Verden lå foran mig

Krigen er slut. Hærens Lægekorps søger sundhedspersonel til de danske militærforlægninger i Tyskland. Bodil Valentin Hansen er blandt de udvalgte, som bliver udstyret med militær uniform og indtræder som sygeplejerske i Den Danske Brigade.

Jeg begyndte som sygeplejeelev på Roskilde By og Amts Sygehus i 1938. Sygeplejeelever flyttede ikke som i dag ind i moderne værelser, men i et ombygget hønsehus. Det var trange omgivelser, men vi var meget glade for arbejdet.

Det var før, sygehjælperne kom ind i billedet, så førsteårseleverne lavede det rutinemæssige arbejde som at svinge bækkener og gøre rent på sengebordene, hvorved vi fik en fin kontakt med patienterne.

Andenårseleverne fik mere ansvarsfuldt arbejde, og tredjeårseleverne lavede i slutningen af elevtiden næsten det samme arbejde som de uddannede sygeplejersker. Det system fungerede upåklageligt. Eleverne sørgede selv for at holde orden, og ingen skulle vove at forlade afdelingen, inden alt var rengjort og anbragt på dets rette plads. Rygning og iøjnefaldende makeup var forbudt for personalet.

Min første nattevagt var på 12 timer på en

Side 17

afdeling, hvor der lå 35 kvinder og børn, så jeg var næsten ødelagt, da jeg om morgenen skulle give besked til afdelingssygeplejersken. Hun var en stor og kraftig kvinde, der sad og gabte søvnigt ved sit skrivebord, men hun greb omgående ind, hvis jeg sagde noget forkert. Man skulle stå op og give rapport og måtte ikke have noget skriftligt at støtte sig til. Hvis man ikke kunne huske alle temperaturforhøjelser, opkastninger og lignende, var man en dårlig elev og risikerede at blive kasseret.

Tyskerne har besat Danmark

En morgen i april, da jeg stod og klædte mig på, kom der en vældig aktivitet af flyvemaskiner i luften. Jeg blev først klar over, at der var noget galt, da døren blev revet op af mine kammerater. ”Tyskerne har besat Danmark,” sagde de ligblege og rystede. Vi fik besked om at møde på overlægens kontor, hvor han dybt alvorligt bekræftede, at tyskerne havde besat Danmark og Norge, og at man havde at forholde sig roligt og afvente nærmere ordrer. Hospitalet skulle mørklægges samme aften, så intet lys kunne trænge ud. Hver dag bragte nye forbud og befalinger.

Det blev spærretid, så ingen uden særlige ærinder måtte færdes ude mellem kl. 20 og 6 om morgenen. Luftalarmen lød flere gange, også om natten, og vi havde stort besvær med at få patienterne ned i kældrene.

Hjælpe i smug

Livet gik videre, og jeg blev færdig som sygeplejerske. Uddannelsen skulle suppleres med seks måneder på en psykiatrisk afdeling, seks måneder på en epidemisk afdeling og to måneder på en barselsafdeling.

Sammen med tre kammerater ankom jeg en mørk og regnfuld martsdag midt under krigen til sindssygehospitalet Oringe ved Vordingborg.

Det var før det nye psykofarmaka, så patienterne fór skrigende rundt. Afdelingssygeplejersken, der var præget af de mange år, hun havde ledet afdelingen, ville ikke have, at vi var flere om at tage patienterne ud af deres bælter, men vi fik hurtigt lært at hjælpe hinanden i smug. Alt var så uhyggeligt på det store hospital. Tilmed havde vi vores værelser på afdelingerne, så vi også om natten kunne høre skrig og uro fra patienterne.

Blide nonner

Den svære tid fik en ende, og turen gik til København. Jeg skulle to måneder på en fødeafdeling på Sct. Josephs Hospital i Griffenfeldtsgade. Jeg kunne med det samme lide atmosfæren på det gamle hospital, hvor de blide nonner strøg gennem afdelingen kl. 5 om morgenen på vej til messe. Jeg kom til at bo i kælderen med en anden elev. Det var svært at få pengene til at slå til, for her fik man ingen løn. Landet var stadig besat, og køkkensøsteren stod selv for uddelingen af maden, én skive kød til hver. Men stemningen på afdelingen var lys og lykkelig pga. de dejlige børn, der blev født.

En meget yndig nonne hed søster Claudia. Det var festligt at gå stuegang med hende og overlægen. Hvis overlægen kom til at bande på stuen, så søster Claudia på ham med sine blide, brune øjne og sagde, når vi kom ud på gangen: ”Overlægen må ikke bande.” Så kunne han se meget brødebetynget ud og svare: ”Nej, det må jeg sgu heller ikke, søster.”

Sidste del af min uddannelse skulle jeg have været på en epidemisk afdeling i seks måneder, men jeg blev smittet af en lille pige, der døde af scarlatina, så lægerne rådede mig til at rejse fra hospitalet.

Lyst til udlandet

Nu var jeg fuldt uddannet sygeplejerske, tyskerne overgav sig, og verden lå foran mig, jeg var fyldt med forventninger.

Efter nogen tid fik jeg lyst til at komme uden for landets grænser og fik et seks måneders vikariat på Haukeland Sygehus i Bergen. Vi var tre danske sygeplejersker, og vi blev rigtig forkælede og ofte inviteret ind i store, fornemme hjem oppe på fjeldene. Det var pga. de mange danske-pakker, som var sendt til Norge under krigen, at vi var så populære. Norge havde jo haft betydelig mindre med fødevarer end Danmark.

Det var stadig småt med mad, og jeg præsterede at smøre 15 hele stykker brød med én dåse sardiner. Det var en tid, der altid vil stå i eventyrets skær. Skiturene i måneskin, kammeratskabet med de norske kolleger og den vidunderlige natur. Det halve år gik alt for hurtigt, og vi måtte hjem til Danmark igen.

Side 18

Kammeratskab i sneen med norske sygeplejerskekolleger. Nordmændene viste efter krigen stor taknemmelighed over for danskere pga. danske-pakkerne med forsyninger til den sultende norske befolkning. 

Kvalificeret arbejde

Efter at have haft en stilling på Finseninstituttet søgte jeg igen gennem Dansk Sygeplejeråd om at komme ud at rejse og fik et tre måneders ophold på Karolinska Sjukhuset i Stockholm. Det var mere kompliceret, for man kunne uvist af hvilken grund ikke få valuta med til Sverige, dette eventyrland, som ikke havde været besat, og nu havde alle de ting, vi havde måttet savne så længe.

På Karolinska Sjukhuset udførte sygeplejerskerne mere kvalificeret arbejde end i Danmark; tog f.eks. blodprøver og gav blodtransfusioner. Jeg var taknemmelig over, at forstanderinden på Finseninstituttet havde bedt mig gå på laboratoriet og lære teknikken, så jeg ikke skulle dumme mig. Men jeg blev ikke glad for at være i Sverige. Jeg var meget alene, så det var ikke med sorg, at jeg forlod Stockholm en iskold martsdag i 1947.

Operationsstuen på det engelske militærhospital i Oldenburg.

Gennem dødsdømt by

Jeg havde i Tidsskrift for Sygeplejersker set, at Hærens Lægekorps søgte sygeplejersker og læger til de danske militærforlægninger, der skulle oprettes i Tyskland under navnet ”Den Danske Brigade i Tyskland.”

Jeg var så heldig at blive antaget, selv om der var utrolig mange, der søgte, og så en dag kørte jeg sydpå med læger, sygeplejersker og tandlæger.

I Padborg blev vi bespist af lotter. Vi fik en lækker militærration og sang og lo, og hen under aften nåede vi Bremen. Da toget langsomt kørte gennem denne dødsdømte by, blev der stille i toget. Vi kørte forbi ruinhob efter ruinhob. Der var slet ingen gader, og de få mennesker, vi så, forsvandt i et hul i ruinerne.

Efter Bremen lagde vi os alle stille ned og forsøgte at sove. Vi havde fået noget at tænke på. Næste dag nåede vi Oldenburg, hvor vi skulle gøre tjeneste på det engelske militærhospital.

Dovne engelske sygepassere

Sygeplejerskerne boede i rækkehuse to og to sammen. Mit job var på operationsafdelingen, som vi delte med englænderne, så jeg skulle også assistere den engelske kirurg. Til hjælp havde jeg to engelske sygepassere.

De var uhyre dovne, drak te hele dagen og lettede afdelingen for en god del af linnedet, som gav gode penge på det sorte marked.

Kun den ene gang om dagen, hvor deres egen oversygeplejerske kom på besøg, sprang de op og stod ret. Hende havde de dyb respekt for, men hun havde også deltaget i hele krigen og var højt dekoreret.

Det søde liv

Men ellers var livet dernede det rene eldorado. Vi tjente godt og fik en ugentlig ration af øl og frugtvin, det såkaldte ”Pullimut.” Øllet kunne vi bytte med englænderne, så vi kunne få noget af deres spiritus. Det var jo nogle

Side 19

år siden, den jævne dansker havde set et ordentligt spiritusmærke. Sygeplejerskerne havde deres egen messe, ”Sisters mess,” og lægerne og officererne deres.

I Oldenburg tilbragte vi mange aftener i festligt lag i englændernes klub ”MacNaughton.” Her optrådte nogle af de bedste tyske skuespillere for os, men det var ubehageligt at se, hvor de leflede for os for at få nogle af de goder, vi havde. Efter underholdningen var der dans, men når der blev sluttet af med kongesangen ”God save the King,” kneb det vældigt for de gæve officerer at holde sig oprejst, for de havde jo fået temmelig meget at drikke i løbet af aftenen.

Der var militærforlægninger i byerne Varel, Aurich, Jever og Wilhelmshafen, og vi blev inviteret ud til mange dejlige fester. Det kan ikke nægtes, at vi levede det søde liv, og i den tid, jeg var i brigaden, havde jeg lang kjole på næsten hver aften.

Danske sygeplejersker i festligt lag blandt engelske officerer i MacNaughton Club i Tyskland.

Middag med de farvede

Gentagen selskabelighed kan også blive triviel, så efter et år fik jeg lyst til at opleve noget andet. Anbefalet af den engelske kirurg, jeg arbejdede sammen med, fik jeg et job på Hammersmith Hospital, et meget anerkendt undervisningshospital i Londons udkant.

Omkring operationslejerne flokkedes studenter fra hele verden - indere, afrikanere, kinesere og mange andre folkeslag - for at lære af de dygtige engelske kirurger, så de siden kunne bruge deres viden i deres eget land. Disse studenter kom alle fra velhavende hjem, og jeg modtog en gang invitation til et middagsselskab på en rigtig indisk restaurant. Mine kolleger fra operationsstuen blev meget forargede over, at jeg ville gå ud med ”farvede.”

Sygeplejerskekollegaer fra Hammersmith Hospital i London.

Jeg blev hentet i en dyr bil og kørt til London City, hvor jeg blev tilsluttet et selskab, hvor der også deltog kvindelige narkoselæger. Her nød jeg et raffineret måltid i selskab med højt begavede og kultiverede mennesker og blev senere kørt lige hjem til døren i det nursing home, hvor jeg boede. Jeg kunne ikke lade være med at berette om aftenens forløb for mine kolleger og havde den tilfredsstillelse at se dem blive både skamfulde og misundelige.

Gensyn i Oldenburg

Da de seks måneders ophold i England var slut i foråret 1949, ansøgte jeg de britiske myndigheder om tilladelse til at rejse hjem gennem Tyskland. Man kunne endnu ikke rejse frit i Tyskland. Jeg fik tilladelsen, og det blev et stormende gensyn med mine kammerater i Oldenburg og en vældig frokost i messen. Da vi senere sad over kaffen, så jeg i vort fagtidsskrift, at der var et ledigt vikariat i et halvt år for en sygeplejerske i Grønland. Det var en fin chance for at få set Grønland, da man ellers skulle binde sig for to år ad gangen.

Da jeg kom til København, kørte jeg direkte til Grønlands Styrelse og havde en samtale med den lægelige konsulent. Han mente nu ikke, jeg kunne komme i betragtning pga. det sene tidspunkt, men gik dog med til at indstille mig, hvis min ansøgning lå på hans skrivebord den næste morgen. Jeg overvandt rejsetræthed og fik skrevet en ansøgning.

Side 20

Sygehuset i Godthåb neden for mindesmærket for Hans Egede. i den røde træbygning lå patienterne mellem hinanden, mænd, kvinder og børn. 

Kølig modtagelse

En kold martsdag sejlede jeg så op gennem Øresund om bord på grønlandsskibet ”Disko.” Det blev en meget besværlig sejlads. Tit lå vi underdrejet i storm, og da vi efter tre uger nåede Grønland, var vi ved at blive skruet ned af isbjerge. Her så jeg tallerkenis. Det var forunderligt at se de runde isstykker, der flød rundt om skibet. Endelig kom vi i land i Godthåb. Vi var to sygeplejersker, der kendte hinanden og havde rejst sammen. Min kollega skulle videre til Sukkertoppen, hvor hun skulle bestyre et børnehjem. På sygehuset var der ikke gjort noget værelse klar til mig, og jeg fik i det hele taget en noget kølig modtagelse. Senere erfarede jeg, at præstens søster, som var sygeplejerske, havde regnet med at få den stilling, jeg havde søgt. Hvad grunden var, til at Grønlands Styrelse ikke ansatte hende, vidste jeg ikke, men jeg var i hvert tilfælde helt uskyldig. Heldigvis havde min kollega en introduktionsskrivelse til det amerikanske konsulat, hvor vi tilbragte en festlig aften med det charmerende konsulpar, inden vi blev roet ud til skibet igen.

Næste dag havde jungleposten været i funktion, så alle vidste, at vi havde været i konsulatet, og da det åbenbart var noget af et statussymbol, blev vi behandlet meget venligere.

Rå fisk og alkesuppe

Sygehuset lå i en lang, rød træhytte helt ned til havet, og fra en høj bag ved skuede en statue af Hans Egede ud over havet. Det hele var fremmedartet. Patienterne lå mellem hinanden, mænd, kvinder og børn. Der var megen tuberkulose, og patienterne var indlagt i lang tid. På bordene eller under sengene stod tallerkener med rå fisk. Det var gaver fra pårørende. Ellers fik patienterne næsten altid suppe kogt på alke. Køkkenkifakken gik ud og hentede så mange alke, der skulle bruges til middag, fra en stor bunke uden for køkkenvinduet, og så blev fuglene plukket med hjælp af andre kifakker under megen sang og munterhed. Grønlænderne var den gang et meget lattermildt folkefærd.

I privatlivet havde vi det også dejligt. Konsulparret viste stor gæstfrihed, og vi blev altid inviteret til fest, når der kom amerikanske officerer på besøg.

Dejligt men primitivt liv

Endelig fik jeg en chance for at komme nordpå, fordi sygeplejersken i Holsteinsborg

Side 21

skulle giftes og flytte til Thule. En skøn midsommerdag gik jeg om bord i en af hærens catalinamaskiner, der kunne lande på vandet. Det var en vidunderlig oplevelse at flyve langs Grønlands vestkyst og se hver fjord og bugt, og bag ved lå indlandsisen.

At fiske hørte hverdagen til på Grønalnd - også selv om men var på arbejde.

I Holsteinsborg var jeg den eneste sygeplejerske på sygehuset, og jeg skulle sørge for alt, patienterne, storvask, maden og vedligeholdelse af linned, holde orden i det lille apotek og bestille medicinalvarer i Danmark til ét år ad gangen, passe ambulatorier, hjælpe ved operationerne og give æternarkose på åben maske ved siden af komfuret, hvor instrumenterne blev kogt. Det var utroligt, at det gik godt. Det var et dejligt, primitivt liv, hvor jeg lærte at klare mig i alle situationer.

Om natten var det også sygeplejersken, der gik på sygebesøg i de små hytter oppe i fjeldene. Jeg havde en jordemoderelev med, og når man så kom ind i hytten, gjaldt det om at finde patienten blandt de mange familiemedlemmer, der enten lå sammen på en stor briks eller på madrasser spredt over hele gulvet. Hvis patienten skulle på sygehuset, måtte vi ned igen og have hospitalskarlen til sammen med eleven at hente den syge på en båre. Lægen skulle også hentes, han boede ude i den anden ende af kolonien.

Søvnige jordemoderelever

Jeg havde en del jordemoderelever, som de kaldtes, fordi jordemoderen også gav dem undervisning i barselpleje, så de kunne klare fødslerne ude på udstederne efter endt uddannelse. De dygtigste kom til Danmark og blev uddannet på Rigshospitalet. Men deres hjælp kunne være lidt tilfældig, for kom de og bad om fri for at tage med deres far på fisketur inde i fjorden, kunne man lige så godt give dem fri, selv om det måske passede dårligt lige på den tid. Sagde man nej, rejste de alligevel, og så kom de ikke tilbage.

Eleverne var udprægede B-mennesker, og det kneb vældigt for dem at komme op om morgenen. Når jeg havde fridag og gerne ville sove længe, kunne jeg være sikker på, at det ville de også, selv om de havde haft deres ugentlige fridag.

Jeg forsøgte mange måder at gøre dem aktive på fra morgenstunden. En morgen havde jeg sat en elev til at gøre en barselspatient i stand, men da jeg et godt stykke tid efter kom for at se, hvordan det gik, havde eleven lagt sig op i sengen til patienten og sov sødeligt.

Lægebåden Æskulap på vej langs kysten. På de små primitive og ensomt beliggende bopladser skal børnene vaccineres mod infektionssygdomme.

Når vi var ude med lægebåden, og de passerede et godt fuglefjeld, sejlede de ikke videre, før de havde skudt en del fugle. Kom vi ind i en stime sæler, forlod de ikke stedet, før der ikke var flere at skyde. Så kunne jeg stampe så meget i dækket, jeg ville, og henvise til, at vi skulle nå at vaccinere et udsted mere den dag. Det rørte dem ikke. På vaccinationsturene skulle vi også forsøge at få frisk sællever med hjem, det var en stor delikatesse.

Kraftig kvinde med kniv

Der var mange oplevelser på de ture. En gang blev jeg roet ind til et næsten utilgængeligt skær, hvor en fangerfamilie havde slået sig ned for sommeren. Jeg blev budt på sælkød fra et stort fad, der stod midt i teltet, og stor var min forbavselse, da fangerkonen kom med et fad vand og et flunkende rent håndklæde. Sygeplejersken skulle da have vasket hænder. Det var jo ikke netop det, jeg havde ventet på så primitivt et sted. På et andet fjernt udsted meddelte jordemoderen mig, at en af grønlænderkonerne ikke ønskede at få sit barn vaccineret. Så måtte jeg opsøge hende, for det var uhyre vigtigt for at

Side 22

undgå epidemier, at alle blev vaccinerede, fordi grønlænderbørnene var meget modtagelige for infektionssygdomme.

Julehilsen 1948 fra Dansk Sygeplejeråds formand Maria Madsen og sekretær Margrethe Kruse til sygeplejersker, som opholdt sig i udlandet.

Jeg kom til en hytte, hvor der ved et stort bord inden for døren stod en stor kraftig kvinde med et af hareskår vansiret ansigt. Hun sagde ikke et ord, men fortsatte med at slibe en stor kniv, som hun holdt i hånden. Jeg skulle forbi hende for at komme hen til barnet, og jeg var meget utryg ved situationen. Men forbi kom jeg og fik blotlagt det lille stykke af nakken, hvor barnet skulle have stikket. Da jeg senere stod ude på ”Sillemutten,” grønsværen, var jeg virkelig lettet.

Nogle uger efter skulle den grønlandske jordemoder, der var uddannet i Danmark, af sted for at vaccinere anden gang. Hun havde den lille pige med hjem til sygehuset og var forarget over, at den danske sygeplejerske ikke havde set, hvor underernæret barnet var.

Dertil var jo kun at sige, at den grønlandske mor vel ikke havde modtaget sin landsmandinde så uvenligt, som jeg var blevet, og derfor havde hun nok haft bedre mulighed for at bedømme barnets helbredstilstand.

På disse øde steder var der brug for, at børnene blev vaccineret.

Behagelig hjemrejse

Jeg havde også været ude med hvalfangerskibet ”Sonja.” Vi så ikke skyggen af en hval, men jeg fik fanget så mange fisk, at der var til sygehuset, kolonibestyreren og mig selv en hel uge.

Der var simpelthen bid, hver gang jeg sænkede en line med to kroge og et blylod i midten mange favne ned i vandet. Når rejefabrikken havde haft god fangst, sendte de somme tider et par kilo rejer op til sygehuset, og så blev der holdt rejemik med smør og ristet brød til. 

Desværre var der megen kønssygdom på Grønland, en af de velsignelser, civilisationen havde bragt med sig. Patienterne blev behandlet med penicillin, og så skulle de komme til tre undersøgelser. Glade konstaterede vi ved første og anden kontrolundersøgelse, at der ikke var mere spor af sygdommen, men alt for ofte var tredje undersøgelse positiv, og så kunne vi begynde forfra. November 1949 forlod jeg Grønland på en mere behagelig måde, idet jeg fløj hjem på 10 timer. I begyndelsen længtes jeg meget efter Grønland og fortrød, at jeg ikke havde taget imod en tilbudt stilling i Julianehåb, men det var jo Nordgrønland, jeg var meget interesseret i. 

Bodil Valentin Hansen er pensioneret sygeplejerske. 

Artikler om sygeplejerskers erindringer​ ​
​	Verden lå foran mig​      ​​Norge, Sverige, Tyskland, England og Grønland. Det krigshærgede Europa kaldte i 1945 på en nyuddannet dansk sygeplejerske, som takket være sin faglige ballast fik en række oplevelser for livet.
​	​En god sygeplejerske     Beretningen om to sygeplejerskers erindringer fra sygeplejeforskolen Testrup Højskole.
	​Omkring en seng    Sygeplejens bedstemødre har nogen kaldt dem. Det er dem, der stadig kan fortælle en historie om, hvordan det var at være elev og senere sygeplejerske dengang ­ i 40'erne, 50'erne og 60'erne. Læs om erindringsprojektet i Århus Amtskreds 1999.