Opskriften på lydighed (lang version)

I Usbekistan har torturudøvelse i vore dage fået karakter af et industrielt maskineri, mellem hvis tandhjul, sådan lyder de forsigtigste vurderinger, mindst ti tusind mennesker er blevet tilintetgjort. Hvis hertil lægges, at slægtninge til tiltalte og anderledestænkende også udsættes for tortur, så må antallet af ofre forbløffe selv garvede specialister. Det usbekiske straffeapparat ophører ikke med at udvikle sig i teknologisk henseende. Som for tusind år siden benytter regeringen offentligheden som et effektivt instrument i torturens teknologi.

”Kæreste mor!

Jeg ved ikke, om brevet her når frem til dig. Men du skal vide sandheden, selv hvis vi ikke ser hinanden igen. Jeg skriver til dig, fordi jeg er uskyldig i det, der er sket. Jeg har ikke begået den forbrydelse. Man tvang mig ved tortur til at skrive under på tilståelsen. Du må ikke foragte mig! Det er meget forkert, hvad jeg har gjort imod dig, men jeg kunne ikke holde det ud” (1).

Da den 27-årige domfældte Dmitrij Tjikunov i al hemmelighed skrev disse linjer, havde han ingen anelse om, at hans brev, på forunderlig vis smuglet ud af fængslet, ville komme i hænderne på medarbejdere ved menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch (HRW) i Usbekistan og slå ned som en bombe. Ved at betro sin tragedie til en lap papir (og dermed til sin mor) åbnede fangen Dmitrij Tjikunov uden selv at vide det en hæslig byld på det usbekiske autoritære systems legeme, som myndighederne havde gjort alt for at skjule. Det var ikke anklagens alvor, den drabssigtede unge mand ikke havde kunnet udholde. Det, han ikke havde kunnet holde ud, var en tortur, hvis umenneskelighed ikke kun formåede at ødelægge et levende og sårbart menneskelegeme, men også ville kunne få en langt mere modstandsdygtig metalblok til at sprænge.

Allerede under arrestationen havde en politimand med efternavnet Grigorjan klemt Dmitrijs hoved i en bildør og sparket ham flere gange i skridtet. Straks ved ankomsten til stationen var der yderligere syv-otte politifolk, som kastede sig over Dmitrij og tævede ham ”med hvad de nu havde, selv Coca Cola flasker.” Dmitrij mistede meget snart bevidstheden. Dmitrij vågnede på grund af stærke smerter, og fordi han var ved at blive kvalt. Hans hænder var bundet på ryggen, og han havde en gasmaske på hovedet. En politimand med efternavnet Makhamatkulov klemte luftslangen til gasmasken sammen og råbte af fuld hals: ”Tilstå at du er morder!”

Som Dmitrij senere skriver i brevet:

”Jeg blev ved med at gentage, at jeg var uskyldig, at jeg havde set det, men ikke selv havde noget med det at gøre. Men der var ingen, der hørte på mig.”

Dmitrijs modstand gjorde betjentene mere og mere irriterede. De forsøgte at ramme ham på det ømmeste punkt. Grigorjan og en anden medarbejder truede med, at de ville slæbe Dmitrijs mor ned på stationen og ”sende hende på omgang,” altså voldtage hende, for øjnene af sønnen. Hvis det ikke hjalp, ville de smide kvinden ud af vinduet og bagefter rapportere, at hun havde begået selvmord. Det var første gang, Dmitrij begyndte at vakle. Han bad, det bedste kan kunne, om, at de ikke rørte moderen. Han sagde, at selv om han var uskyldig, ville han gå med til alt, blot de lod hende være i fred.

Første skridt til at knække den tiltalte var dermed fuldbyrdet. Men de uniformerede banditter var nødt til at underbygge resultatet. Så Dmitrij ikke senere skulle slå bak, når (og hvis) han kom til sig selv.

For at tilintetgøre et menneske moralsk i Usbekistan er det tilstrækkeligt at klæde det af i al offentlighed. Eller beskylde det for at tilhøre et seksuelt mindretal. Mod Dmitrij gjorde man noget, der var værre. Som han senere skriver i sit brev:

”Makhamatkulov råbte, at da jeg ikke var gift, måtte jeg være bøsse. Nu ville de afslutte, hvad han kaldte ”pressekonferencen,” og så ville de tilfredsstille mig, altså voldtage mig. Samtidig slog han mig i hovedet (i nakken) med et mandslem hugget ud af sten. De tilkaldte en fotograf og prøvede at tage bukserne af mig, mens de hele tiden slog mig. Jeg gjorde modstand, så godt jeg kunne. Så lagde de mig ned på gulvet og stillede sig, nogen på ryggen, andre på armene af mig, mens de råbte: "Nu stikker vi lemmet op i rumpen på dig, så tager vi et billede og sender det hen i fængslet - der ”elsker” man sådan nogle som dig!” En af dem, der stod på ryggen af mig, gjorde et hop og rammede af al kraft benene ned i min rygsøjle. Smerten slog luften ud af mig, de trak bukserne af, hvorved lynlåsen gik i stykker, men de voldtog mig ikke. I stedet slog de mig på benene med knipler, og hele tiden råbte de: ”Vi ved, du er morder, tilstå, så holder vi op."

Dmitrij tilstod ikke. Hvortil den rasende politimand meddelte, at ”for de stædige har vi et andet middel.” Med den smukke betegnelse ”lærken.” Fem-seks politifolk løftede Dmitrij op fra gulvet (hans hænder var stadig fikseret med håndjern på ryggen). De bragte ham i bevægelse op og ned, hvorefter de smed ham op mod loftet og gik hver sin vej. Dmitrij faldt på ryggen ned på gulvet. Proceduren blev gentaget fire gange. Som Dmitrij bagefter skrev:

”På grund af smerten husker jeg intet, jeg kunne ikke engang tale, det var, som om jeg var lammet.”

Herefter indtrådte en pause. Dmitrij fik mulighed for at få vejret igen, hvorefter kriminalassistenten spurgte: ”Nå, hvad så, tilstår du?” Dmitrij kunne kun nikke lydigt. Han fik mulighed for at vaske sig og tilladelse til at ryge en cigaret.

Inden man begyndte det forhør, der skulle føres til protokol, havde politimanden skrevet Dmitrijs ”tilståelse” ned på et stykke papir og advaret: "Ingen numre, nu kommer ”chefen” og stiller dig spørgsmål, mens det bliver optaget på video. Du svarer, og er der noget du ikke ved, kan du bare jævnføre dig med papiret.”
Den ”tilståelse,” Dmitrij fremsagde foran videokameraet, svarede ganske vist ord for ord til det, kriminalassistenten havde forlangt, men alligevel virkede den uoprigtig. Kameramanden afbrød nervøst Dmitrij midt i en sætning, slukkede for kameraet og udstødte et råb: ”Jeg tror ikke på, han er skyldig!”

Fra Dmitrij Tjikunovs brev:

”Igen tævede de mig og sagde, at jeg havde ”lavet snavs,” og nu ville de helt sikkert slå mig ihjel. Derefter talte de lidt sammen og erklærede så, at de ikke havde anden udvej, nu ville de dræbe mig under flugtforsøg, og så kunne de hænge hvad som helst op på mig bagefter.”

Dmitrij blev ført ud af lokalet, sat ind i en bil og kørt ud til gerningsstedet. De fire politifolk, der var med i bilen, havde besluttet at iscenesætte en henrettelse. Det var kun offeret, der ikke vidste, at der forestod et rent skuespil. Senere skriver Dmitrij til sin mor:

”Hele vejen derud kom de med krænkende udtalelser og sagde, at de bare behøvede at ringe, så ville der ske alt det med dig, mor, som de havde talt om. Jeg var ikke bange for at dø, det eneste, jeg bad om, var, at de lod dig være i fred.”

Da de nåede frem til stedet, blev Dmitrij trukket ud af bilen og stillet op i lyskeglen fra forlygterne (det var allerede mørkt). En af politifolkene kom hen til Dmitrij, afsikrede demonstrativt støjende sin pistol og satte den for nakken af ham. Dmitrij tav koldblodigt, mens han i tankerne tog afsked med livet. Men pludselig hørte han, hvordan en af betjentene telefonisk gav ordre til at ”gå i gang” med Dmitrijs mor.

Fra Dmitrij Tjikunovs brev:

”Jeg lagde mig på knæ og begyndte at bønfalde dem om ikke at røre dig, mor. Så sagde de, at fra det øjeblik skulle selv mit åndedræt være underlagt deres befaling. Jeg skulle gøre alt, hvad de sagde, og kun sige det, de i forvejen gav mig besked på. Jeg indvilgede.”

Politifolkene lykønskede hinanden og udvekslede kys efter usbekisk skik, og efter at have puffet Dmitrij ind i bilen igen kørte de tilbage til stationen. Fra efterforskningens afslutning til retssagens begyndelse anbragte man Dmitrij i en celle på politistationen. Han blev forhindret i at sove, og med jævne mellemrum, som regel om natten, blev han tævet med knipler. På et tidspunkt fortalte man Dmitrij, at hans mor havde hængt sig, eller rettere at hun var blevet ”hjulpet” til at hænge sig. Da Dmitrij i fortvivlelse herover forsøgte at gå til korporligt angreb på sine bødler, udsatte man ham nok en gang for 48 timers tortur, idet man gentog hele proceduren fra ”gasmasken” til ”lærken.” Den advokat, moren havde hyret til Dmitrij, kunne ikke få adgang til sagens akter, før efterforskningen var slut.

Sit brev til moderen afslutter Dmitrij Tjikunov som følger:

”Kæreste mor, hvis brevet når frem til dig, så må du være virkelig forsigtig. Der er ikke den nederdrægtighed, disse mennesker ikke er parat til. Jeg beder dig tilgive mig. Hvis ikke vi skal ses igen, så husk, at jeg er uskyldig. Jeg har ikke udgydt blod! Jeg vil hellere dø end tillade nogen at røre dig. Jeg elsker dig højt, du er det eneste menneske, jeg har kær. Du må ikke glemme mig. Jeg kysser dig. Din søn Dmitrij (underskrift).”

På grundlag af vidneudsagnene, der var fremskaffet under tortur, afsagde det usbekiske ”retsvæsen” en dødsdom. Den 10. juli 2000 blev Dmitrij Tjikunov i hemmelighed henrettet i Tasjkents Fængsel.
 

Risikogrupper

Som det bureaukratisk udtrykkes af dem, det i embeds medfør tilfalder at flette diplomatiske guirlander, er det postsovjetiske Usbekistan ”et land, der vækker bekymring.” Ikke andet. Men skal tingene kaldes, hvad de er, ville det være rigtigere at betegne det usbekiske regime som helvedes filial på jorden. Den usbekiske regering udsætter sin egen befolkning for systematisk tortur. Torturudøvelsen har fået karakter af et industrielt maskineri, mellem hvis tandhjul, sådan lyder de forsigtigste vurderinger, mindst ti tusind mennesker er blevet tilintetgjort inden for de seneste år. Moralsk underkuelse, og derfor umælende frygt, er kendetegnende for næsten hele landet, thi ”lynet rammer én, men skræmmer mange.”

Tortur har altid været et stærkt våben mod demokrati og en klar advarsel til enhver, der søger at opnå bedre levevilkår og politisk forandring. Allerede faraonerne kendte opskriften på lydighed: vil du holde folket i frygt, så straf ikke de skyldige, straf de uskyldige. I nøje overensstemmelse med dette princip føjer det usbekiske regime år for år nye befolkningsgrupper til listen over potentielle torturofre.

Allerede i første halvdel af 90’erne har Karimovs regime, i direkte fortsættelse af den sovjetiske tradition på området, anvendt overgreb, arrestationer og tortur mod de spirende usbekiske oppositionsbevægelsers tilhængere og gjort alt for at tvinge dem til at emigrere. Denne risikogruppe tæller den dag i dag en række demokratiske intellektuelle - forfattere, journalister og borgerrettighedsforkæmpere.

Den anden gruppe potentielle torturofre blev udpeget i 1997. Det var det år, hvor regeringen i forskrækkelse over den islamiske fundamentalismes voksende udbredelse i Ferghanadalen iværksatte omfattende repressalier mod personer, som udøvede islam i større omfang, end staten tillod. Ifølge HRWs oplysninger har myndighederne siden da arresteret og tortureret tusindvis af personer, mod hvem anklagepunktet ofte har været noget så uspecifikt som ”religiøs ekstremisme.” Mange andre blev tortureret alene for at tvinge dem til at angive personer, de havde bedt sammen med eller læst koranen sammen med. (2)

Den tredje gruppe potentielle torturofre blev føjet til listen efter de eksplosioner, der fandt sted i Tasjkent den 16. februar 1999. Ifølge den officielle udlægning var terroraktionerne ”et forsøg på at omstyrte den forfatningsmæssige orden,” skønt anklagemyndighedens beviser, sådan hævder flere iagttagere, var lidet troværdige - dommene blev afsagt på grundlag af forklaringer, der var fremtvunget under tortur. Alligevel var dette nok til at erklære højlydt, at der eksisterede en ydre trussel, hvorefter man indledte en sand heksejagt. Siden da er det ikke kun troende, der anses for potentielle folkefjender, men også talrige unge arbejdsløse fra de forarmede landdistrikter, der ifølge regimet kunne mistænkes for at sympatisere med eller tilhøre en af de religiøse organisationer, der ikke har kunnet blive officielt registreret i Usbekistan En af dem - Hizb-ut-Tahrir - er aktiv i mange lande og står for genindførelse af en islamisk stat i den del af verden, der traditionelt har været muslimsk.

Det politiske bestillingsarbejde med at fange dem, der var ”utro mod regimet,” viste sig at overstige de usbekiske domstoles muligheder. Uregistrerede religiøse organisationer fungerer illegalt. Som regel kender medlemmerne ikke hinanden, og derfor har de forskellige ”tjenester,” selv når de har ”uskadeliggjort” et led, svært ved at opspore det næste. Det problem har dog været til at ”løse” i Usbekistan. Indenrigsministeriets straffeorganer og den nationale sikkerhedstjeneste SNB fik udstedt ubegrænsede beføjelser til at indhente (dvs. med alle midler fremtvinge) oplysninger. Og den aktion forberedte myndighederne sig grundigt på.

En anonym kilde beretter, at der i vinteren 1999 blev gennemført en storstilet udrensning i det usbekiske Indenrigsministerium (MVD), som politiet hører under. Man afskedigede flere tusind politifolk af dem, der stadig besad visse humane egenskaber. Kun de mest forråede fik lov at beholde deres stillinger og privilegier. I sommeren 1999 var der bag MVD’s mure blevet underskrevet en hemmelig beslutning, der opmuntrede til, at ansatte i det repressive apparat selv skulle finde på nye former for tortur. ”For to månedslønninger og en stjerne på epauletterne begyndte Usbekistans politifolk at udtænke de mest bestialske torturmetoder. At man med sandsynlighed kan tale om en sådan tendens, bekræftes indirekte af andre kilder. Special Rapporteur til FN’s Torturkomite Theo van Boven tilkendegav i sit indlæg på komiteens møde i marts 2003, at "der er ingen tvivl om, at systematisk tortur [i Usbekistan] bliver, om ikke belønnet, så i hvert fald tilgivet.”

Det er i øvrigt ikke kun samvittighedsfanger, det usbekiske regime viser sit sande ansigt over for. Det gør regimet også og endnu oftere over for personer, der mistænkes for at have begået ”almindelige” forbrydelser. Den usbekiske strafferetspleje følger desværre stadig den sovjetiske praksis med at opstille samfundsmål for opklaring af forbrydelser (og vel at mærke skal opklaringsprocenten være nær 100, uanset tingenes virkelige tilstand). Så de myndigheder, der laver forundersøgelser, benytter i stigende omfang tortur som middel til at fremtvinge hurtige tilståelser og dermed fremskynde efterforskningen. I den sammenhæng kan den usbekiske befolkning betragtes som én stor risikogruppe.

Illusorisk forestilling

I 1995 ratificerede Usbekistan FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Som tiden har vist, blev det mere gjort for at lokke investeringer til fra de demokratiske lande i Vesten. I HRW’s dokumentationsmateriale findes talrige vidnesbyrd om, at anholdte personer jævnligt udsættes for tortur i de isolationsfængsler, der hører under MVD’s centrale apparat, SNB i Tasjkent og Tasjkents politi (GUVD). Der findes desuden førstehåndsberetninger om tortur under varetægtsisolation hos politiet i samtlige egne af Usbekistan og i den autonome republik Karakalpakstan.

Den usbekiske strafferetspleje har ganske vist på nogle punkter ændret sig i vestlig retning, men generelt er de usbekiske domstoles uafhængighed en håbløst illusorisk forestilling. Politikkens primat over domstolene sikres via den udøvende magt. Sidstnævnte er i den grad gennemsyret af korruption og gensidig holden hånden over hinanden, at de, der beordrer og udfører tortur, har alle muligheder for at unddrage sig deres ansvar.

Det politiske opdrag og indtrykket af at kunne handle ustraffet er med til at gøre tortur endnu mere udbredt. År for år vokser antallet af beretninger om dødsfald under varetægtsfængsling i Usbekistan. Som regel afskriver myndighederne den slags dødsfald som selvmord eller en følge af interne opgør mellem fangerne. Men der findes eksempler på, at myndighedernes løgn er blevet afsløret af uafhængige undersøgelser. En nylig uafhængig undersøgelse af fangen Musafar Avasovs død har for eksempel modbevist myndighedernes påstand om, at Avasov blev overhældt med kogende vand fra kedler under et slagsmål mellem nogle fanger. Ifølge en professor i retsmedicin fra Glasgow ”vidner (læsionerne på Avazovs legeme) klart om påvirkning fra varmt vand, mens personen befandt sig i et badekar eller et lignende kar,” og det tilføjes, at "brandsårene ligner ikke spor af vand, der er blevet tilfældigt hældt ud over personen.”

Efter HRW’s opfattelse er der mange andre tilfælde, hvor enten de spor af tortur, familiemedlemmer finder på personer, som er døde i fangenskab, eller myndighedernes afslag på i det hele taget at lade familiemedlemmer undersøge den afdødes legeme ”giver stærk grund til at antage, at dødsårsagen har været utilladelig behandling af arrestanten.”

Familien som gidsler

Det usbekiske regime overgik sig selv i uhyrlighed, da det i 1999 åbent proklamerede, at mistænktes slægtninge bar et kollektivt ansvar for den begåede forbrydelse. Blandt andet kan det nævnes, at efter eksplosionerne i Tasjkent sendte indenrigsminister Sakir Almatov et uheldssvangert signal om arrestation af familiemedlemmer, da han i et interview til usbekisk TV erklærede, at fædre skulle betale for de forbrydelser, deres sønner var anklaget for. Den daværende statsanklager U. Khudajkulov tilføjede i samme udsendelse, at ”vi har en liste over dem, der er kommet på afveje, fordi de ligger under for forskellige sekter, og vi ved, hvem de er… vi vil uundgåeligt finde dem og tvinge dem til at stå til ansvar over for deres fædre. Og deres fædre skal også stå til ansvar for den måde, de har opdraget deres børn på.” (3)
Som resultat af disse udtalelser var hele familier pludselig politisk suspekte.

I sager, som involverer politik eller religion, sker der ifølge HRW ofte det, at mistænkte, anklagede eller efterlyste personers slægtninge bliver arresteret, taget som gidsler eller ligefrem torteret for at få en efterlyst til at melde sig eller nogen til at tale. Som i Dmitrij Tjikunovs tilfælde kan trusler om overgreb på familiemedlemmer have større virkning på den mistænkte end fysisk eller psykisk pression mod vedkommende selv.

Forfatteren Mamadali Makhmudov blev arresteret i februar 1999. ”Senere forklarede han i retten, at kriminalfolkene i MVD’s hovedbygning havde påstået, at hans hustru og hans to døtre også var arresteret, hvorefter de havde truet med at voldtage dem for øjnene af ham, hvis ikke han gik ind på deres krav. Mamadali Makhmudov, der ifølge eget udsagn desuden blev tævet, forsøgt kvalt med en plastikpose, påført brandsår på arme og ben og hængt op i armene, mens han var bagbundet, indvilligede til sidst i at aflægge ”tilståelse” foran et videokamera. Optagelsen blev vist flere gange i usbekisk TV.” (4)
To kvinder har i interviews til Human Rights Watch berettet, hvordan repræsentanter for Tasjkents politi holdt hver af dem indespærret i et lokale fyldt med koldt vand til op i knæhøjde. Begge havde slægtninge, der var efterlyst, og politifolkene anvendte kvinderne som gidsler for at få deres slægtninge til at stå frem. Begge kvinder blev tilbageholdt under disse forhold til næste morgen, uden mulighed for at sætte sig eller lægge sig ned. (5)

Arrestation, ydmygelse og tortur er, hvad Darmon Sultanova fra byen Urgentj blev udsat for. Efter hendes to sønner var blevet arresteret i januar 1999, forklarede nogle politifolk den ældre kvinde, at hun kunne komme ind på stationen og aflevere tøj og mad til sine slægtninge. Men da Darmon Sultanova ankom til politistationen i Urgentj, blev hun tilbageholdt, klædt nøgen og anbragt i en enecelle. Hun fortæller: ”Jeg var nøgen, anbragt i håndjern og fik ikke noget vand at drikke. Souschefen på stationen sagde: ’Vi slår hele din familie ihjel, også den lille nyfødte." Derefter viste man hende nøgen frem for hver af mine sønner, idet man truede dem: ’Dine forældre og din kone er også her i fængslet. Børnene er på børnehjem. Hvis ikke du skriver under på papirerne her, så kan du ikke forestille dig, hvad vi gør ved din kone.” (6)

Men det ville være forkert at sige, at det hele startede i 1999. Det usbekiske regime har også tidligere forsøgt sig med at anvende slægtninge som pressionsmiddel.

I juli 1995 blev den 27-årige Nadira Khidojatova arresteret på en falsk anklage for i strid med toldreglerne at have udført dyreskind fra Usbekistan. Den virkelige årsag til hendes arrestation var, at Nadira Khidojatova var niece til Usbekistans tidligere ambassadør i USA (Babur Malik-ogly, der i 1993 flygtede fra Usbekistan og fik politisk asyl i USA). Der findes oplysninger om, at man samme dag arresterede en kollega til Nadira Khidojatova ved navn Asja Turanijasova. De to kvinder blev anbragt i SNB’s isolationsfængsel.

På arrestationstidspunktet var begge kvinder gravide, Nadira Khidojatova i fjerde, Asja Turanijasova i femte eller sjette måned. HRW oplyser, at ”begge kvinder blev tvunget til at abortere, til dels for derved at få dem til at tilstå. Ifølge advokater, som HRW har talt med uafhængigt af hinanden, erklærede fængselslæger over for hver af kvinderne, at der var medicinske indikationer, som nødvendiggjorde abort, (en påstand, der senere er draget i tvivl). Men Nadira og Asja fortsatte med at protestere mod den kunstige svangerskabsafbrydelse, idet de henviste til, at de aldrig før havde mærket noget til helbredsproblemer. To slægtninge, som mødtes med Nadira Khidojatova, beretter, at de myndighedspersoner, som behandlede hendes sag, havde truet med, at hvis hun og familien ikke erklærede sig formelt indforstået med abort, så ville man komme og afhente hende på hospitalet og derefter gennemføre indgrebet alligevel, men under ”ringere forhold - og dér finder I hende ikke.” Den SNB-medarbejder, der ledede forundersøgelsen, advarede dem tilmed, sådan hævder de, om det uønskelige i, at de videregav oplysninger om Nadiras arrestation og abort, ”ellers går det ud over hende.” (7)

Hademøder

I Athen i 500- og 400-tallet f. v. t. fandtes en skik, hvorefter en borger kunne landsforvises, hvis beslutning herom blev truffet på et folkemøde. De stemmeberettigede borgere skrev på potteskår navnet på den, der udgjorde en fare for folket. Efter en offentlig tirade blev det uønskede samfundsmedlem bortjaget fra det folkelige miljø, som regel for en periode af ti år. Hvor usandsynligt det end kan lyde, findes denne skik også i vore dage, tilmed i en mere perverteret form. Det usbekiske regime har forstået at benytte landets borgere som et effektivt instrument i torturens teknologi, så de reelt gøres til medskyldige i forbrydelsen.

Både i byerne og på landet lever de fleste af Usbekistans indbyggere i forholdsvis små fællesskaber kaldet makhalla’er. I en situation, hvor man bor tæt sammen, hvor alle kender alle og enten er beslægtede eller venner, er et positivt omdømme og gode relationer til naboerne af største betydning for den enkeltes velfærd. Det kan ikke undre, at myndighederne har valgt makhalla’en som et effektivt pressionsmiddel over for mistænkte personer og deres slægtninge.

For at tvinge en mistænkt person til at tilstå afholder Indenrigsministeriets organer i mange tilfælde såkaldte hademøder de steder, hvor den anholdte eller vedkommendes forældre har bopæl. Iført håndjern og lænker bliver den mistænkte eller anklagede udstillet for venner og naboer og gjort til genstand for et hav af kritiske og fornærmende kommentarer. I HRWs rapport nævnes et tilfælde, hvor politimyndigheden udsatte flere borgerretsforkæmpere for denne procedure. ”På møderne stillede makhalla’ens ledelse, andre lokale embedsmænd, aktivister og beboere sig op og udskreg de pågældende borgerretsforkæmpere som kriminelle, terroristhåndlangere og fjender af staten. Alt dette var borgerretsforkæmperne tvunget til at påhøre:

Når først man havde bragt dem dertil fra fængslet eller tilkaldt dem i lokaladministrationens navn, hindrede man dem fysisk i at forlade lokalet, sætte sig ned eller tage til genmæle over for de fremmødte. I mindst et tilfælde blev mødet videooptaget og vist i uddrag på TV i den hensigt at bringe endnu større skam over offeret og øge den afskrækkende virkning.” (8)

Ved en anden lejlighed blev et tilsvarende hademøde iscenesat af byen Namangans borgmesterkontor, velvilligt bistået af viceindenrigsminister B. Parpijev, områdets guvernør, den lokale anklager og politimester samt formændene for alle Namangans makhalla’er. På dette møde, som fandt sted den 5. april 2000, nedkaldte Namangans offentlighed skam over den aldrende Amina Muidinova, hendes bror Nemat Nuriddinov og hendes sønner Adyl, Arif og Obid Muidinov. Alle fem blev anklaget for forsøg på at omstyrte den forfatningsmæssige orden, om end nogle mente, at deres egentlige ”forbrydelse” bestod i, at de var i slægt med den religiøse bevægelse Adolat’s leder Dsjuma Namangani (chef for en væbnet modstandsorganisation baseret i udlandet). I løbet af den tid, de fem anklagede stod udstillet i lænker til almindelig beskuelse, holdt mødedeltagere harmdirrende indlæg efter tur, mens andre kom med tilråb fra salen og krævede disse mennesker henrettet og deres forældre straffet. (9)

Dødslejren Zhaslyk
Erfaringer fra andre lande viser, at risikoen for at blive udsat for tortur er størst på det indledende stadie, hvor arrestation og varetægtsfængsling har fundet sted, men arrestanten endnu ikke har haft mulighed for at tale med en advokat eller blive stillet for en dommer. Som regel bliver tortur meningsløs, når der først er faldet dom. Men ikke i Usbekistan.

Fangekolonien Zhaslyk, der er beliggende i den autonome republik Karakalpakstan, har opnået et uhyggeligt rygte som dødslejr - et sted, ”hvorfra ingen vender tilbage.” Her sidder fanger, der er dømt for politiske og religiøse forbrydelser. At Zhaslyk er et af de mest hemmeligholdte områder i Usbekistan, medgives af repræsentanter for internationale organisationer. Indsamling af pålidelige oplysninger er vanskeliggjort, men undertiden slipper et og andet ud. For eksempel et brev fra den fængslede forfatter Mamadali Makhmudov, adresseret til Usbekistans Præsident (gengives i uddrag 10):

”Jeg kom i tanker om Deres ord, hr. præsident, som De udtalte den dag i februar, da eksplosionerne genlød i Tasjkent, og De ankom tre minutter for sent til Ministerrådets bygning: ’Tænk, hvis der fandtes et sted, hvor fangerne ikke vendte tilbage fra, når først de var kommet derhen.’

Deres ord er gået i opfyldelse i et fjernt hjørne af distriktet Kungrad i Karakalpakstan. På rekordtid blev der her opført en treetages bygning. Den 7. og 8. juni 1999, hvor anden og tredje etage endnu ikke var færdigbygget, der hang stadig armeringsstål frit, blev en gruppe religiøse og politiske fanger fløjet ind til ZHASLYK med transportfly fra lufthavnen Tusel ved Tasjkent. De blev fremsendt i bunden tilstand. Ja, bunden! Ikke nok med at fangerne var lagt i håndjern, de var også tøjret til nogle lange trosser, der var spændt ud fra den ene ende af flyet til den anden. Ved ankomsten blev fangerne mødt med ”pomp og pragt.” Hundredvis af fuldt bevæbnede soldater i mandskabsvogne og et uoverskueligt antal hunde og politifolk var opsat på at se blod. Det var, som om kniplerne, armeringsstålet og vinkeljernene i deres hænder råbte: ”Blod, blod, blod!”
De stakkels fanger blev enkeltvis lukket ud af salatfadet og slået med knipler, armeringsstål og vinkeljern over hele kroppen. Også arme og ben blev taget i brug. Ved den lejlighed blev hele fem af de hundrede fanger tævet ihjel - Masjrab, Abdumalik, Obidsjon, Sjurakhon og Sjukhrat. De øvrige blev slået, til de var ved at forbløde. Ribben blev brækket, bækkener, skuldre, kæber, rygsøjler, arme og ben ligeså, lever og nyrer blev knust.

Overalt flød der blod, overalt hørtes jamren og stønnen… Bagefter tog man fangerne, der lå bevidstløse rundt omkring, klædte dem af og slæbte dem nøgne ind i cellerne. Celledørene er næsten en meter tykke, og inde i cellerne er der tre sæt tremmer mere af armeringsstål. Selv bødlerne har svært ved at lukke dørene op og i. Al samtale er forbudt. Det samme er gestikuleren, latter, gråd, jamren og selv det at se på hinanden. Både siddende og gående indtager fangerne en foroverbøjet stilling med hovedet sænket og hænderne lænket bag nakken. Blot én siger noget, bliver alle fanger gennembanket. Svar til politifolk afgives i knælende stilling. At rette blikket mod en betjents ansigt er forbudt. Hvis en fange får besøg af sine pårørende, befaler politiet: ”Hvis du vil levende væk herfra, så nævner du ikke de tolv teser.” Den ordre har jeg også selv fået flere gange. Men engang, jeg havde besøg af min kone, åbnede jeg for hanerne på bad og toilet, og da vi derefter kunne tale uforstyrret, fremsagde og lærte jeg hende samtlige tolv teser en for en. Det gik der meget lang tid med, men senere bar det frugt på BBC… Hvis der kommer en udenlandsk delegation til lejren, siger betjentene det samme: ”Hvis du fortæller om den tortur, der foregår her på stedet, slår vi dig ihjel. Delegationer kommer og går, men vi er her også bagefter.”

”Desuden bliver de [fangerne] hver dag tvunget til i timevis at krybe nøgne rundt under deres senge eller stille sig oven på hinanden, til de når op til loftet, eller til at gøre tusindvis af knæbøjninger. Man hælder kogende vand over dem og anbringer deres fingre i døråbningen og klemmer til. I tilgift får fangerne tæsk tre gange om dagen. Når det sker, rejser støvet sig i cellerne, sveden hagler af fangerne, mange mister bevidstheden, og enkelte dør. Hvis der er en, der ikke når at fremsige en af teserne i tide, bliver alle fanger gennembanket på grund af ham.”

”Hitlers og Stalins dødslejre er vand ved siden af Zhaslyk. Den første dag tvang de os til at udføre den første af de umenneskelige teser to tusind gange. Imens bandede de og slog løs på os. Den første tese lyder som følger på en blanding af usbekisk og russisk: "Assalomu alajkum, hr. forstander! Vi elsker Usbekistans præsident og Usbekistans folk af hele vor sjæl. Vi beder Usbekistans præsident og Usbekistans folk om undskyldning for vore forbrydelser. Tak til herskeren. Maden er god. Helbredet er godt. Jeg har intet at påklage eller bemærke. Usbekistan er mit Fædreland. At elske Fædrelandet er et tegn på tro. Jeg elsker Usbekistan af hele min sjæl.”

”Dag to tvang de os til at fremsige den anden tese - i seksten timer stod vi uden at kunne røre os med hænderne lænket bag nakken. Jeg blev udmattet og faldt om. Djævlene gav sig til at slå mig på hælene med knipler, og det kaldte mig til bevidsthed. Derefter slæbte de mig fra cellen ud på gangen. Lidt senere kom de slæbende med Komilsjon Akhmad-ogly og Dilmurod Umarov. Komilsjon og Dilmurod var fra Ferghana, begge to unge fyre. For øjnene af mig blev de slået, til de var ved at forbløde. ”Landsforrædere!” råbte en høj ”dubak” (sådan kalder man i fængsler og lejre en vagthavende, der har kniplen fremme). - ”Hvorfor lader I jer falde med vilje!” Og igen begyndte de at slå os med kniplerne. Jeg satte mig ned. Så spurgte betjentene os: "Hvem er profeten? Hvem er Gud?" Jeg gengiver spørgsmålene ordret. Vi gav ikke noget svar. Igen stillede han de samme spørgsmål. Komilsjon sagde alt, hvad han vidste om Gud og Hans profet. "Forkert!” sagde den rasende dubak. ”Både profeten og Gud, det er Karimov. Hvis han siger ”hæng dem,” så hænger vi jer, hvis han siger ”halshug dem,” så halshugger vi jer, og hvis han siger ”brænd dem,” så brænder vi jer. Vi tror kun på den gud, vi kan se med vores egne øjne. Karimov er den levende Gud. Hvis han siger, noget skal ske, så sker det. Den Gud, du taler om, er der ingen, der har set. Din Muhammed er en løgner, han har snydt og bedraget alt og alle. Der findes hverken paradis eller helvede. Ingen er vendt tilbage fra nogen af stederne. Menneskets sidste opholdssted er graven. Bagefter går det i forrådnelse. Nu gentager I hundrede gange i kor: ”Karimov er Gud!” Kom så, en, to tre…”

Ulve skifter pels, ikke sjæl

I dag, hvor torturens udbredelse i Usbekistan har fået selv det andetsteds så engagerede internationale fællesskab til at slå øjnene op, har det usbekiske styre travlt med at forklare en række brud på menneskerettighederne ved at henvise til, at der findes ”enkelte brodne kar” i systemet. Ethvert land ”har jo sine sorte får.” Det var baggrunden for et show sidste år, hvor man skarpt fordømte ni politi- og sikkerhedsfolk, der havde deltaget i tortur, og som systemet reelt havde stillet til rådighed som prygelknaber.

Men befolkningens tillid til myndighederne kan ikke længere genskabes med den slags billige tricks. Der er ved at brede sig en forståelse af, at det ikke er ”menige politifolk,” der er ondets rod. Et tegn herpå er, at det flere gange er kommet til protestdemonstrationer i Tasjkent, hvor der i spidsen har gået kvinder, hvis sønner og mænd er blevet ofre for straffesystemet. Stadig tiere lyder opfordringen til, at man ikke kun retsforfølger de enkeltpersoner, der har deltaget i tortur, men også, mere generelt, lederne af straffesystemets institutioner og de personer i magtens top, som ordrerne kommer fra.

Heller ikke det internationale fællesskab ligger på den lade side. I marts 2003 fremlagde FN’s Special Rapporteur i torturspørgsmål sin rapport om situationen i Usbekistan på FN’s Menneskerettighedskommissions samling i Génève. Rapporten bygger på resultaterne af en mission, FN’s Special Rapporteur var på til Usbekistan i slutningen af 2002. Den kalder forekomsten af tortur i landet ”systematisk” og indeholder en lang række foranstaltninger, regeringen skal gennemføre for at standse denne praksis.

Elisabeth Andersen, ansvarlig for HRW’s Europa- og Centralasienafdeling, har i den anledning udtalt: ”I årenes løb er stort set ingen af bødlerne blevet straffet i Usbekistan, selv ikke når deres ofre er døde. For at gøre en ende på denne tortur, der foregår ustraffet, er regeringen nødt til at følge anbefalingerne fra FN’s Special Rapporteur.”

Men det synes ikke som om, den usbekiske regering lytter til internationale anbefalinger eller oprigtigt er til sinds at indstille repressalierne. Enhver mindskelse af undertrykkelsen eller antydning af politisk liberalisering ville straks føre til en svækkelse af det i befolkningen ret forhadte regime. Det må formodes, at internationalt pres undertiden vil tvinge det usbekiske regime til på skrømt at gennemføre skinreformer for at tage brodden af omverdenens kritik. Denne mangeårige taktik fra den usbekiske regerings side svarer helt til ordsproget ”Ulve skifter pels, ikke sjæl.” I virkeligheden har diktaturet ikke et øjeblik taget farten af det maskineri, der sikrer opskriften på lydighed.

Artiklen er oversat fra russisk af Steen A. Jacobsen.

Litteratur og kommentarer:

1. Dmitrij Tjikunovs brev til hans mor, 1999. Human Rights Watch. ”’Og igen helvede…’ Tortur i Usbekistan”. Tillæg 2 (russ.).
2. HRW’s rapport ”’Og igen helvede…’ Tortur i Usbekistan” (russ.).
3. Citeret fra: BBC Worldwide Monitoring, April 5, 1999 (som igen har det fra HRW’s rapport ”’Og igen helvede…’ Tortur i Usbekistan”)
4. Rapporten ”’Og igen helvede…’ Tortur i Usbekistan”. Kapitlet ”Familiemedlemmer” (russ.).
5. Rapporten ”’Og igen helvede…’ Tortur i Usbekistan”. Kapitlet ”Andet retsstridigt i behandlingen” (russ.).
6. Rapporten ”’Og igen helvede…’ Tortur i Usbekistan”. Kapitlet ”Familiemedlemmer” (russ.).
7. Rapporten ”’Og igen helvede…’ Tortur i Usbekistan”. Kapitlet ”Andet retsstridigt i behandlingen” (russ.).
8. hrw.org/russian/reports/uzbek/2000/dec/topic226.htm
9. Rapporten ”’Og igen helvede…’ Tortur i Usbekistan”. Kapitlet ”Hademøder” (russ.). hrw.org/russian/reports/uzbek/2000/dec/topic226.htm
10. Rapporten ”’Og igen helvede…’ Tortur i Usbekistan”. Kapitlet ”Hademøder” (russ.). hrw.org/russian/reports/uzbek/2000/dec/topic226.htm
11. ”Jeg er uskyldig i bombeeksplosionerne den 16. februar 1999…” Åbent brev fra den fængslede forfatter Mamadali Makhmudov (Evril Turon) til Republikken Usbekistans Præsident Islam Karimov (russ.).
12. En indsat beskriver de samme begivenheder og forhold i et af sine breve. Se Borgerrettighedsorganisationen Mazlum’s Informationscenter. Arkiv for 2002. ”Breve fra fanger”. Brev nr. 2 (russ.).