Ikke altid efter bogen

”Det var især svært at blotte en patient første gang,” fortæller Ida Marie Høyer på 24. Hun er i gang med sit sidste semester på H:S Sygeplejerskeuddannelsen. Dengang på Bispebjerg Hospitals Ortopædkirurgiske Afdeling var hun spændt på, hvordan hun ville reagere på den intime kontakt til ældre mennesker. Men ubehaget forsvandt, da hun mærkede, hvor glade de var for at blive vasket og hjulpet. Dét gav stof til eftertanke. Samtidig lærte hun noget om, hvad god kommunikation er:

”Jeg kan huske engang, en patient var ked af, at vi skulle skifte hende hele tiden, fordi hun havde diarré. Men jeg tog hende i hånden og sagde, at hun ikke skulle føle, at hun var til ulejlighed. Det var godt. Hvis jeg bare havde sagt ”det går nok,” havde hun måske følt, at jeg ikke mente det,” fortæller hun. 

At komme tæt på
Det er især det intime rum, man som sygeplejerske kommer ind i, der overrasker de studerende. Vicerektor og studievejleder på Sygeplejeskolen i Silkeborg, Birthe Cæsar Jensen, fortæller, at hun jævnligt taler med studerende, der siger, at de ikke havde forestillet sig at komme så tæt på:

”Man bliver trukket ind i privatsfæren hos mennesker, man måske ikke havde forestillet sig, og man ser jo noget andet end skønhedsidealerne om at være ung, smuk og slank. Det er ikke alle, der har set en afklædt ældre før,” siger Birthe Cæsar Jensen.

Men der er ingen vej udenom. Når man arbejder med mennesker, må man øve sig på den rigtige slags. På de første to semestre er de studerende i observationspraktik 2-3 dage ad gangen. De er tilknyttet den samme afdeling, de kommer til, når den kliniske undervisning for alvor går i gang på tredje semester. På den måde foregriber man angsten for den nye situation, og forbereder de studerende på de forpligtelser, de får:

”Hvis man er lærling på et værksted, accepterer man noget mere i skrotbunken. Det kan vi ikke, og derfor skal de sygeplejestuderende oplæres til ansvarlighed,” siger Birthe Cæsar Jensen.

Fra bøger til virkelighed
Samarbejdet mellem skolen og de kliniske vejledere på afdelingerne er tæt i Silkeborg. Bl.a. bliver der sørget for, at de studerende før starten på den kliniske undervisning mødes med deres vejledere, som kan fortælle om de centrale problemstillinger og patientkategorier på den enkelte afdeling. Selv om det naturligvis kun sker i den udstrækning, det kan lade sig gøre at forklare noget med ord, som de studerende kommer til at føle.

For det kan være svært at bruge teorierne i praksis, og ordet kulturchok er blevet brugt

Side 13 

af mere end én sygeplejestuderende om kløften mellem bøgerne og de kliniske studier. Men det giver pote at have afprøvet sin kunnen i praksis, fortæller Ida Marie Høyer, som efter sin første praktik tydeligt kunne mærke forskellen, da hun vendte tilbage til undervisningslokalerne. Det var blevet meget lettere at anvende teorierne:

”Det var rarere at have været i praktik. Det er svært at huske alle de ting, man lærer, når man ikke står med en konkret patient og kan se, hvordan det ser ud. Men at prøve f.eks. at have en patient med sukkersyge, læse om emnet og forberede sig gør, at man kan gå ind til patienten og fortælle, hvad han eller hun ikke må spise og hvorfor. Man kan bruge sin viden her og nu,” siger hun.

Skrev dagbog

Ida Marie Høyers bedste råd til førstegangspraktikanter er at tænke over, hvordan man lærer bedst. Hun skrev dagbog for at kunne reflektere over sine handlinger og vende dagene med sig selv. Det hjælper, når man kan melde klart ud til sine kolleger, at der er noget, man ikke forstår. De første arbejdserfaringer bliver lettere og mere lærerige, hvis man siger til sig selv, at der ikke findes dumme spørgsmål, siger Ida Marie Høyer:

”De ting, som er små nu, var kæmpestore dengang. Bare det at få lov at tage temperaturen. Men jeg bad om at få lov at se tingene blive gjort først, fordi jeg var ret grøn. Det syntes de var helt fint,” fortæller hun.

Fra uddannelsesmæssig side forhører man sig blandt de studerende, om de er rustede til deres nye rolle, fortæller Birthe Cæsar Jensen:

”Som sygeplejestuderende kommer man til at se situationer i tilværelsen, som flytter noget. Vi spørger dem ofte, om de er klar til at være den, der hen ad vejen skal kunne give noget i en sådan situation. Praktisk, konkret, vidensmæssigt eller følelsesmæssigt. Og samtidig kunne undgå at tage det hele på sig.”  

Kilde: Den Koordinerede Tilmelding 2003, 1. runde.