Opskriften på lydighed

Allerede faraonerne kendte opskriften på lydighed: Vil du holde folket i frygt, så straf ikke de skyldige, straf de uskyldige. I Usbekistan har torturudøvelse i vore dage fået karakter af en industri, hvor - sådan lyder de forsigtigste vurderinger - mindst 10.000 mennesker er blevet tilintetgjort. Hvis hertil lægges, at slægtninge til tiltalte og anderledes tænkende også udsættes for tortur, så må antallet af ofre forbløffe selv garvede specialister. Det usbekiske straffeapparat fortsætter med at udvikle sig i teknologisk henseende, og som for tusind år siden benytter regeringen offentligheden som et effektivt instrument i torturens tjeneste. Det viser flere internationale rapporter og personlige beretninger som f.eks. Dmitrij Tjikunovs:

”Kæreste mor!

Jeg ved ikke, om brevet her når frem til dig. Men du skal vide sandheden, selv hvis vi ikke ser hinanden igen. Jeg skriver til dig, fordi jeg er uskyldig i det, der er sket. Jeg har ikke begået den forbrydelse. Man tvang mig ved tortur til at skrive under på tilståelsen. Du må ikke foragte mig! Det er meget forkert,

Side 7 

hvad jeg har gjort imod dig, men jeg kunne ikke holde det ud...” (1).

Da den 27-årige domfældte Dmitrij Tjikunov i al hemmelighed skrev disse linjer, havde han ingen anelse om, at hans brev, på forunderlig vis smuglet ud af fængslet, ville komme i hænderne på medarbejdere ved menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch (HRW) i Usbekistan. Ved at betro sin tragedie til en lap papir (og dermed til sin mor) stak han uden selv at vide det hul på en hæslig byld, som det usbekiske system havde gjort alt for at skjule.

Hemmeligt henrettet

Allerede under arrestationen havde en politibejent, Grigorjan, klemt Dmitrijs hoved i en bildør og sparket ham flere gange i skridtet. Ved ankomsten til stationen var der yderligere syv-otte politifolk, som tævede ham. Dmitrij mistede meget snart bevidstheden. Da han vågnede, var han ved at blive kvalt. Hans hænder var bundet på ryggen, og han havde en gasmaske på hovedet. En betjent, Makhamatkulov, klemte luftslangen til gasmasken sammen og råbte: ”Tilstå, du er morder!” Som Dmitrij senere skriver i brevet:

”Jeg blev ved med at gentage, at jeg var uskyldig, at jeg havde set det. Men ikke havde noget med det at gøre.”

Dmitrijs modstand gjorde betjentene mere og mere irriterede. Grigorjan og en anden medarbejder truede nu med, at de ville slæbe Dmitrijs mor ned på stationen og ”sende hende på omgang,” altså voldtage hende, for øjnene af sønnen. Hvis det ikke hjalp, ville de smide hende ud ad vinduet og bagefter rapportere, at hun havde begået selvmord.

Her var det første gang, Dmitrij begyndte at vakle. Han sagde, at selv om han var uskyldig, ville han gå med til alt, blot de lod hende være i fred.

For at tilintetgøre et menneske moralsk i Usbekistan er det tilstrækkeligt at beskylde det for at tilhøre et seksuelt mindretal:

”Makhamatkulov råbte, at da jeg ikke var gift, måtte jeg være bøsse. Nu ville de tilfredsstille mig, altså voldtage mig. Samtidig slog han mig i hovedet med et mandslem af sten. Så lagde de mig ned på gulvet og stillede sig oven på mig, mens de råbte: ”Nu stikker vi lemmet op i rumpen på dig, så tager vi et billede og sender det hen i fængslet - dér ”elsker” man sådan nogle som dig! Vi ved, du er morder, tilstå, så holder vi op!”

Dmitrij tilstod ikke. På et tidspunkt blev han sat ind i en bil og kørt ud til gerningsstedet. De fire politifolk, der var med i bilen, havde besluttet, at de ville iscenesætte en henrettelse. Da de nåede frem til stedet, blev Dmitrij trukket ud af bilen. En af politifolkene plantede sin pistol i hans nakke. Men pludselig hørte han en af betjentene telefonisk give ordre til at ”gå i gang” med Dmitrijs mor.

”Jeg lagde mig på knæ og bønfaldt dem om ikke at røre dig, mor. Så sagde de, at fra det øjeblik skulle jeg gøre alt, hvad de sagde, og kun sige det, de i forvejen gav mig besked på. Jeg indvilgede.”

På grundlag af vidneudsagnene, der var fremskaffet under tortur, afsagde det usbekiske retsvæsen en dødsdom, og den 10. juli 2000 blev Dmitrij Tjikunov henrettet i Tasjkents fængsel - i al hemmelighed.

Risikogrupper

I internationale kredse kaldes det postsovjetiske Usbekistan ”et land, der vækker bekymring.” Ikke andet. Men det ville være rigtigere at betegne det usbekiske regime som helvedes filial på jorden. År efter år føjer det nye befolkningsgrupper til listen over potentielle torturofre.

Allerede i første halvdel af 90´erne har regimet anvendt overgreb, arrestationer og tortur mod de spirende usbekiske oppositionsbevægelser og gjort alt for at tvinge tilhængerne til at emigrere. Denne risikogruppe tæller i dag en række demokratiske intellektuelle - forfattere, journalister og borgerrettighedsforkæmpere.

Den anden gruppe potentielle torturofre blev udpeget i 1997. Det var det år, hvor regeringen i forskrækkelse over den islamiske fundamentalismes vækst iværksatte omfattende repressalier mod personer, som udøvede islam i større omfang, end staten tillod. Ifølge HRWs oplysninger har myndighederne siden arresteret og tortureret tusindvis af personer, mod hvem anklagepunktet ofte har været noget så uspecifikt som ”religiøs ekstremisme” (2).

Den tredje gruppe potentielle torturofre blev føjet til listen efter de eksplosioner, der fandt sted i Tasjkent i 1999. Ifølge den officielle udlægning var terroraktionerne ”et forsøg på at omstyrte den forfatningsmæssige orden.” Efter dommene

Side 8 

erklærede systemet, at der eksisterede en ydre trussel, hvorefter man indledte en sand heksejagt. Siden da er det ikke kun troende, der anses for potentielle folkefjender, men også talrige unge arbejdsløse fra de forarmede landdistrikter. Ifølge regimet kan de mistænkes for at sympatisere med eller tilhøre en af de religiøse organisationer, der ikke har kunnet blive officielt registreret i Usbekistan. Indenrigsministeriets straffeorganer og den nationale sikkerhedstjeneste SNB fik udstedt ubegrænsede beføjelser til at indhente (dvs. med alle midler fremtvinge) oplysninger.

Tortur tilgives

En anonym kilde fortæller således, at der i vinteren 1999 blev gennemført en storstilet udrensning i det usbekiske indenrigsministerium (MVD), som politiet hører under. Man afskedigede flere tusind politifolk. Kun de mest forråede fik lov til at blive. Og i sommeren 1999 underskrev MVD en beslutning, der opmuntrede de ansatte til selv at finde på nye former for tortur. Special Rapporteur til FNs Torturkomite Theo van Boven tilkendegav i sit indlæg på komiteens møde i marts 2003, at ”der er ingen tvivl om, at systematisk tortur [i Usbekistan] bliver, om ikke belønnet, så i hvert fald tilgivet.”

Det er ikke kun samvittighedsfanger, det usbekiske regime viser sit sande ansigt over for. Det gør regimet endnu oftere over for personer, der mistænkes for at have begået ”almindelige” forbrydelser. Den usbekiske strafferetspleje følger her den sovjetiske praksis med at opstille samfundsmål for opklaring af forbrydelser. Opklaringsprocenten skal være nær 100, uanset tingenes virkelige tilstand. Derfor benytter myndighederne i stigende omfang tortur som middel til at fremtvinge hurtige tilståelser. I den sammenhæng kan den usbekiske befolkning betragtes som én stor risikogruppe.

Familien som gidsler

Det usbekiske regime overgik næsten sig selv i uhyrlighed, da det i 1999 åbent proklamerede, at mistænktes slægtninge bar et kollektivt ansvar for de begåede forbrydelser. Efter eksplosionerne i Tasjkent erklærede indenrigsministeren på tv, at fædrene skulle betale for de forbrydelser, deres sønner var anklaget for. Og den daværende statsanklager tilføjede: ”Vi har en liste over dem, der er kommet på afveje” (3, 4, 5, 6, 7). Som resultat af disse udtalelser var hele familier pludselig blevet politisk suspekte.

I det hele taget har regimet forstået at medinddrage landets borgere i udøvelsen af torturen. De fleste af Usbekistans indbyggere lever i forholdsvis små fællesskaber kaldet makhalla´er. Her kender alle hinanden og er enten i familie eller venner. Men fællesskabet kan også virke som et effektivt pressionsmiddel over for mistænkte personer og deres slægtninge. Det viser de såkaldte hade-møder, der arrangeres af indenrigsministeriet for at tvinge en mistænkt person til at tilstå. Møderne finder sted i de anholdtes makhalla´er. Iført håndjern og lænker bliver den mistænkte eller anklagede udstillet for venner og naboer og gjort til genstand for et hav af kritiske og fornærmende kommentarer (8,9).

Ulve skifter pels - ikke sjæl

I 1995 ratificerede Usbekistan FNs konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Som tiden har vist, blev det mere gjort for at lokke investeringer til fra de demokratiske lande i Vesten. I HRWs dokumentationsmateriale findes talrige vidnesbyrd om, at anholdte personer jævnligt udsættes for tortur i de isolationsfængsler, der hører under MVDs centrale apparat, SNB i Tasjkent og Tasjkents politi (GUVD). Der findes desuden førstehåndsberetninger om tortur under varetægtsisolation hos politiet i samtlige egne af Usbekistan og i den autonome republik Karakalpakstan. (I denne autonome republik ligger i øvrigt fangekolonien Zhaslyk, som har opnået et uhyggeligt rygte som dødslejr - et sted, ”hvorfra ingen vender tilbage” (10)). Det usbekiske styre forklarer de mange brud på menneskerettighederne ved at henvise til, at der findes ”enkelte brodne kar” i systemet. Ethvert land ”har jo sine sorte får.”

Men befolkningens tillid til myndighederne kan ikke længere genskabes med den slags udsagn. Det viser bl.a. demonstrationer i Tasjkent, hvor kvinder, hvis sønner og mænd er blevet ofre for straffesystemet, protesterer. Og stadigt oftere lyder det, at man ikke kun skal retsforfølge de enkeltpersoner, der har deltaget i tortur, men også, mere generelt, lederne af straffesystemets institutioner og de personer i magtens top, som ordrerne kommer fra.

Systematisk forekomst

Heller ikke det internationale fællesskab ligger på den lade side. I marts 2003 fremlagde FNs Special Rapporteur i torturspørgsmål sin rapport om situationen i Usbekistan på FNs Menneskerettighedskommissions samling i Genève. Rapporten bygger på resultaterne fra en mission til Usbekistan i slutningen af 2002. Den kalder forekomsten af tortur i landet ”systematisk” og indeholder forslag til en lang række foranstaltninger, som regeringen skal gennemføre for at standse denne praksis.

Men det lader til, at den usbekiske regering ikke lytter til de internationale anbefalinger.

Side 9 

Det må formodes, at internationalt pres med tiden vil tvinge det usbekiske regime til (på skrømt) at gennemføre (skin-) reformer for at tage brodden af omverdenens kritik. Denne mangeårige usbekiske taktik svarer helt til ordsproget ”Ulve skifter pels, ikke sjæl.” I virkeligheden har diktaturet ikke et øjeblik taget farten af det maskineri, der sikrer opskriften på lydighed. 

Artiklen er en bearbejdet version af en længere artikel, som kan læses i fuld længde på Sygeplejerskens hjemmeside www.sygeplejersken.dk.

Artiklen er oversat fra russisk af Sten A. Jacobsen og redigeret af journalist Grethe Kjærgaard. 

Litteratur

1. Dmitrij Tjikunovs brev til hans mor, 1999. Human Rights Watch. ”‘Og igen helvede...´ Tortur i Usbekistan”. Tillæg 2 (russ.).

2. HRW´s rapport ”‘Og igen helvede...´ Tortur i Usbekistan” (russ.).

3. Citeret fra: BBC Worldwide Monitoring, 5. April 1999 (som igen har det fra HRW´s rapport ”‘Og igen helvede...´ Tortur i Usbekistan”).

4. Rapporten ”‘Og igen helvede...´ Tortur i Usbekistan”. Kapitlet ”Familiemedlemmer” (russ.).

5. Rapporten ”‘Og igen helvede...´ Tortur i Usbekistan”. Kapitlet ”Andet retsstridigt i behandlingen” (russ.).

6. Rapporten ”‘Og igen helvede...´ Tortur i Usbekistan”. Kapitlet ”Familiemedlemmer” (russ.).

7. Rapporten ”‘Og igen helvede...´ Tortur i Usbekistan”. Kapitlet ”Andet retsstridigt i behandlingen” (russ.).

8. Rapporten ”‘Og igen helvede...´ Tortur i Usbekistan”. Kapitlet ”Hademøder” (russ.).

9. Rapporten ”‘Og igen helvede...´ Tortur i Usbekistan”. Kapitlet ”Hademøder” (russ.).

10. "Jeg er uskyldig i bombeeksplosionerne den 16. februar 1999...” Åbent brev fra den fængslede forfatter Mamadali Makhmudov (Evril Turon) til Republikken Usbekistans Præsident Islam Karimov (russ.).

En indsat beskriver de samme begivenheder og forhold i et af sine breve. Se Borgerrettighedsorganisationen Mazlum´s Informationscenter. Arkiv for 2002. ”Breve fra fanger”. Brev nr. 2 (russ.).