Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Studerende og klinisk oversygeplejerske på en gang

Den åbne Humanistiske Basisuddannelse på Roskilde Universitetscenter er en relevant og overkommelig videreuddannelse, som kan anbefales sygeplejersker, der har brug for en mere akademisk tilgang til praksis.

Sygeplejersken 2003 nr. 30, s. 26

Af:

Kirsten Hellmers, klinisk oversygeplejerske

Som klinisk oversygeplejerske på en stor afdeling med et plejepersonale på ca. 200 og fem højteknologiske specialer beskæftiger jeg mig dagligt med uddannelse, kompetenceudvikling, læring og kvalitetsudvikling. For at kunne være den, der overordnet igangsætter og fastholder den sygeplejefaglige udvikling i afdelingen, er det nødvendigt, ud over specifik faglig viden, at have teoretisk viden om demokrati, samarbejde og kommunikation. Grundlæggende viden om humanvidenskaberne historie, litteratur, psykologi, filosofi, sociologi og pædagogik er vigtig for at kunne påvirke samarbejdet og arbejdsmiljøet i positiv retning.

Da jeg skulle vælge en videreuddannelse, der kunne stå mål med mine egne og afdelingens ønsker, valgte jeg Den åbne Humanistiske Basisuddannelse på Roskilde Universitetscenter. Dette studium kunne supplere min faglige uddannelse med en bred, akademisk viden og en metodisk og teoretisk tilgang til praksis, der bygger på tværfaglighed, og hvor faglig ekspertise ikke alene kan gøre en forskel.

Studium og fuldtidsjob

Selve basisuddannelsen er fireårig og består af moduler. Man kan, hvis man er interesseret og har en mellemlang uddannelse, søge om afkortning af forløbet. Jeg valgte dog at gemme min merit til overbygningsstudiet, da det var vigtigt for mig at få det teoretiske og projektorienterede arbejde ind under huden. Kort og godt at være studerende.

Hvert semester består af 3-4 weekendseminarer fra fredag aften til søndag eftermiddag. Et seminar består typisk af 3-4 forelæsninger, en tematisk film lørdag aften, fremlæggelse, opponering og evaluering på de enkelte gruppers arbejde. Mellem seminarerne mødes grupperne typisk en gang ugentligt og mailer herudover sammen i forbindelse med løsning af opgaverne. Uddannelsen afsluttes med en eksamen efter fjerde år, og man er hermed kvalificeret til at søge ind på overbygningen på den ordinære studieordning, vælge speciale og blive enten et- eller tofagsbachelor eller kandidat.

Stod mål med forventningerne

Det er et stort arbejde, men absolut ikke urealistisk. I de fire år, der er gået, har jeg brugt min fritid på projektet. Det har været en kilde til inspiration og har givet et både teoretisk og personligt løft, selv når man møder mandag efter et seminar, hvor man både har været fagligt på og socialt engageret i diskussioner af enhver art til ud på de små timer.

I forhold til min dagligdag har det resulteret i en mere metodisk tilgang og en øget teoretiske viden. Det har været lærerigt at afprøve grænser i projektsamarbejdet med både yngre og ældre fra forskellige grene af den offentlige og private sektor. Efter veloverstået eksamen begynder jeg nu at studere på overbygningen. Jeg skal læse filosofi/videnskabsteori og kommunikation. I første omgang er målet at blive bachelor.

Hvordan det lod sig gøre

Jeg har forhandlet en god aftale hjem med afdelingsledelsen, så jeg i første omgang kan følge første semester på normeret tid og selv planlægge mit arbejde i forhold hertil. Hvordan det videre studium skal forløbe, tages der efterfølgende stilling til, og med lidt snilde skal det nok lykkes. Nu glæder jeg mig bare til at fordybe mig yderligere efter en velfortjent ferie.

Kirsten Hellmers er ansat på operations- og anæstesiologisk afdeling Y, Københavns Amts Sygehus i Glostrup.