Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Jeg vil lære mennesket at kende

19-årige Jeanette Kjeldsen lader sig ikke skræmme af det store ansvar, som følger med arbejdet som sygeplejerske.

Sygeplejersken 2003 nr. 35, s. 10

Af:

Fie Lundsgaard Olsen, journalist

Jeanette Kjeldsen griner lidt af sig selv, da hun fortæller, at hun synes, det er synd for de syge børn. Men hun mener det faktisk, og hendes valg er faldet på Sygeplejeskolen i Viborg, fordi hun ved, at hun vil have en sundhedsuddannelse. En uddannelse, hvor det ikke gør noget, at vejen snor sig undervejs:

”Jeg ved ikke, om jeg vil være jordemoder eller sundhedsplejerske. Men det er den vej, jeg vil, så jeg tænkte, at det ville være bedst at læse til sygeplejerske først,” fortæller den 19-årige pige, der netop har afsluttet en 3-årig hh.

På handelsskolen syntes hun især, at de psykologiske diskussioner i dansktimerne var spændende. Men også andre områder som anatomi og arbejdet med handicappede har Jeanette Kjeldsens interesse, og hun vil gerne hele vejen rundt:

”Jeg ved, vi kommer til at lære noget om, hvordan mennesket er bygget op, og det har jeg altid interesseret mig meget for. Hvad de forskellige muskler gør og sådan. Og så noget med psykologi. Altså, hvorfor vi gør, som vi gør. Jeg har altid syntes, det var meget spændende at lære mennesket at kende. Både kroppen og psyken.”

Jeanette Kjeldsens interesse for sundhedsområdet kommer ikke fra fremmede. Både hendes mor og ældre søskende er inden for hjemmeplejen, og hun har snakket sit valg igennem med dem. De synes, det er en god idé - men med gode idéer kommer ansvar:

”Det er et stort ansvar, sygeplejersker har. Ifølge min familie lyder det rimelig hårdt, men det skræmmer mig ikke. Det er det her med at have med mennesker at gøre. At hjælpe syge mennesker på rette vej igen,” forklarer hun.

Da Jeanette Kjeldsen passede sit fritidsjob i en pølsevogn, lærte hun, hvordan det er, når arbejdet går stærkt. Og selv om hun godt ved, at det ikke er helt det samme i sygeplejen, mener hun bestemt, at hun kan klare det:

”Hvis man virkelig gerne vil, så tror jeg, at man kan lære det. Og jeg tror også, at det bliver mere spændende af, at man skal løbe hurtigt nogle gange,” siger hun.

Valget faldt på Viborg, fordi Jeanette Kjeldsen bor i byen sammen med sin kæreste. Men også de muligheder for at komme ud i verden, som Viborg Sygeplejeskole tilbyder, var med til at afgøre sagen for hende. Hvis der bliver penge til det, er fem måneder i Norge en god mulighed, fordi det er let at forstå sproget. Men Jeanette Kjeldsen har også overvejet Australien:

”Jeg har bare rimelig meget flyskræk, så for mig er det nok ikke så smart. Men måske er det bare noget, man skal overvinde,” siger hun eftertænksomt.