Tavsheden er brudt

Da det første center for rehabilitering af torturofre åbnede på Rigshospitalet i 1981, var tortur ikke noget, man talte om i offentligheden. Dengang var man tilfreds, hvis det blev nævnt med en notits i avisen. I dag er tavsheden brudt. Der bliver skrevet artikler og bøger og lavet film om emnet, og det er i virkeligheden en af de største landvindinger inden for arbejdet med torturofre, mener læge og grundlægger af rehabiliteringscentret for torturofre, RCT, Inge Genefke.

”Da vi begyndte arbejdet for over 30 år siden, havde vi ingen forestilling om, hvor stort et problem tortur i virkeligheden var. Vi oplevede en ligegyldighed over for andre mennesker, som chokerede os. Som Halfdan Rasmussen skrev i et af sine smukke digte:”

”I dag er tavsheden brudt, og vi taler åbent om torturen og dens modbydelighed, og det har stor rehabiliterende effekt. Det hjælper, når der bliver skrevet artikler om tortur. Jeg har fået breve fra torturofre, som skrev, at de var kede af at høre, at andre havde været igennem det samme som dem, men at det hjalp at få at vide, at de ikke var alene,” siger Inge Genefke og tilføjer:

”Vi har samtidig brudt en myte. Folk siger, at de ikke brød sammen under torturen. Det passer ikke. Alle bryder sammen. Torturofrene står ofte over for det umulige valg. Valget mellem at sige, at nogle mennesker, som de måske slet ikke kender, er terrorister eller at se deres børn blive torteret. Det er et umuligt valg, og det er det, der er torturen, og det er derfor, bødlerne altid vinder. Det er ikke ofrene, der er noget galt med. Det er det system, der tillader, at man på grusomste vis udnytter menneskers svage sider for at få dem til at bryde sammen.”

Følelse af skam og skyld

Halvdelen af verdens befolkning - tre milliarder mennesker - lever i lande, hvor personer tilknyttet magtapparatet udøver fysisk og psykisk tortur.

Under fysisk tortur bliver ofret bl.a. udsat for elektriske stød flere steder på kroppen, brændt med cigaretter eller glødende jern, hængt op i arme eller ben i timevis eller får presset hovedet ned i vand, der er forurenet med afføring eller opkast.

Den værste form for psykisk tortur er den, hvor ofret bliver truet med eller tvunget til at se familiemedlemmer blive torteret.

Både den fysiske og den psykiske tortur efterlader ofrene med dyb skyld- og skamfølelse. De får efterfølgende symptomer som hyppige angstanfald, mareridt, depression, hovedpine og seksuelle problemer.

”Man har skam- og skyldfølelse, fordi man bryder sammen, og fordi man måske har angivet uskyldige mennesker og været med til ting, man ellers ikke ville gøre, som f.eks. at tortere andre. Man er blevet ydmyget og hånet og har grædt og tigget og bedt for sit liv. Og det vil man skamme sig over at huske,” siger Inge Genefke.

Torturen rammer ikke kun den, der har været udsat for det. Den rammer også familien. Børn føler sig svigtet og forstår

Side 10 

ikke, hvorfor far eller mor hele tiden er ked af det.

Og den rammer samfundet. Tortur er den største trussel mod demokrati. Den bliver brugt som et magtmiddel og til at få folk til at tie. Man torterer oppositionspolitikere, menneskerettighedsforkæmpere, fagforeningsledere, læger og journalister.

”Et samfund, der tillader sådanne handlinger, kan kun defineres som et samfund uden etik, uden moral - kort sagt det, at myndighederne i et samfund tillader tortur, er dybt degraderende både for landet selv og for dets internationale omdømme,” siger Inge Genefke.

I dag er bødlerne ikke længere fredede og torturen usynlig og skjult. Bødler bliver efterlyst og retsforfulgt. Samtidig er vi blevet bedre til at diagnosticere og behandle tortur.

”I dag er vi dygtigere end bødlerne. Vi kender deres metoder og ved, hvordan vi rehabiliterer, og hvordan vi behandler torturofre, og det ved bødlerne jo ikke. Oven i det er vi nu i stand til at diagnosticere tortur. Selv flere år efter kan vi med sikkerhed konstatere, om et menneske har været udsat for tortur. Bødlerne er blevet fredløse. De kan ikke længere skjule deres grusomme gerninger,” siger Inge Genefke.

Sygeplejersker medvirker

Rehabiliteringscentret for torturofre arbejder i dag internationalt. Det har opbygget et solidt netværk af sundhedspersonale og menneskerettighedsorganisationer, der arbejder mod tortur. Desværre er der ifølge Inge Genefke stadig læger og sygeplejersker, der deltager i tortur, enten ved at hjælpe til med at holde ofrene i live eller ved at udstede falske dødsattester.

”Men sagen har flere facetter. Der er læger og sygeplejersker, der bliver betalt af bødlerne for at gøre det beskidte job, men lige så mange gange bliver de tvunget til det. Man skal være meget modig for at turde sætte sig op mod systemet. Læger og sygeplejersker, der nægter at følge bødlernes ordrer, risikerer selv at blive torteret eller at se familien blive mishandlet. Jeg har stor respekt for de læger og sygeplejersker, der tør sige fra. De løber en enorm risiko, og jeg er ikke sikker på, at jeg selv havde det mod, hvis jeg levede i et torturland.”

Ansvar og forebyggelse

Rehabiliteringen af ofrene og deres familier skal gøre dem i stand til igen at kunne deltage fuldt ud i opbygningen af deres samfund.

De skal behandles og have moralsk oprejsning. Derfor er det ifølge Inge Genefke vigtigt, at bødlerne bliver gjort ansvarlige. En amerikansk domstol har netop dømt to bødler fra El Salvodor, og det har haft stor rehabiliterende effekt på ofrene.

Det andet store hovedarbejde er forebyggelsen, som er inddelt i primær, sekundær og tertiær forebyggelse.

Målet for den primære forebyggelse er at forhindre, at der overhovedet bliver udøvet tortur. Et eksempel er oprettelsen af den internationale dag for torturofre, den 26. juni, som blev oprettet af FN i 1997 på et initiativ fra danske læger.

Målet for den sekundære forebyggelse er at reducere antallet af torterede. Det skal bl.a. ske ved at overbevise politiofficerer i torturlandene om, at tortur er en dårlig måde at få information på. Under tortur vil ofret tilstå alt muligt.

Målet for den tertiære forebyggelse er at reducere følgerne af tortur. Og det sker i rehabiliteringscentre som dem Inge Genefke tog initiativ til at oprette for over 30 år siden.

”I dag ved vi alt om tortur. Det eneste, vi mangler, er penge. Penge til flere rehabiliteringscentre og til forskning og forebyggelse.”

Grundlægger af rehabiliteringscentret for torturofre, læge Inge Genefke: ”I dag er vi dygtigere end bødlerne. Vi kender deres metoder og ved, hvordan vi rehabiliterer, og hvordan vi behandler torturofre.”

Ikke bødlen gør mig bange

ikke hadet og torturen

ikke dødens riffelgange eller skyggerne på muren

ikke nætterne når smertens sidste stjerne styrter ned

men den nådesløse verdens blinde ligegyldighed