler, at hun er inkompetent og burde sættes fra sin post som souschef. Det er dog ikke de personlige angreb, der har påvirket hende mest.

”De ting, der har været rettet mod mig som person - f.eks. at jeg skulle fyres, eller at jeg var inhabil - har ikke været det sværeste at tackle. Det, der har ramt mig hårdest, har været, når aviserne har skrevet, at Slottet var dårligt fagligt og menneskeligt. Det er helt forkert. Vi kan selvfølgelig altid gøre tingene bedre, men her gives en god og kærlig pleje.”

Rapport: Ingen vanrøgt

Kritikken, som Trine Schaltz hentyder til, udspringer af en uvildig undersøgelse af forholdene på Slottet, som bliver sat i værk af sundhedsforvaltningen i Københavns Kommune. Revisionsaktieselskabet af 1.12.1962, der udfører tilsyn i en række jyske kommuner, står for undersøgelsen af plejens kvalitet, personalets samspil med de pårørende og den ledelsesmæssige indsats. Selskabet interviewer beboere, pårørende og personale og observerer forholdene i perioden fra den 18.-28. februar 2003. Desuden gennemgår det Slottets skriftlige materiale, bl.a. plejeplaner og kardex.

Undersøgelsen udmunder i første omgang i to rapporter. En om plejen af Henning Christensen og en om den generelle pleje. Rapporternes hovedkonklusioner er både positive og negative: ”Omfanget og kvaliteten af de enkelte elementer i pleje/omsorgen er i det store hele hver for sig tilfredsstillende.” Men der efterlyses en ”samlet helhed i udførelsen” og en tydeliggørelse af formålet med hjælpen. Der ankes også mod, at Slottet ikke lever op til lovens bestemmelser om, at hjælp skal have et aktiverende sigte og fremstå som en helhed for borgeren. Rapporterne er dog ikke i nærheden af at pege på det omsorgssvigt eller vanrøgt, som Slottet ellers er blevet beskyldt for at begå. 

Ris og ros fra de to rapporter:

• beboerne er generelt tilfredse med hjælpen til personlig pleje
• beboere og pårørende er tilfredse med mad og tøjvask
• samarbejdet mellem beboere og personale om indkøb fungerer godt, men
• mange beboere og pårørende ved ikke, hvem beboerens kontaktperson er
• beboerne inddrages ikke nok i madlavning, rengøring og andre aktiviteter
• plejeplaner har fokus på problemer og sygdom frem for muligheder
• ikke alle beboernes livshistorier er nedskrevet og anvendes
• samarbejdet med alle pårørende er ikke velfungerende
• tilbud om genoptræning og vedligeholdende træning mangler
• 1/3 af personalet har ingen uddannelse, mange er unge

Revisionsaktieselskabet noterer, at tilsynet i høj grad beror på øjebliksbilleder, og at det er afviklet i en periode, hvor Slottets beboere, de pårørende og personalet kan være påvirket af den særlige situation, som gav anledning til tilsynet.

Knusende overskrifter

Den 30. april 2003 holdes der pressemøde om undersøgelsen. Kritikken af Slottet beklages dybt af sundhedsborgmester Inger Marie Bruun-Vierø (R), Slottets forstander Birgit Lykke Nielsen og sundhedsforvaltningens administrerende direktør Bo Andersen (nu fritstillet fra sin stilling pga. en anden sag om manglende plejehjemstilsyn, se boks).

Pressen refererer fra pressemødet med termer som ”ydmyg,” ”brødebetynget” og ”bodsgang” om attituden hos de tre ansvarlige på pressemødet.

Overskrifter i flere landsdækkende aviser ridser skarpt op: ”Knusende kritik af plejehjem,” ”Borgmester rystet over plejehjem” og ”Slottet lagt i ruiner.”

Det understreges dog også, at en tilsvarende undersøgelse af mange andre plejehjem i København ville vise det samme billede. Normering, uddannelsesniveau for personalet og muligheden for at tiltrække sig kvalificerede medarbejdere sætter en naturlig grænse for plejens kvalitet på danske plejehjem.

For Trine Schaltz er pressemødet en blandet oplevelse. Sundhedsborgmesteren og direktøren tager godt nok et medansvar for den beklagelige sag. De fortæller, at Slottets ledelse længe har bedt om hjælp fra forvaltningen til at løse problemerne, og at de løsninger, forvaltningen har været med til at finde, ikke har været optimale. Men rapporterne om forholdene på Slottet udlægges meget negativt, synes hun.

”Måske fokuserer jeg for meget på det positive, der også står i rapporterne, men jeg synes ikke, de reelt er så negative. Og det er trist, for kritikken i pressen har taget fokus fra hverdagens opgaver, og der har slet ikke været plads til at udvikle så meget, som vi ellers ville have gjort. Vi har følt os hængt ud og sat i gabestok, og vi er kede af, at nogle af de fine aktiviteter, der foregår med beboerne, slet ikke er omtalt i rapporterne. Når man læser dem og det, der skrives i aviserne, får man indtryk af, at her ingenting foregår.”

Trine Schaltz har, ligesom den øvrige ledelse på Slottet, taget kritikken i rapporterne til efterretning og ser den som en hjælp til at blive bedre. F.eks. påtager en ergoterapeut fra Slottet sig efter kritikken opgaven med at skrive alle

Side 9 

livshistorier ned, og der laves nye handleplaner og flere arrangementer for beboerne. 

Plads til menneskelighed

Rapporterne nævner ikke et ord om omsorgssvigt eller vanrøgt, og det overrasker ikke Trine Schaltz. Men det kommer noget bag på hende, at medierne forbigår, at de voldsomme beskyldninger ingenting har haft på sig.

”Jeg har hele tiden holdt på, at der hverken foregik omsorgssvigt eller vanrøgt på Slottet, og nu er det blevet bekræftet af den uvildige undersøgelse. Men det er alligevel det indtryk, man får, når man læser om sagen i pressen,” siger hun og peger på, at hvis man virkelig mente, der var tale om misrøgt på Slottet, så skulle plejehjemmet være meldt til politiet.

”Der vil altid være dage, hvor man arbejder mere optimalt end andre. Men det er ikke det samme som omsorgssvigt. Alle skal naturligvis tales pænt til og have deres medicin, men der må være plads til mindre fejltagelser. F.eks. at medicingivning bliver lidt forsinket, eller at kommunikationen brister pga. arbejdspresset. Vi kan ikke leve op til at være 100 pct. perfekte altid. Det er der ingen institutioner, der kan. Vi er nødt til at acceptere, at vi har en hverdag, og at vi er mennesker. Og det kan beboerne godt leve med. Hvis der ikke er plads til at være menneske, bliver man utryg,” siger hun.

Trine Schaltz havde foretrukket, at sagen var blevet behandlet i det gængse klagesystem. Hun mener, at den uvildige undersøgelse var overflødig.

”Den uvildige undersøgelse gav os nogle brugbare anbefalinger, men jeg mener, vi var nået frem til dem uden undersøgelsen. Anbefalingerne er nemlig i god overensstemmelse med de målsætninger,

Side 10 

vi havde sat os for de kommende år. Nu skal processen speedes op, så vi når målene på kortere tid. Men vi skal passe på, at beboerne ikke føler, vi svigter dem, fordi vi har travlt med handleplaner, værdigrundlag og kompetenceudvikling,” siger hun.

Trine Schaltz tilføjer, at hun er ked af, at undersøgelsen fandt sted på et tidspunkt, hvor Slottet ikke fungerede optimalt, og hvor beboere, pårørende og personale var usikre.

Alle medarbejdere hængt ud

Midt i juni kommer en tredje rapport fra Revisionsaktieselskabet. Den er baseret på 70 timer af den optagne video fra Henning Christensens lejlighed og bekræfter ifølge sundhedsborgmester Inger Marie Bruun-Vierø (R) de to første rapporter.

I B.T. udtaler hun, at rapporten ”bekræfter og forstærker kun de svigt og mangler, vi allerede havde fået vished for gennem de to foregående rapporter.” Hun kalder rapporten ”en uhyggelig øjenåbner” og udtrykker forståelse for, at Lise Kristensen har svært ved at have tillid til Slottets ledelse.

I Politiken lyder sundhedsborgmesteren mere afdæmpet:

”Det er ikke kønt at se på, men på den anden side kommer videobåndene og rapporten ikke med ny kritik. Billederne understøtter så at sige de to foregående rapporter, som også var meget kritiske,” kommenterer Inger Marie Bruun-Vierø.

Trine Schaltz vil ikke kommentere de konkrete videooptagelser, men hun siger:

”Hvis vi oplever, at en beboer ikke bliver behandlet med respekt og omsorg, handler vi med det samme. Hvad vi ser på videobåndene, havde vi allerede handlet på, inden vi kendte til optagelserne. For da havde vi opdaget, at nogle medarbejdere var så påvirkede af situationen, at de ikke længere kunne arbejde som sædvanligt. Der var hverken tale om omsorgssvigt eller vanrøgt, men om medarbejdere, der havde brug for hjælp. Nu er det ikke bare dem, men alle plejehjemmets medarbejdere, der er blevet stemplet og hængt ud. Det er uanstændigt.”

Trine Schaltz har været hele følelsesregistret igennem i forløbet. Vrede, fortvivlelse, usikkerhed.

”Mediernes fokus påvirkede mine tanker meget. Hvad sker der næste gang? Kan jeg håndtere det, der kommer? Får jeg den opbakning, jeg har brug for? Jeg havde det hos mig konstant. Kunne mærke det i kroppen hele tiden. Det fylder meget.”

”Hver gang vi har været i pressen, har det påvirket personalet og de øvrige beboere. Det er ubehageligt at arbejde et sted, som har et dårligt ry, og de gamle mennesker, der bor her, ønsker ikke, at deres hjem bliver kaldt et sted, der ikke er rart at være.”

Oprejsning opgivet

Derfor har Trine Schaltz også været betænkelig ved nu at bruge sin ytringsfrihed og udtale sig i Sygeplejersken.

”Det er en balancegang. Jeg vil på den ene side ikke krænke beboere eller pårørende, men på den anden side vil jeg gerne være med til at nuancere synet på Slottet. Jeg vil gerne tage til genmæle, men jeg risikerer at træde nogen over tæerne, som så går til pressen, hvilket giver endnu mere omtale, som så rammer os selv.”

Og selv om Trine Schaltz og resten af personalet gerne ville renses for beskyldningerne om vanrøgt og omsorgssvigt, har de forladt tanken om at få æresoprejsning i offentligheden.

”Man kan ikke kæmpe mod pressen. Vores kamp skal foregå her på Slottet. Vi har opgivet at få oprejsning. Det vigtigste nu er at gøre forholdene bedre for beboerne og gøre det attraktivt at søge en stilling her igen. Vi siger til os selv, at det er ikke så vigtigt, hvad andre tænker og tror, men hvad beboerne mener om at bo her.”

Det, der har gjort forløbet til at holde ud for Trine Schaltz, har været støtten fra personale, beboere og pårørende og det sammenhold, der har hersket på arbejdspladsen.

”Som ledelse er vi blevet bakket op af personalet, og medarbejderne har fået blomster, chokolade og breve fra beboere og pårørende. Det har haft en kolossal betydning.”

Hun har beholdt sin tro på, at Slottet yder noget godt, og nu oplever hun også den gryende optimisme hos personalet.

”Vi er et bevis på, at man kan overleve en massiv, negativ presseomtale, hvis man tror på de positive kræfter på sin arbejdsplads og på sin egen indsats,” siger hun.

Hun fortæller, at Slottets medarbejdere på et tidspunkt blev mætte af medieomtalen.

”Man bliver ikke hårdhudet, men man lærer at tænke: det er bare, hvad der står i aviserne. Vi må forholde os til virkeligheden.”

Trine Schaltz mener, at det sidste halvandet år ikke blot har handlet om en klage fra en pårørende, men om, hvordan instanserne som samlet system har håndteret sagen.

”Vi har ikke været gode nok til at mødes og blive enige om at gå den samme vej. Først nu er vi kommet i en konstruktiv dialog med sundhedsforvaltningen om, hvordan sagen skal løses. Den dialog skulle vi have haft for et år siden. Men hvem kunne have vidst, at klagesagen ville udvikle sig sådan, at borgmester og direktion skulle involveres?” siger Trine Schaltz. Hun tilføjer:

”Man kan aldrig helt undgå utilfredse beboere eller pårørende, men man kan blive bedre til at lytte til deres utilfredshed og forstå, hvad der ligger bag den. Og så skal alle involverede samarbejde og være enige om, hvordan der skal handles. Det har vi ikke formået i den her situation.”

Når politisagen om videoovervågningen kommer op, vil sagen igen blive omtalt i medierne. Ledelse og medarbejdere på Slottet har diskuteret meget, om de vil igennem en ny presseomtale, men de har besluttet, at det er vigtigt principielt at få afgjort, om videoovervågning af plejepersonale er lovlig eller ej.