Synspunkt: Censorbog med sære holdninger

Censorbogen af B. Hørdam og B. Kamp Nielsen er et godt initiativ. Hele bogen igennem er der lagt stor vægt på, at de studerende skal kunne være sikre på, at de får en ensartet og retfærdig behandling, at censorerne er upartiske, og at bedømmerne overholder de etiske forpligtelser. Derfor er det med stor undren, at jeg læser forfatternes holdning til følgende tre områder: Kan censor forlade sig på eksaminators vurdering? Må den studerende vide, hvem der sidder i et ankenævn? Skal man som bedømmer undgå at uddybe og begrunde en karakter?

Kan censor forlade sig på eksaminators vurdering? Nej, naturligvis ikke.

På side 35 i Censorbogen står, at der kan være situationer, hvor censor af praktiske eller etiske grunde ikke kan overvære den studerendes praktiske handlinger ved en eksamen, og derfor må censor forlade sig på eksaminators vurdering under voteringen. Min påstand er, at censor og eksaminator altid skal have et fælles grundlag for at kunne bedømme en præstation retfærdigt. I § 3 i censorbekendtgørelsen og i § 7 i eksamensbekendtgørelsen står der bl.a., at censorerne skal påse, at de studerende får en ensartet og retfærdig behandling og deres præstationer en pålidelig bedømmelse. Hvordan kan man som censor leve op til dette, hvis man skal lave sin bedømmelse på baggrund af en beskrivelse af, hvad eksaminator har observeret? Og hvordan vil censor forholde sig i en evt. klagesag, hvis klagepunktet netop er bedømmelsen af de praktiske handlinger?

Må den studerende vide, hvem der sidder i ankenævnet? Ja, hvorfor ikke?

På side 41 i Censorbogen står, at et ankenævn er pålagt tavshedspligt. Enig. Men jeg er uenig i, at tavshedspligten betyder, at den studerende ikke må vide, hvem der sidder i det ankenævn, der behandler vedkommendes sag. Da den studerende er part i sin egen sag, er der naturligvis ikke noget til hinder for, at hun ved, hvem der behandler den.

Skal man som bedømmer undgå at uddybe og begrunde en karakter?

Nej, hvorfor dog? I Censorbogen kan man læse, at forfatterne fraråder, at eksaminator eller censor giver den studerende en uddybet forklaring på den karakter, der er givet. De understreger, at hvis man, trods deres råd om at lade være, vil gøre det, så skal man vente, til klagefristen er udløbet. Ellers vil den studerende kunne bruge udsagnene i en klage. Ja selvfølgelig, hvad skal den studerende ellers bruge?

I eksamensbekendtgørelsens § 31 står, at en klage over en prøve eller anden bedømmelse skal være skriftlig og begrundet. Det er efter min mening meget vanskeligt om ikke umuligt at skrive en velbegrundet klage over en karakter, hvis man som studerende skal gøre det på baggrund af den mundtlige tilbagemelding, man fik fra censor lige efter eksamenssituationen. Min påstand er derfor, at ønsker en studerende at klage over bedømmelsen af en prøve, så har vedkommende som følge af forvaltningslovens regler om, at en afgørelse skal begrundes, krav på en grundig (og gerne skriftlig) begrundelse for den givne karakter. Derefter er det op til ham/hende at argumentere for, hvorfor karakteren burde være anderledes.

I øvrigt er det en fordel for alle parter at bruge tid på en gennemgang af begrundelserne, da en ordentlig begrundelse giver færre og mere velbegrundede klager.

Censorbogen er anmeldt i Sygeplejersken nr. 11/03.

Jytte Gravenhorst er vicerektor på Sygeplejeskolen i Århus.