Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

De studerendes organisation

Sygeplejestuderendes Landssammenslutning arbejder for de studerendes rettigheder og er repræsenteret på næsten alle landets sygeplejeskoler.

Sygeplejersken 2003 nr. 35, s. 17

Af:

Mia Munck-Petersen, formand for SLS

Som sygeplejestuderende har du mulighed for at melde dig ind i Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS), som er de sygeplejestuderendes sammenslutning under Dansk Sygeplejeråd. På den måde får du både et medlemskab af SLS og et fuldt medlemskab af Dansk Sygeplejeråd. Dette giver dig ret til at søge indflydelse i hele organisationen. SLS repræsenterer på nuværende tidspunkt omkring 70 pct. af samtlige sygeplejestuderende i Danmark, men dette tal arbejder vi på at gøre højere.

Lokal forankring

SLS er bygget op omkring en lokal forankret struktur. Dette betyder, at du som sygeplejestuderende har mulighed for at få direkte indflydelse på SLS og Dansk Sygeplejeråds politik og arbejde ved blot at stille op ved generalforsamling på dit uddannelsessted. Generalforsamling holdes to gange om året, en om foråret og en om efteråret.

På næsten alle skoler i landet findes der en lokalafdeling af SLS, og det er med dette landsdækkende netværk, vi sikrer os, at det, vi arbejder med, er netop det, der vedrører dig som sygeplejestuderende.

Studerendes rettigheder

Et af de emner, vi beskæftiger os meget med, er de studerendes rettigheder i teori og klinik. Som studerende er man underlagt de retningslinjer, der er beskrevet i studieordningerne. Heri er det beskrevet, hvor mange timer man kan forventes at være på sit kliniske uddannelsessted pr. uge, hvilke opgaver man må udføre m.m.

Det er de enkelte skoler, der hver især har formuleret disse retningslinjer, hvorfor de kan være meget forskellige på landsplan. SLS mener, dette er uheldigt for ensartetheden skolerne imellem, hvorfor vi arbejder for, at disse studieordninger ensartes.

Desværre sker der nogle gange det, at skole eller klinisk uddannelsessted ikke lever op til de krav, der er til dem. Her er det, SLS kan hjælpe den studerende, der kommer i klemme. SLS kan gå ind i lokale sager og hjælpe til med f.eks. at afdække, om alt er foregået, som det skal, være med ved samtaler som bisidder eller hjælpe med at formulere klager m.m. Her bruger vi ofte lokale netværk til at løse sådanne problemer, da det er en fordel at kende til de lokale forhold. Er der sager af mere generel karakter, tager vi dem gerne op på et landsdækkende plan og gør opmærksom på problematikken.

Plads til den enkelte

Da SLS er organiseret både lokalt og nationalt, varetager vi mange forskellige opgaver. Lokalt varetager vi de studerendes interesser på det enkelte uddannelsessted. Dette kan variere mellem alt fra etablering af kantine, arrangere festlige og sociale arrangementer eller behandle personsager. Dermed er der altså plads til, at de studerende på det enkelte uddannelsessted kan arbejde med det, de synes er spændende.

På landsplan varetager vi de mere overordnede uddannelsesmæssige interesser, dette både internt i Dansk Sygeplejeråd, men også i f.eks. Undervisningsministeriet og andre relevante råd og nævn. SLS formand sidder i Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse, hvorved vi sikrer, at de studerendes stemme bliver hørt, når der skal tages beslutninger på højeste plan i Dansk Sygeplejeråd.

Samarbejder med andre

Gennem et tæt samarbejde med de andre elev- og studenterorganisationer i Danmark sikrer vi, at de sygeplejestuderendes interesser også bliver varetaget i de råd og nævn, hvor vi ikke er direkte repræsenteret. Vi samarbejder ligeledes i Råstofinitiativet, der kæmper for alle elever og studerendes rettigheder. Vi arbejder især med emner, der går på tværs af uddannelsesområderne, såsom SU, boligpolitik og demokrati i uddannelsessystemet.

SLS ikke kun for aktive

SLS har brug for både aktive og passive medlemmer og har følgende medlemstilbud:

  • Gratis studiekalender og lommebog

  • Rabatordninger (f.eks. forsikring, bank, fitness)

  • Adgang til legater

  • Får du problemer i teori eller klinik, hjælper SLS gerne med bl.a. at undersøge, om alt er foregået korrekt, deltage som bisidder og formulere en klage, hvis det er nødvendigt

  • SLS er en partipolitisk uafhængig organisation, der arbejder for dig, dit fag og din uddannelse

  • Kurser

  • Sygeplejersken

  • Foredrag

Kontingentet er 93 kr. pr. kvartal, men da beløbet kan trækkes fra i skat, er udgiften reelt ca. det halve.

Generalforsamlinger

Du kan se i rubrikken ”Meddelelser” bagest i Sygeplejersken, hvornår SLS på din skole afholder generalforsamling.

Se mere på www.dsr.dk/sls